Momentum. Tegneren og jeg tygger på ordet, mens vi går rundt på Christiansborg og leder efter nogen at tale med.

»Du kan ikke beskæftige dig med politik uden at beherske det ord«, belærer jeg tegneren, som ikke har sat sine ben på Borgen siden en rundvisning i 6. klasse.

»Det får mig til at tænke på kvantemekanik«, siger tegneren eftertænksomt. Han smager grundigt på ordet. »Momentum. Momentum ... Eller måske er det noget med raketbrændstof?«.

»Ikke helt ved siden af«, siger jeg. »Det har noget at gøre med fremdrift. Hvis man har momentum, så vinder man valget«.

Tomme gange
Det er kun få dage efter Lars Løkke Rasmussens nytårstale, og vi havde forestillet os at møde en masse venstrefolk, der spankulerede rundt og smilede sejrsikkert til nogle skrutryggede socialdemokrater. Men gangene er tomme. Først nu går det op for os, at Folketinget stadig holder juleferie.

Men vi giver ikke uden videre op. Vi træder ind i Venstres sekretariat for at få en forklaring på Løkkes overrumplende momentum.

Måske opholder hans spindoktor sig her? Jeg har ringet og ringet til den her doktor og lagt flere beskeder, men manden reagerer ikke.

I det fjerneste hjørne sidder en dame ved sin computer. Hun hævder, at samtlige medarbejdere i Venstres presseafdeling er forduftet. Og hun kan ikke hjælpe os med at få fat i nogen.

LÆS OGSÅ Valgrygterne tager til på Christiansborg

Jeg forsøger mig med en smart bemærkning:

»Jeg troede ellers, det lå Venstre meget på sinde at hjælpe andre mennesker«.

»Ja, men vi hjælper kun vennerne«, knurrer damen. »Jeg droppede at læse Politiken for 30 år siden!«.

Vi trækker os ud af kontoret. Forundrede over, at det skal være så vanskeligt at få en forklaring på, hvad der skete den aften, da danskerne opdagede, de havde en statsminister.

Anonym kilde afviser skift
Indtil i lørdags vidste vi ganske vist godt, at en mand ved navn Lars Løkke opholdt sig inde i Statsministeriet. Vi observerede, hvordan han fik én på snotten, hver gang han vovede sig ud af kontoret. Og når han gik på tv, så vi en svedig og forslået og kolerisk mand, som i dén grad lignede en overgangsfigur.

I lørdags tog statsministeren så kvælertag på efterlønnen. Det absolutte tabu i dansk politik. I 12 år har den været omkranset af et pigtrådshegn. Da Poul Nyrup legede med tanken om at pille ved den, begyndte han straks at styrtbløde. Ikke engang actionhelten Anders Fogh vovede at røre den ordning.

Men nu sad trinde Løkke foran nytårskameraet og kasserede efterlønnen. Efter næsten to år som boksebold for oppositionen fandt han fodfæste og knaldede et slag tilbage i synet på sine modstandere.

Kort sagt: Lars Løkke erobrede momentum.

Og så var det bare om at komme over på Christiansborg og studere fænomenet. Det var jo ikke til at vide, om der var tale om et meget momentant momentum, måske af samme varighed som en solformørkelse.

Lige ved siden af Helle Thornings kontor finder vi Noa Redington, der er personlig rådgiver for Socialdemokraternes formand. Han byder os indenfor, og jeg forklarer, at vi gerne vil høre, hvordan det er at miste sit momentum.

Han smiler professionelt til os og siger:

»Jeg udtaler mig aldrig til citat«.

Dén var værre. Tegneren og jeg har sat os godt til rette i Redingtons sofa og foretrækker at blive siddende lidt og hvile benene.

»Nå, men så sludrer vi bare mere uformelt«, siger jeg til spindoktoren, idet jeg som en beroligende gestus lægger blokken fra mig på sofaen. Samtidig afprøver jeg inde i mit hoved, hvilke formuleringer jeg kan bruge, når mine anonyme baggrundsinformationer skal ind i artiklen.

LÆS OGSÅ DR2 sender humoristisk film om Løkke

Måske kan jeg skrive sådan her: En kilde tæt på Helle Thorning-Schmidt afviser, at den borgerlige lejr har fået medvind.

Og videre:

»Det er rigtigt, at dem fra Venstre lige nu går rundt og er to meter høje, men det er alt for tidligt at konstatere, at vi har mistet momentum«, siger kilden.

Man er et naivt fjols, hvis man tror på, at vælgerne tager pænt imod Løkkes forslag om at skrotte efterlønnen. Den Gallupundersøgelse, der understøtter antagelsen, bygger på uvederhæftigt materiale, afslører den centralt placerede kilde hos Socialdemokraterne.

