Man mødes på Keld Reinickes kontor af en stor sort-hvid fotostat af ’Dallas’, DR’s gamle hitserie fra 1970’erne, al sæbes granddaddy, der hvor det for alvor begyndte at skumme.

»Alle, der kommer ind her, skal gætte navnene på mindst tre af dem!«, forlanger han.

Øhbø, Sue Ellen, prøver jeg, mens det vender sig i mig; jeg var ingen ’Dallas’-fan. J.R. ... Og Bobby Ewing ...?

»Ja! Bestået«, siger Reinicke begejstret.

Fun with an edge
Enten er det udtryk for det ultimative moralske underslæb, at TV 2’s fiktionschef på den måde reklamerer for DR, men faktisk var TV 2 end ikke et glimt i sin fars øje i 1970’erne.

Eller også er det fun with an edge, noget der kunne være mottoet for hans gamle arbejdsplads TV 2 Zulu.

Keld Reinicke er TV 2’s Ingolf Gabold, DR’s berømmede dramachef, for at være lidt næsvis. Og det er ikke bare tomme ord.

Når krimiserien ’Den som dræber’ ruller over skærmene søndag aften, kan det dårligt ses som andet end et forsøg på at vriste positionen som hele Danmarks krimihyggemester fra DR.

LÆS ARTIKELStjernebesætning i ny krimiserie

LÆS OGSÅKrimidronning bag ny filmserie

»Vi har lavet en fiktionsstrategi for TV 2«, siger Reinicke.

'Broadwalk  Empire'. Foto: HBO »Da Palle Strøm og jeg overtog TV 2, skulle fiktion, dansk fiktion, være en af vore byggeklodser, fordi det er den slags, der ikonificerer en tv-station. DR er lig med ’Huset på Christianshavn’ og ’Matador’, men man kan ikke bare trykke på en knap og få det sådan. Vi satte strategien i værk for fire år siden og besluttede, at vi ville bruge penge på det her«.

LÆSDansk tv-premiere: Scorsese slår dørene op til tyvernes Atlantic City

’Den som dræber’, om seriemordere og de politifolk, der vil opklare drabene, er det umiddelbare resultat.

DR og mindreværdet
»Men de tre ben, vi gerne vil stå på, er ud over krimien dramedy-genren, som er et miks mellem drama og folkekomedie, som kræver nogen tilvænningstid for publikum, og så julekalenderen«.

Er det også en form for mindreværd over for DR, der drev jer?

»Det er det, alle spørger til, men vi har ikke startet det som et opgør med DR. DR er jo slet ikke vores konkurrent, det er de kommercielle kanaler som TV3 og SBS. Vi har lavet vores fiktionsstrategi for at brande kanalen«.

LÆS ARTIKELTV 2 udfordrer DR med ny seriemorder-serie

Er det ikke et postulat, at DR ikke er jeres konkurrent?

»Jo, men hør her: Sådan ser vi det selv. Jeg ved godt, at ’Den som dræber’ vil blive målt over for DR og ikke over for TV3. De penge, vi har til at producere for, er færre end dem, DR har, men det argument kan man jo ikke bruge over for seerne, og store serier som vores ’Klovn’ og DR’s ’Max Pinlig’ kostede jo intet at lave. ’Den som dræber’ er langt dyrere, end vi egentlig har råd til, og de penge har vi fundet via koproducenter, tv-stationer fra andre europæiske lande, som investerer upfront, inden serien overhovedet produceres«.

'Breaking  Bad'. Foto: AMC TVDet er ikke TV 2 selv, der producerer sine serier, dem får de lavet ude i byen. Men retningslinjer og mere specifikke krav til genre og tonefald udgår fra TV 2: Skal krimien være ’blød’ eller ’hård’?

Holder seriemordere som udgangspunkt for en dansk tv-serie? Hvem skal skrive og instruere?

Kan du ikke som fiktionschef gå ind og sige: Hey, I skal lave en dansk ’The Wire’?

»Jo, sådan noget ville jeg kunne sige, for ’The Wire’ er årtiets krimi«.

'Den som dræber' er ingen 'Wire'
’The Wire’ er den vidt berømmede serie om narkobekæmpelse i Baltimore, en kamp, der pågår over adskillige sæsoner og altid ender i samme frustrerende lektie: Det nytter ikke noget.

Hvis et kulturprodukt i mands minde har medvirket til at skabe et helt nyt sprog, er det ’The Wire’, som har fået både forty- og fifty-somethings til at være helt nede med deres hjemmedrenge og udtale sig så idiomatisk, at det bliver ren gade.

LÆS ARTIKEL'The Wire' er et højdepunkt i moderne tv-fiktion

LÆS OGSÅ'The Wire'-forfatter slutter en ond cirkel

Men ’Den som dræber’ er ingen ’Wire’.

»’The Wire’ er lavet på HBO, som er en dyr amerikansk kabelkanal, som meget, meget få mennesker kan se. For os, der læser Politiken og abonnerer på Aarstidernes grønt og frugt-kasse, er det fantastisk, men det er desværre ikke bredt nok til TV 2. Den er for lidt klassisk narrativ og grænser op mod dokumentaren, og når man er sådan lidt mere intellektuel, eller hvad man skal kalde det, så er ’The Wire’ og ’Mad Men’ så nogle serier, man tænder på. Men på TV 2 er vi nødt til at tænke mere i retning af serier som ’CSI’ eller ’Bones’, moderne udgaver af ’Kojak’«.

