Søndag 15. januar 2006, kun et halvt år før VM i fodbold i Tyskland, kunne den nu lukkede avis News of the World afsløre, at Englands landstræner Sven-Göran Eriksson var parat til at forlade posten i utide til fordel et job som træner i Aston Villa.

Svenskeren var fløjet til Dubai og blev indlogeret på et syvstjernet hotel. Han spiste hummer og drak champagne i 9.000-kroners klassen med en rig arabisk sheik, som angiveligt ville investere i den engelske Premier League-klub.

Fremprovokeret nyhed
Men ikke nok med det. Avisen kunne også berette, at Sven-Göran Eriksson var villig til at forlade landstrænerposten før tid, hvis England blev verdensmestre. Han var parat til at blive træner i Aston Villa for 50 millioner kroner om året. Avisen kunne også citere landstræneren for en række indiskrete oplysninger om flere landsholdsspillere.

News of the World havde verdens bedste kilde til historien om træneren, som ville svigte landsholdet for ussel mammon. Sheiken selv.

Han var dog hverken sheik eller oliemillionær, men derimod journalist på News of the World, der under dække af at være hovedrig og fodboldinteresseret sheik, fik Eriksson til at hoppe i med begge ben.

LÆS OGSÅMurdoch Jr. anklages for at vildlede parlamentet

Hele Dubai-turen, det syvstjernede hotel og den overdådige behandling var et setup – betalt og udført af News of the World for at få en god historie i avisen.

Det var langtfra første gang, at engelsksprogede tabloidaviser har brugt ekstreme metoder for at udstille de rige og magtfulde og underholde læserne.

Ud over selv at fremprovokere nyhederne ved at optræde i falsk forklædning indgår blandt andet checkhæftejournalistik, hvor man betaler for kompromitterende udtalelser om de magtfulde, bestikkelse af politiet, opdigtede historier, paparazziforfølgelse, penge for tip og billeder, skjult kamera og telefonaflytning.

Den lille mands avis
Trods ofrenes flittige protester har USA og Storbritannien levet med åbenlyse brud på god presseskik og direkte ulovligheder af to grunde.

Dels har retssystem og myndigheder været tilbageholdende, fordi man ikke har villet krænke ytringsfriheden, dels er tabloidaviserne blevet set som underklassens ventil og talerør.

Det forklarer Jeffrey A. Dvorkin, der er direktør for den internationale organisation for ombudsmænd på medier verden over, The Organization of News Ombudsmen:
»Tabloidpressens eksistensberettigelse har altid været, at den var talerør for den lille mand. Og man skal ikke glemme, at tabloidpressen også har lavet masser af fremragende journalistik. Det har altid været et fristed for de magtesløse, hvor de ledende klasser fik slag over næsen i et slagfærdigt sprog«.

LÆS OGSÅLondons politi begik »et helt katalog« af fejl

»Derfor har tabloidaviserne en funktion i et samfund, som er præget af klasseopdeling. Der har været en stiltiende accept af, at de tabloide medier går efter de magtfulde med grove metoder, fordi alle et eller andet sted nyder at se de magtfulde udstillet. Det gælder også dig og mig«, siger Jeffrey A. Dvorkin, der også er tidligere chefredaktør for Canadian Broadcasting Corporation.

Henvendt til masserne
I Danmark sagde den nu afdøde tidligere justitsminister Erling Olsen (S) det med større begejstring: »Det er smudspressen, der holder demokratiet rent«.

Den nu lukkede og skandaliserede News of the World proklamerede da også fra starten i 1843, at avisen ikke blot ville betjene middelklassen og de rige, men også de »fattigere klasser«.

Og da Rupert Murdoch overtog den britiske tabloidavis The Sun i 1969 understregede han netop tilknytningen til arbejderklassen: »The Sun står for arbejderklassens muligheder og for forandringer i det her samfund. Det er en reel katalysator for forandring, det er en meget radikal avis«.

LÆS OGSÅUSA's justitsministerium forbereder stævning af News Corp

Begrebet tabloidjournalistik blev først opfundet i starten af 1900-tallet, men skandalejournalistikken har en længere historie.

Siden midten af 1800-tallet har en række aviser satset på underholdning, kriminalstof, sladder om kendte, erotik og sensationer. Og på masserne frem for eliten.

