God arkitekturformidling er en sjælden gæst i tv, så det gælder om at sidde klar med fjernbetjeningen, når den endelig er der som nu med DR K-serien ’Arkitektens hjem’.

I aften kører tredje afsnit af otte over skærmen, og selv om vi også her er på besøg i et privat hjem, dukker nogle helt andre tanker op om det at bo end i de evindelige boligprogrammer, der handler om beslægtede fænomener som handelsværdi (’Hammerslag’, Liebhaverne), livsstil (’Kender du typen’) og indretning (’Fra skrot til slot’), men kun kradser i overfladen af de væsentligere spørgsmål.

Arkitekten i sit eget hjem
I aften angår det arkitekten Claus Bonderup, som programmet besøger i hans eget hus i Hune nordvest for Aalborg. Det er et frodigt hjem skabt sammen med blomstermaleren Anne Just. Det er fyldt med udstoppede fugle, blomsterbilleder og bogreoler, men bygget over en stram klassicistisk symmetri uden gangarealer.

Bonderup ser symmetrien som en spejling af menneskekroppen, som Gud har skabt os, og den kulørte indretning som en genskabelse af paradis. Her bliver talt om proportionernes virkning på sindet, om farvernes betydning og om skønhed.

LÆS OGSÅCarsten Thau gør status over arkitekturen

Herfra perspektiveres til Bonderups øvrige arbejder, bl.a. Høje Taastrup Station og den tilhørende bydel, der blev anlagt efter den klassiske bys idealer, men aldrig fik det gadeliv, man håbede på.

En af årsagerne, kommenteres det i programmet, er City2, det store indkøbscenter, der æder al detailhandel i området og dermed støvsuger byen for gadeliv på samme måde, som Field’s gør det i Ørestad.

Fyldt med substans
Programmerne tager på den måde udgangspunkt i et møde med arkitekten i hjemmet, men tager herfra kritiske afstikkere til arkitektens øvrige arbejder og tør diskutere emner som lykke, by- og boligkvaliteter.

Det bliver til portrætter af arkitekter, men med substansen og ikke nyfigenheden for øje.

Rummenes udformning, deres forhold til stedet og tanker om de funktioner, de skal tjene, alt det, som udgør arkitekturens væsen, anses normalt for at være alt for svære og store emner, til at man kan forstyrre almindelige seere med det midt i aftenkaffen.

LÆS OGSÅKulturordfører: Arkitekterne er snæversynede

Men den kyndige vært, arkitekten Eva Harlou, viser, at tv ikke behøver at være svært, bare fordi det er klogt.

Med sit blonde hår, katteøjne og lange lemmer stilig-stramt klædt i læderhandsker, pels og lange læderstøvler er hendes fremtræden alt andet end støvet akademisk.

Kønsstereotyper
Som seernes repræsentant stiller hun de oplagte spørgsmål til arkitekterne; hvorfor ser dit hjem sådan ud, hvordan kan man bo på den måde, og hvorfor bor du ikke i dit eget hus, eller hvorfor bor netop du i dit eget hus osv.

Professor Carsten Thau er hendes akademiske sidekick, der er beskåret som et talende hoved, der tolker arkitektens arbejder og sætter dem ind i en stil- og åndshistorisk sammenhæng.

De udfylder begge deres roller eksemplarisk, selv om det er kønsstereotypt uretfærdigt, at det kun er Eva Harlou, der må have en krop.

Gør op med fordomme
Serien lugter ikke af et stort budget, når man tyr til panoreringer over og zoom i stillfotografier. Og programmet er skudt her i den mørke vintertid, og det er synd, for man kunne ønske at opleve boligerne i flere årstiders lys og vejr.

Men der har været gode historiske arkivoptagelser med blandt andre Arne Jacobsen og C.F. Møller.

Den store fordom om, at moderne arkitekter tegner kolde boliger til os andre, mens de selv bor i hyggelige nostalgiske byggeforeningshuse i Indre By, kommer til kort i første afsnit. Her var man på besøg i Nils Holschers smalle infill-hus, som byder på alt andet end nostalgisk hygge.

LÆS OGSÅGuide: Gå en tur i fremtidens København

Det er radikalt moderne »i materialer, som ikke synes at have hjemme nogen steder, en arkitekturens esperanto«, kaldte Carsten Thau det.

På sin vis er det endnu det bedste af de tre første programmer, da Holschers hus mest eklatant stiller traditionelle boligværdier på spidsen og vækker både beundring og vrede.

Skønhedens generøsitet
Det andet program om Anna Maria Indrio fra C.F. Møllers Tegnestue gav et yderst sympatisk portræt af den italienskfødte arkitekt, der foretrækker moderne arkitektur, men selv bor i en loftslejlighed i en 250 år gammel bygning ved Kongens Have.

Programmet kom dog mere til at handle om hendes fantastiske Darwin Centre i London og øvrige arbejder end hendes eget hjem. Men også det havde interessante perspektiver.

Anna Maria Indrio sluttede af med at bemærke, at dansk arkitektur reducerer alt til et spørgsmål om funktionelle forklaringer – men et rums skønhed og generøsitet behøver ikke forklares.