Det lyder som et manuskript til en spændingsfilm eller -roman.

Men det har altså fundet sted i virkeligheden: En mailudveksling mellem forhenværende gidsler og deres kidnappere førte til, at parterne mødtes på gerningsstedet fra dengang og konfronteredes med, hvad der egentlig skete og hvorfor.

Superkort fortalt er det, hvad der sker i dokumentarfilmen ’Mig og min kidnapper’, som DR 2 viser i aften.

Modtager mail fra kidnappere
Instruktøren er englænderen Mark Henderson, som var et af de otte gidsler, der blev taget til fange i Colombia i 2003 og for flertallet af de kidnappedes vedkommende i frygt måtte vente 101 dage på at blive løsladt med skind, men ikke sind i hel behold.

Mens gidslerne fra Storbritannien, Tyskland og Israel var i kidnappernes vold, fulgte alverdens nyhedskanaler dramaet på lang afstand.

Da kidnapperne havde sluppet gidslerne fri, blev der stille om sagen i medierne, men ikke i de implicerede.

I ’Mig og min kidnapper’ fortæller Mark Henderson ved hjælp af blandt andet sin egen og et andet gidsels dagbogsregistreringer om de mange dage som fanger i Sierra Nevada i Colombia.

Også klip fra nyhedsudsendelser dengang inddrages i filmen. De indtryk fra før er klangbunden for forståelse af, hvad der rører sig i Henderson og andre gidsler i årene efter, de har forladt Colombia.

Et års tid efter løsladelsen skete der det specielle, at to af gidslerne – herunder Mark Henderson – modtog mail fra kidnappere.

Blev venner på Facebook
Under gidseltagningen i Colombia var Henderson i en periode især bevogtet af en bevæbnet fyr ved navn Antonio. Den tyske kvinde Reini var samtidig under overvågning af Antonios kæreste, Camilla.

Da Antonio henvender sig til Mark Henderson og Camilla anmoder Reini om venskab på Facebook, begynder en årelang brevveksling mellem kidnapperne og deres gidsler.

Mark Henderson og Reini bliver oven i købet inviteret til Antonios bryllup, men takker dog nej og kan i det hele taget, fremgår det af filmen, sagtens se det usædvanlige ved, at de frivilligt bliver mailvenner med de mennesker, som engang tvang dem til at vade i bjerge næsten i døgndrift, campere under usle forhold og konstant mærke angsten for aldrig at slippe fri i levende live.

Udefra virker det sært, at der opstår en relation mellem forbryderne og ofrene i sagen.

Sympatiserer med gidseltagerne
Men det lader sig gøre, viser Hendersons film, fordi han og også Reini i løbet af deres tid som fanger i et vist omfang begyndte at sympatisere med gidseltagerne fra guerillabevægelsen ELN, der tog skylden for kidnapningen.

Over for fangerne gav gidseltagerne udtryk for, at det ikke var økonomi, men derimod politisk idealisme, der drev dem. Med kidnapningen ville de vise alverden, at bjergbønder og andre befolkningsgrupper led under militærstyret i Colombia.

LÆS ARTIKELColombias hær dræber Farc-leder

LÆS OGSÅIngrid Betancourt: Jeg har stadig mareridt

Det lykkedes delvis at overbevise Henderson og Reini om kidnapningens formål, hvorimod de kidnappede israelere ikke købte gidseltagernes argumenter.

Det skabte en ulmende konflikt gidslerne imellem i de 101 dage, hvor de var tvungne til at leve sammen.

Forening er et filmisk antiklimaks
Filmen flakser lige lovlig ofte mellem før og nu i et koncentrationskrævende handlingsforløb, som dog hele tiden lægger op til et kommende møde mellem Henderson og Reini på den ene side og kidnapperne Antonio og Camilla på den anden.

Gidslerne tager tilbage til Colombia adskillige år efter kidnapningen. Her finder de ud af, at sandheden om gidseltagningen er endnu mindre sort-hvid, end de antog dengang.

Mere dobbelttydigt, end de var klar over, var de i kidnappernes hule hånd. Kvindelige bjergbønder fortæller dem, at i deres øjne er ELN ikke bedre end det statslige styre, og de siger også utvetydigt, at de mange kidnapninger i Colombia intet godt har ført med sig.

Selve konfrontationen mellem Antonio og Mark Henderson forløber uden spor af dramatik og bliver filmisk lidt af et antiklimaks.

Både gidsel og kidnapper opfører sig så høfligt, at de minder om skolekammerater, der instinktivt genfinder deres gamle rollefordeling, når de genses efter års adskillelse.

Finalen er ikke det afgørende
Mere drama er der i Reinis tilstedeværelse.

Både foran kameraet i Colombia, under oplæsning af dagbogsnotater og også i forbindelse med en absurd retssag: Da hun var blevet løsladt, kom hun hjem til Tyskland, hvor nogle ville dømme hende til selv at betale helikopterfærden fra gidselsted til frihed.

For filmens skyld er det klogt gjort af Henderson, at han foruden sig selv har både Reini, flere af de israelske gidsler, kvindelige colombianere og anonymiserede kidnappere med i historien.

LÆS OGSÅKriminel papegøje anholdt i Colombia

Hvis nu ’Mig og min kidnapper’ havde været en spændingsfilm eller en krimi, var den sikkert endt både godt og kulørt. Men nu er det jo altså en dokumentarfilm.

Af en art hvor finalen ikke er det afgørende. Det er mere alt det, som sker undervejs, der er interessant.