Traditionen for selv at skabe nyhederne frem for bare at rapportere er lige så gammel, skriver professor Ian Hargreaves i bogen ’Journalism, a short introduction’.

I USA udvidede de to legendariske avismagnater William Randolph Hearst og Joseph Pulitzer i begyndelsen af 1900-tallet metoden for at kunne udkonkurrere hinanden. De ikke bare skabte nyheder, de skabte sensationer.

Betaler for historier
For eksempel inviterede Hearst-avisen San Francisco Examiner den feterede, verdenskendte franske skuespillerinde Sarah Bernhardt på en luksuøs restauranttur, der endte i en opiumshule. Bagefter afslørede avisen alle detaljer i avisen.

Da Wlilliam Randolph Hearst lancerede tabloiden New York Mirror i 1924, proklamerede han, at avisen skulle være »90 procent underholdning, 10 procent information – vel at mærke informationer uden at kede dig«.

Op gennem historien er tabloidaviserne heller ikke gået af vejen for fuldstændig opdigtede historier uden hold i virkeligheden.

For eksempel udbasunerede den amerikanske The National Enquirer i 1960’erne forsider som: ’Hitler set i live i USA’ og ’16-årig pige bliver bedstemor’.

Stort set intet er blevet skyet i tabloidavisernes jagt på historier. Mens de fleste såkaldt seriøse aviser ikke betaler for historier, er amerikanske og britiske tabloidaviser parate til at punge ud.

Amerikanske The National Enquirer tilbød for eksempel 200.000 dollar til en familiefar, hvis han kunne få sine drenge til at fortælle, at de var blevet misbrugt af popstjernen Michael Jackson på Neverland. Faderen nægtede at skrive under, men gemte kontrakten som bevis.

Vilde med Diana
Der er også brugt store summer på at få oplysninger om et af de britiske tabloidavisers absolutte yndlingsofre, prinsesse Diana. Hun kunne sælge aviser som ingen anden.

The Sun havde Diana på forsiden 16 gange på en måned i 1980, de det kom frem, at hun var prins Charles’ kommende brud. Tabloidpressen var parat til at betale alle, der havde bare den mindste forbindelse til Diana og kunne fortælle noget om hende.

Da hun kørte galt og omkom i Paris i 1997 under flugt fra paparazzi, beskyldte hendes bror tabloidaviserne for at have »blod på hænderne«.

De daværende redaktører på de tre største britiske tabloidaviser, The Sun, Daily Mirror og News of the World, erklærede senere, at de følte et medansvar for at have skabt den atmosfære, der førte til hendes død.

LÆS OGSÅSaudisk storaktionær støtter Murdoch

Phil Hall, der var redaktør på News of the World i 1997, forklarede, at en stor prinsesse Diana-historie kunne øge salget med 150.000, og derfor blev jagten på bedre og mere nærgående billeder hele tiden intensiveret.

»Jeg følte et stort ansvar for, hvad der skete, og det tror jeg, at alle i medierne gjorde«, sagde han senere i en dokumentarudsendelse på BBC.

Men News of the World følte åbenbart ikke mere anger, end at avisen fortsat gennemførte omfattende aflytninger af kendte. Også af prinsesse Dianas sønner, Harry og William.

Det britiske watergate
Trods alle den britiske tabloidpresses løgne, personforfølgelser og ekstraordinære metoder har den aldrig før været centrum for en skandale af de nuværende dimensioner:

Storbritanniens to mest højtprofilerede politichefer er trådt tilbage, 10 mistænkte er arresteret, landets mest læste og mest berygtede avis er lukket, en undersøgelseskommission er nedsat, premierministeren er under pres, og hans spindoktor er gået af.

Både pressen og den politiske elite har mistet tillid i befolkningen, og sagen bliver omtalt som det britiske svar på Watergate.

Men det er faktisk ikke selve de ulovlige aflytninger, der har udløst det offentlige ramaskrig. News of the World blev allerede i 2002 og 2009 afsløret i at bruge den metode over for kongehuset og andre af samfundets spidser.

Hackede 13-årig pige
Ingen vidste dengang, at der var tale om aflytning i et omfang så stort, at nærmest ingen spidser i det britiske samfund kunne vide sig sikre på, at News of the World ikke lyttede med på deres telefonsvarer.

