BBC’s to føljetoner om George Smiley satte nye standarder for den dramatiske tv-serie.

De to mini-serier om livet blandt engelske spioner og dobbeltagenter var skrevet af John Le Carré, der allerede i kraft af ’Spionen der kom ind fra kulden’ (1963) var veletableret mesterfortæller af den kolde krigs kuldslåede dramaer.

LÆS OGSÅJohn le Carré overvejede at hoppe af

Le Carré, som i virkeligheden hedder David J. Moore Cornwell, havde førstehåndskendskab til sit stof. Under koldkrigens mest intense fase arbejdede han fra 1959 til 1964 for den engelske efterretningstjeneste i Bonn og Hamburg. Det delte Tyskland var i høj grad den uerklærede krigs tavse kampplads.

DVD

Titel: Muldvarpen II (Smiley's People)

Instruktør: Simon Langton

Afsnit: 6 afsnit, 3-disc

Mere info: Cinematic Vision. 159 kr.

De to tv-serier, som nu genudsendes under overskriften ’Muldvarpen I + II’, så dagens lys i henholdsvis 1979 og 1982. ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’ byggede på romanen fra 1974, der på dansk fik titlen ’Dame, konge, es, spion’. ’Smiley’s People’ fra 1979 fik året efter den danske titel ’Til døden jer skiller’.

Den første historie handler om afsløringen af en russisk spion placeret i toppen af den britiske efterretningstjeneste.

Le Carrés inspiration kom fra virkelighedens verden, hvor Kim Philby fra den britiske efterretningstjenestes top og hans to nære medarbejdere Burgess og McLean viste sig at være spioner og hoppede af til Sovjetunionen.

Fascinerende anonym helt
Alec Guinness havde en af sit livs store roller som George Smiley. Den diskrete mesterspion og perfekte embedsmand. Som må se sin kone Ann dyrke erotiske eskapader med mere fikse dandy-typer og se overklassens velklædte snakketøj løbe med de absolutte topposter.

Alt sammen uden at reagere med noget voldsommere end antydningen af en trækning ved næseroden og en lidt mere grundig pudsning af de tykke brilleglas indfattet i det tunge mørke stel. Men under bowleren gløder en mesterstrategs hjerne, og bag det uanselige ydre banker en krigers hjerte.

»Jeg fik 30 års kold krig«, opsummerer Smiley sin karriere og fortsætter: »Jeg har set gode mænd blive stillet op ad muren og skudt. Jeg har set idioter blive forfremmet med forrygende regelmæssighed«.

LÆS INTERVIEWSpionkonge taler ud om sit livsværk

Den ironiske pointe i serien er, at George Smiley altid har forfægtet princippet om, at pensionen var definitiv. En spion så sig ikke tilbage. Man lod løse ender være. Man gik ikke tilbage til fusere og rævekager. Man gik i gang med at passe sin have. End of story.

Men efterleve sin egen jernlov kan Smiley så altså alligevel ikke. At disse paradokser trives bag det ulastelige og dirkefri engelske ydre, er den effektive indre spænding i den uendeligt fascinerende anonyme figur, Alec Guinness skabte ud fra Le Carrés forlæg.

Kold(krigs) hævn
I ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’ får Smiley i sit ufrivillige otium en anmodning fra højeste sted.

Mistanken om tilstedeværelsen af en muldvarp højt placeret i MI5 er voksende. Der kan kun være tale om en af de fem i toppen. De er nemlig de eneste fem, som har adgang til det såkaldte Witchcraft-materiale. Spionguf fra russerne, som giver briterne en høj stjerne hos amerikanerne, men som har vist sig at være ’forurenet’ lokkemad.

Spionen har fået adgang til alle hemmeligheder. Satsningen på at fedte sig ind hos de nye verdensherskere, »de amerikanske fætre«, har givet grufuldt bagslag. Men er spionen den nye chef Percy Alleline, den fløsede Toby Esterhase, Anns elsker Bill Haydon eller en af de to andre ’heksekunstnere’?

Kun den erfarne George Smiley, der blev tvunget på pension, da hans gamle chef Control blev erklæret paranoid og erstattet af nye kræfter, kan med sikkerhed siges at være uden for mistanke. Så det bliver op til George med hinkestensbrillerne at afsløre den alt andet end blinde muldvarp ’Gerald’.

Lykkes det, er hævnen en ret, også koldkrigere gerne nyder kold.

Ærkefjenden fra Moskva
I ’Smiley’s People’ er Smiley sendt endnu længere ud på pensionens græsgange, da en stemme fra fortiden kalder ham tilbage.

I sine velmagtsdage kendte Smileys spioner ham som Max. Nu er der bud efter Max fra den sovjetiske afhopper Generalen. Han har noget vigtigt at fortælle, men inden Generalen kan nå det, er han likvideret. Smiley begynder på opfordring fra ministerens åleglatte lakaj Oliver Lacon en diskret efterforskning.

Smiley.  Alec Guinness. Foto: BBC Snart siger de højere magter dog tak for denne gang, men Smiley er allerede i Tyskland. Via adskillige pludselige dødsfald er han kommet på sporet af informationer, der vil give ham en sidste chance for at få ram på sin gamle ærkefjende Karla.

Den mystiske leder af den sovjetiske efterretningstjeneste Moscow Center. Smiley og Karla – to riddere fra Tusmørkelandet i en kamp på liv og død i en tid på nippet til at være for frivol til den type klassisk dramatik.

Overklassens dobbeltspil
Filmisk skulle man tro, der var meget mere end tre års forskel på de serier. Tempoet er mærkbart højere og pulsen højere i Simon Langtons ’Smiley’s People’.

Dialogen er dog hele vejen igennem mesterlig replikkunst.

Giftigheder forklædt som udsøgt høflighed er en særlig specialitet, som bliver behandlet efter fortjeneste af sylespidse spillere som Anthony Bate (Oliver Lacon), Bernard Hepton (Toby Esterhase) og Ian Richardson (Bill Haydon).

Hvad angår action, så røber årene sig unægtelig. Dengang bestod en biljagt i lyden fra to hvinende dæk og to politibetjente, der hovedrystende må finde blokkene frem for at notere den formastelige fartbølles nummerplade.

Så meget desto mere spænding og intrige er der bygget ind i begivenhederne og ikke mindst i de mesterligt tegnede figurer, hvor to slags dobbeltspil smelter sammen.

Det var jo nemlig John Le Carrés spiongenistreg at skildre den engelske overklasse som fødte spioner. Fordi de tidligt havde været nødt til at leve et (dobbelt)liv præget af rollespil og ritualiseret forstillelse.