Alle samfund har brug for en Tøger. Der skal være nogle til at sige fra.

Alle retssamfund har også brug for en Tøger. Der skal være nogle til at udfordre loven.

Og alle medier har brug for en Tøger. Der skal være nogle til at holde magthavere i ørerne.

Danmarks Tøger har på skift været elsket og omstridt af både højre og venstre. Højrefløjen var vild med ham, da han foldede sig ud som engageret EU-tilhænger, før det ellers kom på mode - men bitter, da han lod Politiken hudflette VK-regeringens udlændingepolitik.

Venstrefløjen var vild med ham, da han gik i flæsket på Dansk Folkeparti - men fandt det utilgiveligt, at Tøger kaldte det 'velsignelsesrigt’, da en international alliance ville gå i krig for at befri Kuwait fra irakisk besættelse i 1991.

Debat skulle der være
Tøger ragede op i landskabet - og ikke kun dengang, gigantiske plakater af en nøgen og gravid Tøger Seidenfaden vakte opsigt i Københavns bybillede i 1999, da Politiken skulle barsle med en ny lørdagsavis og en debatsektion, der siden har hørt til avisens kendetegn.

Debat skulle der være, og rav i den blev der. Tøger havde altid selv et energisk synspunkt. Og han gav nødig sine modstandere et roligt øjeblik.

Politiken var hans livs projekt. Mange så ham som skabt til opgaven og den avis, som hans far -- Erik Seidenfaden, journalist og modstandsmand under den nazistiske besættelse af Danmark – egentlig var indstillet til at lede efter krigen, men som medarbejderne dengang afviste at give Seidenfaden senior.

Satte sig i fars stol
Junior blev modtaget med entusiasme i 1993 og satte i sit kontor faderens lænestol. Han fyldte den godt ud.

Tøger var kun 36 år, da han rykkede ind på Rådhuspladsen, og ATS omdøbte prompte hjørneværelset til ’Børneværelset’. Da havde han allerede været direktør for TV2 i ét år og tidligere haft fem stærke år som chefredaktør for Weekendavisen.

Men ATS ophørte aldrig at afbillede ’Thøger Zeitungsfaden’ som et glad, rundhovedet drengebarn med hvid skjorte og butterfly.

FOTO Tøger Seidenfadens 17 år i spidsen for Politiken

Da Jørgen Schleimann hentede Tøger til posten som udenrigsredaktør for Weekendavisen i 1985, var han ukendt for sine nye kolleger, der umiddelbart så ham som et overstuderet æggehoved, som næppe vidste stort om journalistik, knapt kunne deltage i sin egen generations fester og formentlig ville være et redskab for det borgerskab, der havde opfostret og ansat ham. Alle blev klogere.

Skarp i mælet
Tøger var vokset op med rødvin, også i Paris, så han kunne nemt drikke sine nye kolleger under bordet. Han scorede bladets dejlighed, Tine Eiby.

Og på fem år gjorde den ny Seidenfaden i dansk bladhistorie med en sikker sans for kritisk journalistik Weekendavisen til et fyrskib i dansk presse.

Han nåede aldrig at blive journalist (»det overfladiske bras« havde hans far advaret ham imod), kun lige akkurat at blive udlandschef, før han var på plads i den rolle, der faldt ham så naturligt - som chefredaktør.

Hans lederartikler blev fra starten i ’87 en fast målepind i dansk samfundsdebat. Han var skarp i mælet, optrådte gerne på flere nyhedsprogrammer – også samtidig -- og var uudtømmeligt iderig.

Som redaktør var han altid en foretrukket gennemlæser og kritiker af sine kammeraters og medarbejderes artikler. Han gennemskuede hurtigt vores svage afsnit og var suveræn til at pege på nødvendige opstramninger.

Chefredaktør uden kørekort
Formanden for Berlingske’s bestyrelse, Ole Scherfig, sagde ved Tøgers udnævnelse til Weekendavisens chefredaktør, at man gerne havde set, at den ny avisleder havde rundet de 30, før man gav ham den fine post. Hvordan udstyrer man en chefredaktør med firmabil, når han ikke havde kørekort?

