»Og jeg tror, vi har en ny lytter igennem. Henny Hansen, ja, velkommen. Og hvor ringer De fra? Herlufmagle? Jamen der er da også dejligt. Hvad går De og laver sådan en onsdag formiddag? Sylter asier? Er det ikke svært? Nå ikke. Og det er til børnebørnene, siger De. Hvor mange har De af dem? Jamen det må da også være skønt med sådan en flok børnebørn«.

Og sådan fortsatte samtalen. Hyggelig, uforpligtende.

Men alligevel båret af, at manden inden i radioen var oprigtigt interesseret i Henny Hansens gøren og laden. Ikke noget med at tale ned.

Ikke noget med at sælge fru Hansen til de andre lyttere for en hurtig, smart bemærkning.

Nysgerrighed, medleven og dyb loyalitet over for de mennesker, der med det rigtige endetal var så heldige at komme igennem til Jørn Hjorting - der fylder firs i dag - og hans umådeligt populære telefonprogram, ’De ringer, vi spiller’.

Og ja, netop De ringer. For programmet blev født i en tid, hvor man vel var dus med dyrene men altså Des med lytterne.

Den venlige mand
Nøgleordet i Jørn Hjortings succes med ’De ringer, vi spiller’ er respekt.

Selv om man da ikke kan klandre en mand, der mere end 1.300 gange troligt sad ved telefonen og talte med først og fremmest hjemmegående kvinder i deres bedste alder, for, at han kunne ende i den rutineprægede præstation, var det aldrig tilfældet med den venlige mand.

Hvis det skete, kunne det i hvert fald ikke mærkes.

Tværtimod virkede han hver gang lige oprigtigt optaget af de små gøremål og dagligdags ring, lytterne betroede ham.

Og på en umærkelig måde fik han samtalerne til at blive vedkommende, en slags stilfærdig temperaturmåling, som fik lytterne landet over til at blive overbevist om, at helt slet stod det ikke til i Dannevang.

LÆS OGSÅATS' hyldest til Jørn Hjorting

Nu var der det, at problemer, sådan rigtige problemer, ikke var noget, Hjorting brød sig om at snakke med lytterne om. Næh, hverdagens små tildragelser var det, der var interessant.

Vi nærmede os sjældent større problemer, end at det måske var lidt dårligt vejr.

»Men solen skal nok komme frem igen«, trøstede Hjorting.

Forlod DR i utilfredshed
Den 45 år lange radiokarriere begyndte i 1960, hvor Jørn Hjorting blev ansat ved Danmarks Radios Underholdningsafdeling og producerede ungdomsprogrammer som ’Teenagehjørnet’ og ’Ti vi ka’ li”.

I 1968 kom kæmpesuccesen ’De ringer, vi spiller’. Senere fik han succes som vært på programmer som ’Prøv lykken’, ’Morgennisserne’ og ’Dansktoppen’.

1984 fik han titel af redaktionsleder, og i 1989 blev han udnævnt til leder af dagredaktionen på P3.

I 1996 forlod han efter næsten 37 år Danmarks Radio, i utilfredshed med at ’De ringer, vi spiller’ skulle flyttes væk fra P3.

LÆS OGSÅ'De ringer, vi spiller' lukker (2006)

Fortsatte arbejdet i fjernsynet
Men manden med den rare stemme og det lyse sind lod sig ikke kue.

Han fortsatte på den nye Radio 2 med et lignende telefonprogram og blev senere vært i udsendelsen ’Snak med Hjorting’ på tv-kanalen DK4.

Da Jørn Hjorting 1. april 2000 fejrede sit 40-års radiojubilæum, valgte han at benytte lejligheden til at sige farvel til radioarbejdet, men fortsatte ufortrødent sit ugentlige telefonprogram på den danske tv-kanal DK4, hvor det var på plakaten i mere end ti år.

For et års tid siden blev det afløst af en serie quizprogrammer med lutter kvinder som deltagere. Der resterer endnu seks optagelser, inden også tv-karrieren bliver sat på standby.

Gæster sit eget program i dag
Jørn Hjorting har skrevet to bøger:

’Man har lov at være glad’ fra 1994 og erindringsbogen fra 2006, ’Det må jeg nok sige’.

Og han tager med fornøjelse rundt i landet og holder foredrag om sine mange lyse radiominder.

Det nyeste minde kan han tage med sig onsdag formiddag, hvor DR genopliver programmet ’De ringer, vi spiller’. Ganske vist med en ny vært, Peter Sten.

Men programmets grundlægger, selveste Jørn Hjorting, er med som gæst. Det sker på DAB-kanalen P5 kl. 11.03. Og det ligegyldigt, hvordan vejret er.