Der er to kvinder, der løber. Af forskellige grunde. Den ene er ude på sin morgentur og jogger velbehageligt i den regntunge morgenluft.

Den anden løber helt bogstaveligt for livet. Hun har om ikke fanden i hælene så dog et menneske, hun er klar over vil hende det ondt. Derfor spæner hun med tungen ud af munden, mens hendes motionsløbende kønsfælle uforstyrret daffer af sted, uvidende om, at det kommende døgns afsløringer og begivenheder vil lave afgørende om på hendes planer.

Men da hun lægger turen langs med vandet, støder hun ind i et stort dødt havdyr, der rådnende ligger på stranden og varsler – samt formentlig også lugter – ilde.

Da indser hun, politikvinden Sarah Linden, som om nogle timer skal i gang med sin sidste arbejdsdag som en del af Seattles ordenshåndhævere, fordi hun skal flytte til Californien og giftes med sin kæreste, at der er noget galt.

Sådan starter den amerikanske og meget kritikerroste version af Søren Sveistrups tv-thriller ’Forbrydelsen’, som på amerikansk deler titel med en af mesterinstruktøren Stanley Kubricks tidligste ting, ’The Killing’ fra 1956. Men det er nok et tilfælde, idet den ud over en vis gæld til noir-genren og en generelt mørk og rugende stemning, intet har til fælles med sin mere end 50 år ældre navnekollega.

LÆS OGSÅAmerikanerne elsker kopi af Forbrydelsen

Men det har den til gengæld med sit danske forlæg. Heldigvis på den gode måde. For ’The Killing’ er en loyal versionering af den danske tv-succes, som i det meste af 2007 fik store dele af den danske befolkning til at gå endog særdeles højt op i, hvem pokker der slog gymnasieeleven Nanna Birk Larsen ihjel og efterlod hendes skamferede lig i en bil på Amager.

Men den er også et selvstændigt produkt, som fortæller sin historie i sine omgivelser med sine figurer og derved afæsker den roligt afviklede historie nye aspekter.

Og hvor ’Forbrydelsen’ tegnede et portræt af det københavnske mørke, maler ’The Killing’ et æstetisk meget smukt billede af den fugtplagede by i staten Washington, som mest er kendt for Kurt Cobain, Bill Gates, den fiktive radiopsykiater Frasier Crane og kaffekæden Starbucks.

Overordnet er det først og fremmest én historie. Som titlen antyder, er det fortællingen om et mord og opklaringen af det. Men det er også mere end det.

Således en afsøgning af, hvad der sker med en familie, som oplever det frygteligste af alt: at deres datter, storesøster, niece med mere flås fra dem af en ubarmhjertig skæbne.

Samt beretningen om en kvindelig detektivs besættelse af en grusom sag og de konsekvenser, den får for hendes familie og fremtid. Rosie Larsen, som er mordofrets navn i denne aftapning, er nemlig ikke det eneste, der bliver slået ihjel. En række andre forhold må lade livet i seriens løb. Herunder emotionelle fænomener som tryghed, tillid, håb, tilgivelse og forståelse.

’The Killing’ er således ikke en kalkeret udgave, men en parafrase.

Tilpas amerikaniseret
Hovedpersonen Sarah Linden er ikke nær så indesluttet og kejtet som Sarah Lund i ’Forbrydelsen’. Men hun har da hestehale og en gammel striktrøje som foretrukket værn mod kulde og slud. Hun har også et lidt belastet forhold til sin søn, men er generelt gladere.

Og hun spilles af den i Danmark stort set ukendte Mireille Enos, hvis lyse, fregnede hud og generelt skandinaviske apparition fungerer fint i sammenhængen.

Rollen som hendes makker, Stephen Holder, varetages skarpt af svenske Joel Kinnaman. Han er kendt fra filmen ’Snabba Cash’ og serien om ’Jonathan Falk’ (og har i øvrigt en amerikansk far). Og her har man rollefagsmæssigt lagt afgørende afstand til forlægget.

For hvor Sarah Lunds danske makker, Jan Meyer – som blev spillet med eminent fingerspidsfornemmelse af Søren Malling – var en kejtet og indadvendt type, er hans amerikanske alter ego mere easy going, ungdommelig og ikke mindst ukonventionel i sine metoder – blandt andet fyrer han en fed på et par skolepiger for at få dem til at snakke.

LÆS OGSÅAmerikanerne elsker kopi af Forbrydelsen

Generelt er samtlige seriens karakterer blevet amerikaniserede. Politikeren, Lars Mikkelsens rolle, er blevet renset for den dæmoni og indre tyngde, der gjorde ham så fascinerende i originalen. Til gengæld har han nu en anden, mere regelret udstråling, som nok skal finde dramaturgisk anvendelse.

Og hans kvindelige spindoktor er ikke så kælen, sexet og kynisk som i den danske udgave, men her får vi nok i løbet af de kommende afsnit et fuldt optegnet portræt af en skruppelløs, dedikeret politisk tigermor.

Der spilles fint på alle pladser. Replikkerne afleveres formfuldendt, så man kan høre hvert et ord. Og ingen af præstationerne præges af den teatralitet, som på godt og ondt er et særkende for dansk tv-dramatik.

Figurerne er ganske enkelt tegnet mindre håndfast op. Far- og flyttemand Stan Larsen – med en hilsen til en vis navnebror Kowalski – har samme godmodige soliditet som Bjarne Henriksens danske figur, men ikke i så udtalt grad. Og han skilter ikke med sit indre mørke på samme demonstrative måde.

Foto:  SBS TVSmukt visuelt udtryk
Visuelt er ’The Killing’ tydeligt mærket af ’Forbrydelsen’; men her dyrkes mørket ikke helt i samme grad. I stedet lader man Seattles gråmelerede virkelighed være den bærende farvemæssig akkord – sine steder er det decideret smukt i al sin mesterlige brug af color grading.

Der er brugt tid og kræfter på at skabe et produktionsdesign, som hænger 100 procent sammen i alle ender og kanter. Og som viser sig at passe forbilledligt godt til den musik, man har taget med fra den danske udgave: Frans Baks trommebaserede score er effektivt som ind i helvede og kommer måske endnu mere til sin ret end oprindelig.

Det er kabelkanalen AMC (’Mad Men’, ’The Walking Dead’, ’Breaking Bad’), der sammen med Fox Television har skabt produktet, og derfor er der noget højere til loftet, end hvis serien var blevet lavet til et af de tre store amerikanske tv-networks.

LÆS OGSÅDanske tv-talenter skal lave blodig serie i USA

Sproget er frit, om end vi ikke er i nærheden af tv-kanalen HBO’s grænsesøgende ’fuck, fuck, fuck, fuck’-dialoger, og der tilstræbes realisme i alle afkroge af skildringen (om end HBO nok var gået mere til vaflerne i skildringen af flyttemandsægteparrets eftermiddagsknald på et vådt bryggersgulv).

Først og fremmest er indtrykket imidlertid smukt. Billederne er flot komponeret og som sagt lækkert efterbearbejdet.

Baseret på de første to afsnit, som Kanal 5 viser nu på søndag, må man sige, at ’The Killing’ er mere end almindeligt lovende. Den er spændende. Flot spillet og faktisk lidt mere vivace i sit dramatisk afsæt end sin skandinaviske forgænger, som så altså havde et fascinerende gotisk mørke at byde på.

Men alt i alt godt gået. Og det bliver spændende at finde ud af, hvem i hede hule forbandede helvede der dræbte Rosie Larsen efter en halloweenfest. Dammit, det bliver spændende.