Chefredaktøren dumpede første gang, han forsøgte at få kortet – ifølge ham selv havde han vist nok været ved at køre en ældre dame ned.

Praktisk var han ikke.

Da hans vaskemaskine ikke ville mere i lejligheden ved Kultorvet, og han omgående bestilte en anden, spurgte de folk, der kom med det nye apparat, om han havde forsøgt at tænde på væggen for den gamle? Det kunne han godt grine af. Han tog den nye.

LÆS OGSÅ Berømte og berygtede Tøger-citater

Det blev Tine, der stod for boremaskinen og andre praktikaliteter. Tøger læste fornøjet med, når hun i Weekendavisen klagede sin nød over livsledsagerens manglende hang til rystepudsere, tjek af dæktryk og den slags. Tøger  Seidenfaden stillede ofte op til humoristiske ting i både avisen og personalebladet 'Svingdøren', og han var aldrig bleg for at lave sjov med både avisen og sig selv. Fotoet er taget i 1999. Foto: Jens Dresling

Men pyt, så forærede han til gengæld sin skønne og velskrivende hustru en laber bil med soltag og sløjfe omkring. Indrømmet, dén var en anelse svær at komme efter.

Hjem til familien
Han hævdede gerne ved enhver lejlighed, at han af natur var doven – i virkeligheden havde Tøger det optimalt i sofahjørnet med en bog, gerne Tolkien eller en fed krimi, eller i en samtale om løsning af verdens problemer.

Og Tøger var ikke chefen, der blev hængende langt ud på aftenen for at læse korrektur, hvis han kunne tage hjem til Tine og deres drenge.

Hvor han kom ind fra det liberale borgerskab, kom hun fra venstre. Han havde studeret på de fineste læreanstalter og oplevet Bjøl og Pundik og de andre koryfæer fra barnsben og var knapt overrasket over at rykke ind på deres scene.

Hun havde som helt ung været med Tvind til Afghanistan med særligt ansvar for en fedtpumpe, før hun stak af fra både Tvind og den totalitære tankegang, som bød dem begge lige meget imod, og som i 2006 fik hende til at skrive bogen ’Til tjeneste, dengang i 70erne’. Han lyttede til musik, hun spiller.

Hans egen deltagelse i internationale konflikter begrænsede sig især til brætspil som Diplomacy, som han gennem årene spillede med SFerne Pelle Voigt og Pernille Frahm, venstrepolitikeren Søren Pind m.fl.

Blæste på ayatollah og bestyrelsesformand
Han kaldte det selv en stjernestund, da han som chefredaktør for Weekendavisen i 1989 blæste på både en vred ayatollah og en nervøs bestyrelsesformand for at publicere et uddrag af Salman Rushdie’s ’De Sataniske Vers’. Den danske udgiver, Samlerens Forlag, sagde nej til projektet.

Men Tøger var ligeglad. Hans bestyrelsesformand, Scherfig, krævede trykningen stoppet. Men næh nej, så kendte de ikke Tøger.

Han fandt stor fornøjelse og journalistisk tilfredsstillelse i at tage ansvar for den piratudgivelse, der af andre blev betragtet som et lovbrud -- og viste Tøgers vilje til at sætte sit eget præg på en international konflikt.

Det blev ikke sidste gang, han udgav tekster i strid med både forfattere og forlag. I 1995 lod han Politiken udgive Ritt Bjerregaards ’Kommissærens dagbog’, selvom hun var blevet overtalt af EU-kommissionens formand til at holde bogen tilbage.

Det fik han 20 dages betinget fængsel for. Og i 2009 lod han Politiken udsende ’Jæger – i krig med eliten’ af jægersoldaten Thomas Ratsack på et tidspunkt, hvor fogeden søgte forbud mod, at forlaget Peoples Press overhovedet selv fik lov at udgive bogen.