Men skandalen rullede først for alvor, da avisen The Guardian 4. juli i år kunne afsløre, at den forsvundne blot 13-årige pige Milly Dowlers telefonsvarer var blevet hacket i 2002.

Privatdetektiven, som arbejdede for News of The World, havde ifølge familiens advokat også slettet telefonbeskeder for at gøre plads til flere. Aktiviteten på telefonsvareren gav familien falske forhåbninger om, at Milly fortsat var i live.

Det var hun ikke.

Vendt mod underklassen
5. juli kom det frem, at også familierne til to myrdede skolepiger havde fået hacket deres telefonsvarere, og dagen efter igen, at familier til britiske soldater, som var blevet dræbt i Afghanistan og Irak, havde fået aflyttet deres telefoner.

Hackingskandalen havde hidtil ikke fået megen opmærksomhed uden for det, som News of the World ville have kaldt ’the chattering classes’, det sniksnakkende caffelattesegment. Men nu eksploderede den.

LÆS OGSÅ Britiske atleter dropper Murdoch-aftale

For ikke alene havde hackingen et enormt omfang. News of the World havde også vendt sine metoder mod helt almindelige mennesker i nød. Avisen for ’de fattige klasser’ havde vendt sig mod folket, konstaterer Jeffrey A. Dvorkin, direktør for den internationale organisation for medieombudsmænd.

»News of the World brød dermed den usagte kontrakt for tabloidmedier. Først da det blev afsløret, at man også brugte de hårdtslående metoder mod en almindelig 13-årig pige, rullede skandalen«, siger Jeffrey A. Dvorkin.

Blodhunde
I Danmark har lederen for journalistuddannelsen på RUC Mark Ørsten forsket i politisk skandalejournalistik. Han siger, at britiske tabloidjournalister altid har været kendt som blodhunde, der går længere end alle andre.

Også Mark Ørsten mener, at den hårde linje skyldes det britiske klassesamfund, hvor borgerne i høj grad definerer sig selv ud fra, om de tilhører overklassen, middelklassen eller underklassen.

»Tabloiderne er altid gået efter at afsløre overklassen for sex og korruption«, siger Mark Ørsten.

Jeffrey A. Dvorkins forklaring på, at News of the World mistede kontakten med sin egen eksistensberettigelse, er enkel. Faldende oplag og aktionærernes begær efter penge fik avisen til at blive mere barsk i udtryk og metoder:

»Skandalen er det hidtil mest perverse udtryk for jagten på penge. Avisernes ledelser er presset af oplagsfald og stigende krav om afkast fra ejerne. Det er billigere at hyre en privatdetektiv og bestikke en politimand end at have en stor redaktion for undersøgende journalistik«.

Politikere fedtet ind
Det har vist sig, at Storbritanniens politiske ledere har haft massiv privat kontakt med både Rupert Murdoch og chefredaktørerne på skandaleavisen.

Amerikanske Time Magazine tilbyder en forklaring, der igen handler om det britiske klassesamfund:

»Britiske tabloidaviser er en forbindelseskanal i det delte samfund, de er ikke ude i siden af den offentlige politiske diskurs og debat, de er centrale for den«, hedder det i en større artikel om sagen.

LÆS OGSÅCamerons eks-spindoktor gik uden om sikkerhedstjek

Magasinet konstaterer, at kommunikationen mellem eliten i London og resten af landet langtfra er perfekt. Og at tabloidaviserne simpelthen har vundet en position som bindeled. Det er ikke alene underklassens syn på overklassen, der defineres her, men også overklassens billede af, hvad der rører sig uden for dens egne lukkede cirkler.

I USA og mange andre lande tager det ofte luften ud af skandalehistorier, at de bliver bragt i en tabloidavis. Men når en saftig tabloidhistorie bliver lanceret i Storbritannien, går både tv, netmedier og de fine morgenaviser ind i sagen, skriver Time Magazine.

En politisk magtfaktor
Derfor sætter skandalehistorierne the establishment og spindoktorerne i alarmberedskab.

Tabloidaviserne kan skabe og smadre politiske karrierer. På valgdagen i 1992 satte Murdochs avis The Sun, Labourlederen Neil Kinnocks ansigt på forsiden. Ansigtet var placeret i en elektrisk pære, og den ledsagende tekst lød: »Hvis Kinnock vinder i dag, vil den sidste person, der forlader Storbritannien, så venligst slukke lyset«.