'The  Wire'. Foto: HBO Helt privat drømmer Keld Reinicke, der underviser i amerikanske tv-serier på Filmskolen, om, at der en dag kommer så langt til loftet og bliver så stort et overskud, også økonomisk, at en dansk tv-station ville kunne lave sin egen ’Wire’, skræddersyet til et mindre publikum og ikke afhængig af at skulle sendes kl. 20.

»Det er altså under 1 procent af amerikanske tv-seere, der overhovedet har set ’Mad Men’. Det er sandt, at den har sat noget mode og noget trend i gang med jakkesæt fra de tidlige 1960’ere, men ikke mange har set serien. Man kan jo sagtens lade sig inspirere af både ’Mad Men’ og ’The Wire’ alligevel, men man tager fejl, hvis man tror, man kan gå ind og lave en copy paste-manøvre og bare kopiere formatet om til dansk tv. Det ville være farligt«.

LÆS OGSÅModen er masser af strik med Mad Men-talje

Tv-seriens guldalder
Reinicke ser disse år som amerikansk tv-series svar på amerikansk film i 1970’erne, da også Hollywood bugnede af ungt sultent talent som Scorsese, Coppola, Spielberg, De Palma m.fl., og hvor samfundsdogmerne og de dogmer, der bestemte den gode smag, stod for fald:

»Dette er en guldalder for amerikansk tv. Hvis man skal inspireres af fiktion i dag, giver det bedre mening at købe et bokssæt med ’The Wire’ på dvd end at købe amerikanske krimifilm. Bare det, at ’The Wire’ findes, gør, at en mainstreamserie som ’CSI’ i dag ser ud på en anden måde, end hvis ’The Wire’ ikke havde været der, så originaliteten har en enorm effekt. Også ’Den som dræber’ har en modernitet i måden, den er filmet på, som har noget at sige. Disse ting smitter bare af på hinanden, og i dag er instruktører og manusforfattere ekstremt interesserede i at komme indenfor på tv, for det er her, det mest interessante sker«.

Så det er altså stadig den relative forsigtighed og konservatisme, der råder inden for krimiformatet på tv.

LÆS OGSÅ Geniet bag 'The Wire': Jeg er et stedbarn i tv-branchen

»I sit udgangspunkt er krimien en klassisk genre«, siger Reinicke, »og det mener jeg på den mest positive måde. Man ved med det samme, hvad man går ind til. Der er nogle politifolk, der er nogle, der er onde, der er nogle, der er døde ...«.

Og der kommer flere!

»Mange, mange flere, kan jeg godt afsløre. Den tryghed er dejlig som seer. Dramedyen er mere et sats, fordi danske seere lige skal vænne sig til, hvad det er for noget. Vore seerpaneler vurderer generelt dramedyen næsten 100 procent mere positivt, i takt med at de vænner sig til udtrykket, kan vi se, og det er jo et sats, for folk sidder jo ikke ligefrem hypnotiseret foran deres tv. De slukker eller zapper væk, i det sekund det ikke virker«.

Når de ude på TV 2 kalder Keld Reinicke for deres Mr. Fiction, så har det en betydning langt hinsides kontorerne på Kvægtorvet i Odense og Teglholm Allé i Københavns Sydhavn.

Såvel DR som TV 2 er ifølge filmloven forpligtet til at bidrage til udviklingen af dansk spillefilm som medproducenter, og det er meget lakonisk og lidt glædesløst, når Reinicke medgiver, at »jo, det er mig, der bestemmer 50 procent af, hvad der foregår i dansk film«.

En enorm magt
»Det er jo ikke en rolle, hverken DR eller vi har sat os selv i, det har kulturpolitikerne gjort. Men de valg, vi træffer, træffer vi jo oftest i samarbejde med Det Danske Filminstitut, kun få gange går vi uden om dem som i tilfældet ’Blå mænd’, ’Sorte kugler’ eller filmen ’Klovn’. Det kan ikke lade sig gøre at lave en film i Danmark uden støtte, så vi, der sidder og bestemmer, får en enorm magt, og vi betaler 60-70 mio. kr. om året«.

Indvendingen er, at hvis man som filminstruktør er afhængig af støtte fra en tv-kanal, begynder man at tænke sin spillefilm til tv-skærmen og indlægger steder, hvor man kan lave kaffe og gå ud og tisse ...

'Weeds'.  Foto: Lionsgate Television.»Det er ikke helt fair. Vi støttede også ’Flammen & Citronen’ og ’En familie’ og har strakt os helt fra ’Far til fire’ til ’Submarino’, men jo, der er en tendens til at pege mod det bredere, mere publikumsorienterede. Og hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg da meget hellere sidde og lave tv«.

Spillefilmsforpligtelsen er en irriterende byrde?

»Altså, jeg tager den på mig. Det er et politisk valg, og de film, vi er inde over, klarer sig ret godt«.

Over Reinickes skrivebord, oven over snapshots af hans børn, der spiller rollespil i kappe og med kårde, hænger et billede af Orson Welles, amerikansk films store knortede, uafhængige profil.

Det er også i sort-hvid, men så har billedet heller ikke mere tilfælles med det fra ’Dallas’.