Tøger fik ret
Fælles for de tre affærer var ikke alene, at Tøger Seidenfaden sattes sit moralske og journalistiske udgiveransvar over formelle regler og moralske konventioner, og heller ikke blot at såvel forfattere som krænkede forlag efterfølgende var godt tilfreds med Tøgers publicistiske aktivisme, men især at han siden fik moralsk ret.

Tøger var modig i sit forsvar for Rushdie, hvor den daværende statsminister Poul Nyrup tøvede med at modtage Rushdie i København.

Skønt glødende EU-tilhænger var Tøger også ivrig efter, at offentligheden skulle have kendskab til en kritisk EU-kommissærs optegnelser, hvor uinteressant Ritt Bjerregaards dagbog end viste sig at være.

Tøger  Seidenfaden var kun 36 år, da han 1. oktober 1993 overtog jobbet som ansvarshavende chefredaktør på Politiken. Foto: Erik Friis Og hvis ikke Tøger havde engageret sig så dramatisk i kritikken af forsvarsministeriets forsøg på at censurere den tidligere jægersoldat, kunne soldaten nemt være røget i spjældet.

I sidste ende valgte en forsvarschef og en forsvarsminister at forlade deres job i utide. Tøger blev, hvor han var - i hjørneværelset - og stemplede med en vis fornøjelse hele affæren som et ubehageligt vidnesbyrd om magtmisbrug fra regeringens side.

Bed regeringen i haserne
Nogle undrede sig over, hvorfor han forsvarede Rushdie’s ret til at provokere i De Sataniske Vers, men ikke engagerede sig i forsvaret af de tegnere, der ligesom Rushdie blev udsat for mordtrusler efter udgivelsen af 12 såkaldte Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten den 30. september 2005?

Begge sager handlede om voldstrusler fra ekstremister i protest mod en angivelig krænkelse af profeten Muhammed. Tøger ivrede efter at forsvare Salman Rushdies kunstneriske frihed, men ivrede lige så heftigt efter at modsætte sig det, han opfattede som Jyllands-Postens dæmonisering af muslimer.

Som en bulldog bed han sig også fast i regeringens haser og nægtede at slippe, da regeringen efter hans opfattelse forsømte at skelne mellem forsvaret af avisens ytringsfrihed og regeringens egen moralske pligt til at tage afstand fra hån, spot og latterliggørelse af et religiøst mindretal, i dette tilfælde muslimer.

Det såkaldte Trykkefrihedsselskab yndede at bruge ham som et hadeobjekt, og den manglende sympati var absolut gensidig.

Tøger tog i 2007 imod en indbydelse til at tale i Selskabet, som han fra podiet kaldte »hyperaggressivt« og »et sammenrend af intolerante muslimhadere med gennemført usympatiske og underlødige dagsordener«, før han lettet og tilfreds gik hjem.

Angreb dæmonisering af muslimer
Tegningeaffæren blev en anden stjernestund. Godt nok blev Tøger forkætret af højrefløjen og islamofober, ikke mindst i kredsene omkring Dansk Folkeparti. Det stimulerede ham kun i at kaste sig helhjertet ind i et forsvar for det multikulturelle samfund og ud i et renlivet angreb på dæmonisering af muslimer.

Da han på avisens vegne valgte at indgå ’et forlig’ med repræsentanter for 94.923 angivelige efterkommere af profeten Muhammed og på Politikens vegne undskyldte for den krænkelse, som muslimer måtte have oplevet ved trykningen af Muhammed-tegninger, også i Politiken, fik han en bred kreds af avisens egne medarbejdere imod sig.

De fandt det dels uheldigt, hvis det blev opfattet sådan, at Politiken skulle undskylde, når det ikke havde gjort noget galt, og dels at det kunne ligne knæfald for et urimeligt pres.

Tøger var uimponeret af kritikken. Han havde støttet, at Politiken adskillige gange trykte de omstridte Muhammed-tegninger, når det var nødvendigt som dokumentation.

Men i hans øjne var forliget en udstrakt hånd, ikke blot til profetens efterkommere, men til hele det muslimske samfund. Og han var overbevist om, at der ikke gik skår af Politikens troværdighed ved at række et anfægtet mindretal en hånd.