Kinnock tabte. Til gengæld støttede Murdochs aviser både de konservatives Margaret Thatcher og to årtier senere Labours Tony Blair, da de blev premierministre.

LÆS OGSÅHackere trykker dødsrygter på Murdochs egne hjemmesider

Det forklarer, hvorfor David Cameron ville løbe risikoen ved at ansætte den tidligere News of the World-redaktør Andy Coulson som spindoktor. Det er livsvigtigt for politikere at forstå tabloidernes logik.

Og ifølge Time Magazine forklarer det også, hvorfor politikerne vil blive ved med at ligge i ske med mediemoguler og tabloide medier.

»Selv de chokerende afsløringer samt offentlighedens vrede – og rædsel – er måske ikke nok til at afholde de politiske klasser fra at hoppe i seng med tabloiderne for at få vælgernes gunst. Det er nemlig den eneste vej, de kender«, lyder det.

Danske dydsmønstre
Mark Ørsten har forsket i danske politiske skandaler. Sammenlignet med Storbritannien er der meget lidt sex i danske aviser. Dansk presse – også de to danske tabloidaviser Ekstra Bladet og B.T. – holder sig fra politikernes lagner.

»Det er for eksempel først i 00’erne, at vi har haft sexskandaler herhjemme som socialdemokraten Jeppe Kofods affære med en 15-årig pige og venstrepolitikeren Flemming Oppfeldts sex med en 13-årig dreng«, siger han.

Når sexskandalerne ikke fylder mere, skyldes det, at Danmark er mere frisindet – både hvad angår alkohol og sex.

LÆS OGSÅDansk investor overvejer at sælge ud af sine Murdoch-aktier

»Skal man have en skandale i Danmark, skal det være noget med økonomi, rod i bilagene og snyd i skat. Det er vi meget ømfindtlige over herhjemme«, siger Mark Ørsten.

En anden afgørende forskel på britisk og dansk tabloidpresse er, at den britiske – i modsætning til Ekstra Bladet – har holdt fast i positionen som landets ubestridt største avis. News of the World havde stadig 7,5 millioner læsere, da den lukkede.

De danske tabloidaviser er også rettet mod almindelige mennesker, ligesom underholdning, sport og sensationer altid har været drivkraften. Men metoderne har aldrig været lige så vidtgående.

En vigtig samfundskontrollant
»De engelske tabloider går meget tættere på privatlivet, og de tager ikke hensyn til, om det er offentlige personer eller almindelige mennesker, det handler om. Der findes heller ikke checkhæftejournalistik i Danmark. Ekstra Bladet betaler godt nok for tip (op til 1.000 kroner, red.), men det er ikke det samme«, siger Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert.

Derimod betaler avisen for billeder – også private billeder.

Seneste eksempel er Brønderslevsagen, hvor avisen under overskriften ’Brønderslev-familiens fotoalbum’ viste 15 private billeder. Billederne var først blevet tilbudt B.T. for 15.000 kroner, som takkede nej, fordi avisen mente, at den person, der tilbød billederne, havde fået fat i dem på ulovlig vis.

Ekstra Bladet takkede derimod ja. Ifølge fagbladet Journalisten formentlig til en mindre pris.

LÆS OGSÅAvisspionage i privatliv chokerer Gordon Brown

Chefredaktør Poul Madsen fastholdt over for Journalisten, at billederne var købt på »helt normal vis«, og at han ingen oplysninger havde om, at de skulle være stjålet.

»Der er en underlig forskel i Danmark på tekst og billeder, hvor der er stor skyhed over for at betale for tekst eller oplysninger, men ikke for billeder. Grundlæggende kan jeg heller ikke lide at betale for oplysninger, fordi det fremmer stikkeri. Ligesom det svækker validiteten af oplysningerne. Folk er tilbøjelige til at overdrive«, siger Bent Falbert.

Hvorfor skal vi overhovedet have tabloidaviser?

»Uden tabloidaviser ville man miste en vigtig samfundskontrollant. De holder øje med politikerne på en helt anden måde end de øvrige aviser. Herhjemme forsøger Ekstra Bladet også at holde øje med, at politikerne opfører sig ordentligt, men der er jo længere mellem snapsene end i England, hvor magthaverne har et mere udviklet talent for at lave skandale«.