Maya Åstrup har efter eget udsagn været bidt af en gal and, siden hun begyndte at læse Anders And-blade som fireårig.

Men hvor de fleste vokser fra Andeby med alderen, voksede Åstrup kun længere ind i universet og blev efter gymnasiet ansat i Egmonts Disney-afdeling.

Her har hun gennem de sidste 14 år været redaktionsassistent, udlægningsredaktør, historieredaktør, oversætter og manuskriptforfatter på både Mickey Mouse- og Anders And-historier, og på torsdag udkommer hendes hidtil mest kontroversielle ande-historie.

Her beder Anders om Andersines hånd, og anden med den lyserøde sløjfe siger såmænd ja til sin matros.

LÆS OGSÅAnders And skal giftes

Det ender selvfølgelig i en værre redelighed, som det så ofte gør for beboeren på Paradisæblevej 111, men alene det, at man bringer en institution som ægteskab ind i et univers, hvor de tætte familiære relationer normalt er gemt langt væk, er opsigtsvækkende i ande-kredse.

Så hvorfor gør man det, og hvor går grænsen for, hvad man kan udsætte antihelten Anders for i oplagstallets navn?

»Grænsen går der, hvor vi ikke kan genkende ænderne længere. Når vi derud, hvor vi ikke har respekt for figurerne længere, skal vi holde op med at sælge Anders And-blade. Men der når vi ikke ud«, siger Maya Astrup til politiken.dk.

»I det her tilfælde blev jeg bedt om at skrive en Valentines-historie baseret på filmen 'Sliding Doors'. Jeg koncentrerede mig udelukkende om filmens fortællerteknik – ideen om at splitte en historie op i to parallelle handlingsforløb, der begge udelukker hinanden. I princippet kræver det, at man skriver tre historier på én gang. De to historier der udspiller sig parallelt og den historie de tilsammen fortæller. Da det så også skulle være en Valentines-historie, var det jo oplagt at sætte ænderne i en situation, hvor konsekvenserne af de to retninger havde store personlige, modsatrettede følger – såsom ægteskab og opløsning«.

Den første historie, der piller ved universet
Konceptet tillod, at Maya Åstrup kunne træde ud af de rammer, man ellers er bundet af som Disney-forfatter.

Rammer, som ikke - hvilket de fleste tror - er fuldstændig firkantet nedskrevet i et Disney-kodeks, som alle skal følge slavisk.

Historie.  Bryllup mellem to ænder, der ikke egner sig synderligt til ægteskab. Stakkels kage. Faktisk har forfatterne hos Egmont en stor grad af frihed, så længe de er tro mod Andebys karakterer.

»Og det er jo det, vi sørger for altid at være. I Anders Lund Madsens historie fra december og i 'Turen går til Danmark' fra efteråret er det jo bare historierammen, der ændrer sig lidt. Selve figurerne beholder deres karaktertræk, som vi kender dem. Det er i virkelighed mest denne bryllupshistorie, der rykker lidt ved noget af selve universet«, siger Åstrup.

LÆS OGSÅ Folket vil have mere Anders (And) Lund Madsen

»Det gik hurtigt op for mig, at 'Hvad nu, hvis…' ikke ville fungere som en almindelig morsom Anders And-historie. Derfor valgte jeg at gå lidt tættere på ænderne, at gå derhen, hvor vi kan se, at livet også kan gøre ondt i Andeby. Det gør ondt, når man bliver forladt og misforstået – også selv om du er kæreste med verdens sjoveste and. På den måde er historien nok skrevet til det mere voksne publikum, men jeg håber da, at de børn, der har undret sig over hvordan Anders’ og Andersines bryllup ville være, også vil få noget ud af historien«.

Vil ikke bare sidde på vores hænder
Du siger, at I ikke følger nedskrevne retningslinjer, men at de ligger på rygraden. Hvordan ved du så, om du går for langt?