»Det er ikke, fordi jeg vil blande mig i jeres vinkel, men I skulle meget hellere fokusere på politisk substans«, siger kilden.

»Og vente på de næste meningsmålinger ...«.

En socialdemokrat uden varm luft
Ude på gangen ser jeg, at tegneren har skitseret en to meter høj tommestok på sin blok. Min egen er stadig blank.

»Det må heller ikke være spor sjovt at miste momentum«, siger tegneren.

»Nu gik det vel egentlig også ret godt for Thorning«.

»Ja og for Villy! Han har virkelig haft momentum. Jeg hørte lige nogen sige, at han nu er flygtet ud af landet«.

Vi banker på en masse døre for at finde en socialdemokrat, der gerne vil citeres. Til sidste står vi på gruppeformandens kontor. Han hedder Carsten Hansen og var før i tiden rørlægger.

Han er virkelig glad for sit kontor, fortæller han og peger på en lang lædersofa, han har fået installeret.

»Sommetider snupper jeg mig en lur på den«.

Oven på en reol står tre modeller af kampfly, den danske regering overvejer at købe. Det er en Super Hornet, en Gripen NG og en Joint Strike Fighter.

»Der er godt med momentum i sådan nogle jetjagere«, siger jeg beundrende. »Ligesom i Lars Løkke ...«.

»Nå nå«, bryder Carsten Hansen ind. »Den der kamp om efterlønnen er ikke slut endnu. Jeg tror sagtens, der kan komme en reaktion, når det går op for folk, at de skal arbejde, til de er 71. Hvis jeg stadig havde været rørlægger, havde jeg ikke holdt til det«.

»Men der er vel ikke noget, der tyder på, at der bliver lige så meget ballade som dengang, Nyrup ville afskaffe efterlønnen, vel?«.

»Lad os nu se. Lad os nu se ...«, brummer gruppeformanden.

Han analyserer situationen for os:

»Lars Løkke skaller af både til højre og venstre. Nu har han valgt at fyre sin sidste raket af ved at tage fat i det ultimative i dansk politik: økonomien. Jeg tror, det er hans sidste chance for at tage et valg på noget, han selv bestemmer ... Og man må da sige, det har haft en vis effekt«.

LÆS OGSÅ Lars Løkke bringer blå blok i front

»Hvad mener du?«.

»Jo«, siger Carsten Hansen. »Vi må da med skam melde, at han har taget teten fra starten«.

Sådan taler en politiker, der er løbet tør for varm luft. Jeg stirrer respektfuldt på Carsten Hansen, mens han lige giver den en ekstra tand:

»Det er klart, at Løkke er styrket af momentum. Det styrker ham for første gang. Han har sat en dagsorden, der virkelig rykker. Selv om jeg vil vente lidt med at komme med den endelige bedømmelse ...«.

Hovedbundstesten
Vi snupper noget frokost i Snapstinget, hvor madkøen helt mangler momentum.

Ved et bord fyldt med pressefolk opsnapper vi brudstykker af samtaler, der handler om, hvorvidt Helle Thorning må ty til rynkeudglattende Botox for at vinde det kommende valg. Og er det for resten ikke også på tide, at Lars Løkke får sig en tandrensning?

Tegneren og jeg drøfter lavmælt, hvor meget politikernes ydre fremtoning mon spiller ind på deres fremdrift.

»Vi må hellere spørge Pari«, hvisker jeg.

Pari Khadem har i 13 år haft sin hair- og beautysalon på Christiansborg. Hun tager imod os med glædestrålende overskud.

»Hvad betyder det for en politikers momentum, at vedkommende ser godt ud«, spørger jeg stylisten.

»Det betyder en hel del at se tjekket ud. At se ud, som om man har styr på tingene«, siger Pari Khadem.

»Kan du mærke på politikerne, når de ikke har styr på tingene?«.

»Ja, jeg mærker det tydeligt på deres hud og hovedbund, hvis de er stressede. Øjnene kan også være røde. Der er mange tegn på stress, og når jeg ser dem, spørger jeg dem forsigtigt, hvordan det går ...«.

LÆS OGSÅ Kvinder skal passe på skærebrænder-stemmen

»Følger du selv med i politik?«.

»Hele tiden!«, siger hun og trækker mig længere ind i salonen, så jeg kan se den fladskærm, der kører nonstop med nyheder.

»Kan du så mærke, når de har momentum?«.

»Ja, helt klart. Så er de ét kæmpe smil og har hænderne løftet højt over hovedet ... Men jeg mærker, når de grubler over noget. Nogen har kaldt min salon for politikernes pitstop. Jeg taler med dem om alt ...«.

»Du har også fået lavet din egen lov?«.

