At der er behov for satire i disse år, kan kun de færreste betvivle eller -nægte.

Og indimellem antager virkeligheden en sådan karakter, at man må gnide sig i øjnene. For er det virkelig virkeligheden – eller er det blot en ualmindelig skarp og ondsindet parodi?

LÆS KOMMENTARSatirepatienten ligger i koma

Almindeligvis har satiren – op gennem historien – haft magtens mennesker som genstand. Eller i det mindste latterliggjort almenmenneskelige træk i tiden. Men i løbet af de senere år virker det, som om det ikke længere er skægt nok at lave parodier på eksempelvis ministre, selvhøjtidelige kulturpersonligheder og den slags.

I det mindste ikke at dømme efter, hvad man ser i fjernsynet.

Tænkt blot på sådan noget som ’Piger på prøveløsladelse’ og ’Skråplan’, der udstillede de lavere klasser, som var de dyr i en zoologisk have. Cyklisthumor af værste skuffe, hvor der sparkes ned for at komme frem.

Grim smag i munden
Med dukkefilmsatiren ’Radio Karen’ tages skridtet fuldt ud.

Folkene bag har brugt radiooptagelser fra den virkelige verdens Radio Karen, der hedder sådan, fordi den sender fra Kulturhuset Karens Minde i Sydhavnen, hvor der tidligere lå et hjem for psykisk udviklingshæmmede.

Og disse optagelser danner så grundlag for en dukkefilm, hvor satirikerne forestiller sig, hvordan det har set ud, mens det gik for sig.

Resultatet er måske nok satire.

Men den giver i hvert fald undertegnede en rigtig grim smag i munden. Fordi den aldeles uden empati tager tykt pis på en gruppe mennesker, der har lokale medier som de primære, fordi disse handler om deres verden.

Og som deltager i disse medier ved at ringe, maile eller skrive sms’er.

Renlivet tragedie
Disse mennesker har måske nok et helt andet verdensbillede end det, der er normen for P1’s publikum og Politikens læsere.

Men de er også borgere i Danmark, selv om de ryger hjemmerullede cigaretter, spiser for meget wienerbrød og er fuldstændig ligeglade med, hvem der er blevet udnævnt til generaldirektør for DR. Og det er efter denne signaturs mening fuldstændig utilstedeligt at latterliggøre dem på ungdomskanalen TV 2 Zulu.

LÆS OGSÅZulu-redaktør har det sjovt med at optage pensionister

Hvorfor skal landets unge sidde og klaske sig på lårene over eksempelvis en dame, der taler som et vandfald om supermarkedernes tilbud? Hvorfor skal sådan en talende tante udstilles som en social pestilens, når sagen måske i virkeligheden er den, at telefonforbindelsen til lokalradioen er hendes eneste livline til den omgivende verden?

Det kan sagtens hænde, at studieværtinden er dagens eneste ’anden stemme’ i hendes liv, fordi hjemmehjælperen først kommer på næste onsdag, og hun ikke orker gå på gaden hver dag.

Eller er det sjovt, når en ældre mand, som ringer ind til lokalradioen, viser sig at ligge hjælpeløs og lammet på gulvet i sin lejlighed, ude at stand til at få noget at spise eller drikke, medmindre han kan få vippet en dåse forloren skildpadde ned fra bordet og efterfølgende også en dåseåbner?

Jeg spørger lige igen: Er det sjovt, at der i dette land findes mennesker, som frister en kummerlig skæbne, fordi ældreplejen er skåret til sokkeholderne?

Nej. Det er ikke sjovt. Det er en renlivet tragedie.

Spark til dem der ligger ned
Seriens dukker er godt lavet. Og håndværksmæssigt er der i det hele taget ikke noget at sige den på.

Men dukkernes udseende bekræfter den generelle verdensanskuelse: Det er aparte udseende væsener, grimme tabere, der optræder. For sådan er det jo i 2450 Nedtur. Her bor hr. og fru Joggingtøj, som er fejlernærede, fordrukne og forudsigelige.

LÆS OGSÅRadio Karen-Kaj: De gør grin med os, men det er ikke ondt ment

’Radio Karen’ er en ualmindelig ubehagelig oplevelse. Fordi den tilsidesætter nogle helt generelle regler for satire, nemlig kærlighed og etik.

Når Ulf Pilgaard parodierer dronning Margrethe, sker det altid med en vis ømhed, og derfor er det i orden. Og i øvrigt er dronningen et ressourcestærkt menneske uden eksempelvis økonomiske problemer.

Men der er en forskel på at skubbe til vort lands dronning og så sparke til mennesker, der ligger ned på grund af alderdom, sociale problemer, psykisk sygdom, misbrug eller andet.

Det er væmmeligt, udtryk for en modbydelig menneskelig råhed. Og en sådan form for satire viser mere om bagmændene end om ofrene.

Der er efter min mening kun én ting at sige til dukkeserien: fy for pokker.