»Der findes jo tabuer, som vi bare ikke gør. Som ikke passer ind i det figurgrundlag, der ligger. Og hvis du ikke kender det grundlag, bliver du nok bare ikke ansat som Disney-forfatter. Vi Anders And-fans har jo alle en klar fornemmelse af, at vi kender vores ænder, så man skal have en ufattelig god grund til at få lov at skrive uden for rammerne. Men de bliver jo altså heller ikke gift i historien. Alle gode historier har en åben slutning, så man selv kan forestille sig, hvad der siden hen sker«.

Hvad ville ikke gå?

»Vi ville selvfølgelig ikke lave en historie om Rip Rap og Rup, der er blevet 40 år gamle og alkoholikere. Der er stor forskel på at skabe nye rammer og på at omdefinere karaktererne. Jeg har ikke lyst til rent faktisk at lade Anders og Andersine blive gift og så derfra skrive historier om ægteskabets glæder mellem de to, for så ville vi åbne nogle døre til noget enormt trist og ikke Andeby-agtigt. Og samtidig lukke nogle døre for det, de to står for. Men vi vil heller ikke bare sidde på hænderne og undlade at opdatere universet til den tid, vi lever i. Det ville også være forkert, så derfor gør jeg for eksempel meget ud af at have masser af bærbare computere med og den slags, der repræsenterer vores tid«.

Ingen begår karaktermord her
Betyder det, at figurerne aldrig kan udvikle sig - kun rammerne ændres?

»Jeg har skrevet mange Mickey Mouse-historier, før jeg blev forfremmet til Anders And. Og ham har jeg virkelig kæmpet med, fordi alle har et billede af, at Mickey er den lidt kedelige, regelrette detektiv, der aldrig træder ved siden af. Men jeg er overbevist om, at han har mange flere sider. Jeg skrev for eksempel en historie i oktober, hvor han er helt til rotterne. Ingen tror på ham, og han er lige ved at dø til sidst, og det er de der ekstra lag, jeg gerne vil give nogle af karakterne, som kan udvikle dem lidt«.

Jeg troede netop ikke, man skulle røre ved figurerne?

»Jeg mener generelt godt, at man kan opdatere universet i små ryk. Det betyder ikke, at man har ret til at begå karaktermord for at holde en kulturinstitution som Anders And i live, men jeg mener godt, at man kan udnytte flere sider af figurerne. Joakim er nærig, Højben er heldig, og Anders er stædig og temperamentsfuld, men han er jo også kærlig og meget andet. Der er kun 3-4 prædikater på hver af vores figurer i dag, men ved at tilføje en ny en gang imellem, kunne man komme langt, tror jeg. Ikke noget revolutionerende, men de små ting. Andersine er jo heller ikke kun til teselskaber, hun kunne også godt blive dygtig og succesfuld, som hun gør i et af sporene i 'Hvad nu, hvis...'«.

Figurerne skriver historierne selv
Når Maya Åstrup skal bygge en ny Anders And-historie op, tager hun stort set altid udgangspunkt i netop en af figurerne fra Andeby og forestiller sig en situation eller sindsstemning, denne figur befinder sig i.

Og fordi hun kender dem så godt, plejer det at være nok til, at fantasien løber videre med pennen.

»Inspirationen kommer jo som udgangspunkt alle vegne fra, men der skal ikke så meget til, før en historie begynder at leve. Som forfatter holder man utrolig meget af sine figurer, og jeg får tit bare et par billeder i hovedet, der starter det hele. For eksempel hvor Anders sidder og er skuffet over, at Joakim ikke sætter pris på ham. Det bliver så udgangspunktet for en historie, der selvfølgelig skal indeholde adventure og være sjov og have alle de her dramaturgiske elementer, men det starter altid med figurerne. Og det er det, jeg mener med, at det er slut den dag, vi ikke kan genkende figurerne mere. Hvis vi ikke kan sælge et blad, hvor vi har respekt for figurerne, skal vi ikke sælge bladet længere. Men små tilføjelser, der bare giver lidt ekstra krydderi, mener jeg, er i orden«.