»Ha ha, ja, det er rigtigt. Op til en debat om udlændinge ordnede jeg Kristian Jensens hår, det var inden han blev minister. Jeg fortalte ham, at jeg havde ringet til statsamtet for at få lov til at give min ældste søn et dansk efternavn. Vedkommende sagde: »Vores efternavne kan I ikke tage fra os«. Statsamtet er et forfærdeligt sted. Så siger Kristian: »Hvad sagde de?«. Og et stykke tid efter hørte jeg i radioen, at han havde bragt sagen op for justitsministeren. Som ændrede loven. Nu er det blevet meget nemmere at skifte navn«.

»Så du har virkelig haft momentum?«.

»Jeg har momentum hele tiden«, smiler Pari Khadem.

Den økonomiske ansvarlighed
Vi tager endnu en tur op ad venstregangen og flår i samtlige dørhåndtag, men ser stadig ikke andre end den Politikenhadende dame. Men så er der pludselig en dør, der ikke er låst.

Jeg tumler ind i et stort og ret bart kontor. Henne i den anden ende sidder en mand bag et skrivebord. Det er en lille mand, der ser ud, som om nogen har glemt ham, da de i huj og hast styrtede ud i gaderne for at fejre nytårstalen.

Han viser sig at være Peter Christensen, der er politisk ordfører for Venstre. Og han kan sagtens ofre ti minutter.

»Det var vel også hårdt tiltrængt med lidt momentum, eller hvad?«, siger jeg.

»Ja, der er ingen tvivl om, at hele diskussionen ved udgangen af 2010 handlede om dumme møgsager, som vi selv var leverandører til. Den indholdsmæssige diskussion blev overskygget af de der sager, og det bliver man straffet for«.

»Kunne du uddybe ’møgsager’?«.

LÆS OGSÅ Valgekspert: Vigtigste måling siden sidste valg

»Ja ...«, siger Peter Christensen, og jeg fornemmer, hvordan en kavalkade af billeder defilerer forbi hans indre blik:

Den ikke for alvor nærværende Lene Espersen, skandalen om sygehusene, pinagtige bilag på dit og dat, Bertel Haarder amok i en risengrødrus ...

»Sådan nogle sager, hvor vi brugte megen tid på at diskutere med hinanden«, siger han så.

»Jeg tror, mange vælgere har sagt, at nu måtte vi stramme os an. Så nu skaber vi en meget mere konkret politik med forslaget om efterlønnen. Og det giver en god stemning«.

Han holder en næsten umærkelig pause. Og slynger så den punchline i hovedet på mig, som hele den kommende valgkamp vil dreje rundt om:

»Det er klassisk borgerlig politik at sætte den økonomiske ansvarlighed højt«.

Og Peter Christensen behøver ikke at vente på de næste meningsmålinger for at konstatere, at hans parti står midt i et »utroligt momentum«.

»At dømme efter min mailboks er der i hvert fald sket et stemningsskift. Vores medlemmer er superbegejstrede. De er glade for at have fået noget at kæmpe for«.

Skæl på skuldrene
»Hvor meget betyder det egentlig at have momentum på Christiansborg«, spørger jeg.

»Det betyder meget«, fastslår Peter Christensen.

»Ikke mindst i forhold til pressen. Det kan virkelig være svært at få et forslag frem i medierne, når man ikke har momentum. Også selv om det er et godt forslag. Det er en tør konstatering«.

Javel, det kan der være noget om, tænker jeg. Medierne har det bedst med, at tingene ikke bliver for komplicerede. Politik skal helst være simpelt som en fodboldkamp: To hold kæmper mod hinanden. Rød blok og blå blok. Hvem fører? Hvem har momentum?

»Det er pressen, der skaber den store forskel på at have og ikke have momentum«, siger Peter Christensen.

»Sådan er det vel«, siger jeg. »Og nu jeg er her, kan du så ikke lige fortælle mig, om valget kommer her i foråret?«.

Den politiske ordfører bliver fjern i blikket. Synker lidt sammen i kontorstolen. Og mumler noget om, at det vel ikke helt kan udelukkes.

Jeg takker. Og forlader ham. Ude på gangen står tegneren og er i gang med at skitsere en kødhakkemaskine, hvad det så skal gøre godt for. Han siger:

»Du kunne godt have spurgt hende stylisten mere ud om det med hovedbunden«.

»Hun slap måske lidt for nemt på det punkt«, medgiver jeg.

Så vi vender tilbage til Pari Khadem.

»Hvordan er det lige, du kan mærke på hovedbunden, at en politiker ikke har momentum«, spørger jeg.

»Så er hovedbunden helt tør«, svarer hun beredvilligt. »Og de har skæl på skuldrene«.

»Okay ... Kan du så ikke lige give mig et tip, næste gang der kommer én ind med tør hovedbund?«.