Modtog hæderspris
Da han i 2010 – en tredje stjernestund – modtog Ebbe Muncks Hæderspris, personligt overrakt af Dronning Margrethe, spurgte han med slet skjult fryd, om priskomiteen overhovedet havde fulgt med i, »hvad vægtige stemmer i det danske samfund« havde sagt og ment om hans person?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde kaldt hans avisledelse for ’hovedløs’.

Helge Adam Møller, den konservative forsvarsordfører, havde kaldt ham ’arrogant, provokerende og usaglig’, og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen havde kaldt ham ’sølle’.

Javel, ja, men så gav Tøger hendes Majestæt og Uffe Ellemann-Jensen en lektion i Ebbe Muncks tankesæt, i civilcourage og i at stole mere på sin egen dømmekraft end på hele det omgivende samfunds akkumulerede visdom under frihedskampen, hvor Munch og hans far havde arbejdet tæt sammen, også sammen med Tøgers senere lærer og mentor, Erling Bjøl.

I  2009 stillede Tøger Seidefaden sig i spidsen for en protest mod Irans brud på menneskerettigheder. Her forsøger han - forgæves - at aflevere 4.537 underskrifter fra læserne på den iranske ambassade. Foto: Jens Dresling »Det drejede sig jo ikke bare om at bekæmpe besættelsesmagten og befri Danmark. Det drejede sig om at knytte Danmark til en større verden og bryde med den isolation og provinsialisme, der var en del af baggrunden for katastrofen i april 1940«, mindede Tøger om.

For sin egen regning tilføjede han, at »de værdier … stadig har aktualitet - nu også i forhold til tendenser i vores eget danske samfund«.

Men tak, sagde han, Tøger var glad for hædersmærket, og skønt prisen ikke rummede tilsagn om støtte til hans konkrete projekter, bekræftede den immervæk, »at det danske samfund stadig rummer en stor dosis liberalitet i det ords allermest positive betydning«.

Stod op mod populismen
Han følte, at jobbet gav mening, når blæsten stod om Rådhuspladsen, og allermest når han styrede sit blad op imod populistiske vinde.

»Når sandheden skal frem«, sagde han til Munch-prisarrangementet, »så går der jo uger, måneder og endda år, hvor man passer sit arbejde som lederskribent og kommentator, afleverer de meninger, man nu har, uden at det - hverken på godt eller ondt - sætter særlig mange sind i kog eller skaber ret megen debat«.

Men sådan var det heldigvis ikke altid.

Så fik redaktøren Tøger nemlig en idé af sin anden halvdel, aktivisten Tøger.

Én af ideerne – etableringen af Irak-Centret, som skulle beskæftige afviste irakiske asylsøgere for at sikre dem ophold i Danmark – fik det borgerlige Danmark helt op i det røde felt.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kaldte det ’strafbart’, hvis Tøger Seidenfaden ville beskæftige arbejdskraft, der ikke havde opholdstilladelse.

Og beskæftigelsesminister Inger Støjberg opfordrede danske arbejdssøgende til at anmelde ham og Politiken for diskrimination, fordi han specifikt ville ansætte irakere og ikke danskere. Den slags bragte Tøger i særligt hopla.

SKRIVHvordan vil du huske Tøger Seidenfaden?

Han var internationalist og glad for prædikatet ’kulturliberal’, som Uffe Ellemann-Jensen satte på ham. Han var også bevidst om sine medarbejderes og avisens permanente strid om, hvorvidt Politiken skulle være journalistisk ’newspaper’ eller politisk ’viewspaper’ – Tøger stemte for begge dele og redigerede avisen derefter.

I hans tid støttede Politiken aktivt demokratibevægelsen i Serbien, avisen samlede ind til at give palæstinensere ambulancer fra læserne; der blev gravet brønde i afghanske landsbyer for at skaffe rent vand, og der blev samlet ind til finansiering af et kvindehjem i Kabul og en masse andet.

Avisens frihedspris blev i hans tid givet til demokratiforkæmpere som russeren Garri Kasparov, egypteren Saad Eddin Ibrahim og afghaneren Sima Samar.

Nej tak til ministerpost
Ligesom sin forgænger, Herbert Pundik, kom han til at personificere sin avis. Politiken var i 18 år Tøger, han var Politiken. Andre gav ham i tidens løb jobtilbud, også som minister – men nej tak, Tøger fandt sin indflydelse større som chefredaktør på Rådhuspladsen - og både statsminister Anders Fogh Rasmussen og flere socialdemokraternes formænd søgte ham gerne som samtalepartner.

Han var konsekvent og bitter modstander af VK-regeringens alliance med Dansk Folkeparti og så det som et grimt problem for det nødvendige alternativ til den borgerlige regering, at han selv – snarere end Socialdemokraternes formand – i en periode blev betragtet som Danmarks egentlige opposition, alt iberegnet.

Egentlig var Tøger kulturborgerlig og økonomisk liberal, men han var også retspolitisk venstreradikal og lidt af en journalistisk anarkist – alt sammen på én gang.

Som redaktør fik han ansvaret for et dagblad, der i sin fundats lovede frisind og socialliberalisme, begge dele faldt ham let.

Vild på et dansegulv
Han havde, som han sagde, valgt det fysiske fra – permanent i ret sløj form – men han var vild med at danse, og det krævede godt med dansegulv, når Tøger først slog sig løs.

Tøger  Seidenfaden fotograferet i 2004 foran 'avisvæggen' i Politikens redaktionssekretariat. Foto: Jacob Ehrbahn Han kom for skade at nævne, at hen gerne badede nøgen i sin svenske skovsø, hvad flere blade fandt eksotisk.

Han havde arvet den fantastiske ødegård, hvor han og Tine havde deres private stjernestunder og deres foretrukne ’helle’, men brugte også ødegården flittigt til redaktionelle møder.

Det var her, håndtegneren og gourmeten Roald Als en sen nat kom i karambolage med chefredaktøren. Roald havde lavet sin foretrukne rosmarin-pasta.

Tøger var glad og hældte til håndtegnerens fortrydelse rask det meste af en flaske ketchup ud over. SÅ sagde Roald omgående op.

Men det kom der flere gode ting ud af. Dels tog Roald dagen efter imod genansættelse, dels læste den amerikanske ambassadør om affæren og sendte straks Tøger en magnum flaske udmærket amerikansk ketchup.

Frokost med burger
Tøger havde i bedste forstand ingen fine fornemmelser. Han foreslog gerne, at man henlagde en arbejdsfrokost til Burger King, hvis han ikke nøjedes med en pulversuppe på kontoret.

Han brugte en sommer på at anmelde pinde-is og udpegede efter moden prøvespisning af samtlige is, han kunne få fat på, Filur til Danmarks mest forfriskende is.

Samtidig institutionaliserede han, at rigtige chefredaktører på rigtige redaktioner uddeler pindeis på varme sommerdage.

Hans forgænger i hjørnekontoret var kilde til morskab over, at han altid havde blækklatter på skjorten. Tøgers egen skjorte hang halvt udover bukserne, og slipset hang som oftest ikke om halsen, men på en knage for det tilfælde, at han pludselig var nødt til at være ’fin’.

Debattør udenfor kategori
Hvordan han havde arrangeret sit liv, hvis han ikke havde haft sekretæren og højrehånden Christine Bardtrum, er uvist. Hvis hun blot gav ham et stikord og et varsel tyve minutter før afgang, var han klar med slipset og et foredrag om udviklingen i europæisk økonomi – gerne på et klingende flot fransk eller et smukt engelsk.

Fem noter på bagsiden af en kuvert, så var foredraget hjemme.

Som ung fik han både første- og sidsteprisen i den samme konkurrence om politisk retorik – førsteprisen, fordi han var uomtvistelig bedst til at argumentere for hvad som helst, sjokprisen fordi det et-eller-andet-sted måtte tælle ned, at han så overbevisende kunne argumentere for det modsatte.

»Som debattør er han uden for kategori«, indrømmede Ulrik Høy, én af hans gamle kolleger på Weekendavisen, og han er endda selv suveræn.

Vidste bare bedre
Nogle opfattede Tøger som bedrevidende i fjernsynet (og der var folk, som i perioder troede, han boede inde i skærmen).

Men hvad skulle manden dog gøre, når han ofte netop vidste bedre, fordi han huskede som en elefant og var hurtigere end nogen til at dissekere et politisk problem?

Eller som Olav Hergel skrev: »På en del arbejdspladser i Danmark går der frustrerede medarbejdere rundt, fordi de inderst inde godt ved, at de er betydeligt klogere end chefen. Det problem har vi ikke på Politiken«.

Tøgers historiske hjørnekontor, hvor faderens gamle lænestol stod i yderste hjørne mod Rådhuspladsen, var til daglig ramme om ledermøderne, hvor andre lederskribenter hyppigt kunne hænge fast i modstridende holdninger til dagens emner. Aldrig Tøger.

Han dukkede ofte op midt i en debat og behøvede ikke mange sekunder, før han sagde, »hør her, der må være to vinkler på den sag – vi kan gøre sådan eller sådan, og jeg foreslår« - og så var den leder barberet.

Ledermøder varer max. tyve minutter.

Hverken til højre eller venstre
Han ville nødig sættes i bås. Under tiden på Weekendavisen blev han af venstrefløjen set som højresnoet, fordi han gav Lars Villemoes plads og opbakning til at skrive om Blekingegadebanden og venstrefløjens dilemma, endnu før omfanget af bandens forbrydelser var kendt.

Og højrefløjen var ikke begejstret, fordi han støttede Nils Ufer i de reportager om Tamil-sagen, som trak tæppet væk under Schlüters firkløver-regering først i 1993.

Ved ansættelsen på Politiken blev Tøger alligevel spurgt i et interview, om han ville trække Politiken mod højre »med sin klart markerede støtte til NATO og EF og med sin pointering af behovet for et dansk forsvar«?

LÆS OGSÅBerømte og berygtede Tøger-citater

»Dumt spørgsmål«, svarede Tøger, »Betragtninger om venstre og højre er begreber, der hører hjemme på Christiansborg, ikke i bladverdenen«.

Hans læsere skulle ikke være i tvivl om hans eller Politikens grundlæggende tilhørsforhold på demokratiets side, i EU og i NATO, men »læserne skal ikke på forhånd vide, hvordan vi forholder os i en bestemt sag, kun at vi er kritiske over for alle grupper af magthavere«.

Tøger var nødvendig
Tøgers sidste år på avisen leverede det bedste økonomiske resultat nogen sinde, og avisens grafiske udtryk blev udpeget til Europas bedste, mens avisen satte den ene dagsorden efter den anden. Chefredaktøren blev aldrig svækket i sin tro på EU og NATO, men blev hyppigt opfattet som ufatteligt venstredrejet i sin bestandige kritik af krigsdeltagelsen i Irak og Afghanistan.

Tøger anførte kritikken af Jyllandsposten i tegningesagen, men var ikke for smålig til at give Flemming Rose fire hjerter for hans store værk 'Tavshedens tyranni' - ligesom han var ufattelig generøs over for medarbejdere og klummeskrivere med andre holdninger end Politikens officielle.

En BT-journalist spurgte ham engang, hvordan han havde det med »beskyldninger« om at være »intellektuel«?

Fnis, det havde Tøger det udmærket med. Han satte det som sit livs mål at være kritisk og uhildet i sin opposition til skiftende magthavere på Borgen.

Han var nødvendig, mens han var. Og Danmark vil savne sin Tøger. Det vil Politiken også.

Siden  Tøger Seidenfaden tiltrådte i 1993 har der været adskillige chefredaktører ved hans side. Her er det de to senest udnævnte og nuværende chefredaktører, Anne Mette Svane og Lars Grarup på et foto fra 2010. Foto: Finn Frandsen