Den danske narkotikadebat har alle dage – det vil sige, siden problemerne begyndte at vise sig for alvor i kølvandet på hippiebevægelsens eksperimenter med først psykedelica og siden diverse stedse hårdere opiater – været en stærkt ideologiseret affære.

Den borgerlige fløj har stået fast på en fordømmende forbudspolitik, hvor nultolerance (og nulforståelse) samt stressning og tvangsafvænning har været de foretrukne redskaber til afhjælpning af stof(mis)brug, mens centrum-venstre i højere grad har talt for skadelindring, imødekommenhed og socialpædagogiske eksperimenter.

Af den grund har diverse former for afgiftningsbestræbelser eller metadonvedligeholdelse været de eneste eksisterende muligheder for rigets omkring 10.000 narkomaner, fordi de politiske fløje ikke har kunnet blive enige om alternativer, og især højrefløjen har siddet positive resultater fra udenlandske heroinforsøg overhørige.

Men efter mange års palaver frem og tilbage åbnede heroinforsøgsklinikken ’Valmuen’ i midten af 2010 i det københavnske Nordvestkvarter.

Her kan hårdt belastede narkomaner efter en omfattende godkendelsesprocedure og et introduktionsforløb, hvor de får deres medicinske metabolisme stabiliseret med metadon, komme og få udleveret kemisk rent heroin og tage det intravenøst under sundhedsfaglig supervision.

Junk er den idelle vare
Pointen er at skabe forbedrede livsvilkår for misbrugerne, som for manges vedkommende har været junkier i årtier og henvist til kriminalitet eller prostitution for at skaffe de daglige stoffer, hvilket er så omfattende en opgave, at den fortrænger stort set alle andre livselementer.

En skribent skrev engang, at hvis man spurgte en narkoman om, hvordan vedkommende havde det, kunne et forståeligt svar meget vel være: »Hvad mener du?«, fordi narkomaner stort set slet ikke har det.

Deres tilværelse udspiller sig i den burroughske behovstrekant mellem tid, penge og junk, fordi de er underlagt den helt særlige markedslogik, der gælder på narkomarkedet, hvor man grundlæggende ikke sælger produktet til kunden, men kunden til produktet.

LÆS OGSÅ Ung dansker om stoffer: »Det er ét opkald, så har du det«

Eller som samme William S. Burroughs har sagt: »Junk er den ideelle vare. Det er ikke nødvendigt med salgstaler. Kunden er villig til at kravle gennem en snavset kloak for at lov til købe«.

Stofhungrende zombier
Så når narkomaner efter mange år lige med et ikke skal bruge samtlige vågne timer på at skaffe penge til heroin, sker der store forandringer med dem forholdsvis hurtigt.

De går fra at være stofhungrende zombier, som en bruger selv formulerer det, til at være mennesker med helt andre behov: socialt samvær, god mad, tryghed og længevarende tilværelsesstrategier.

Og det handler dokumentaren ’Så er der kaffe og heroin’ om. Dokumentaristen Ulrik Holmstrup, der for atten år siden stod bag en anden dokumentar om narkobehandling, ’Vejen til helvede’, har gennem det meste af et år siden åbningen fulgt livet på ’Valmuen’ og stillet skarpt på brugernes liv og udvikling.

LÆS ARTIKEL Pris til journalist Ulrik Holmstrup

Og det har han gjort på klassisk tv-journalistisk vis: ved at filme dagligdagen og lade de involverede komme til orde og så montere materialet sammen til en fortælling, hvor karaktererne fra virkelighedens verden spiller forskellige roller.

Nogle vil måske nok kalde det for manipulation og virkelighedsforvrængning, når faktiske personer fra dokumentarinstruktørens hånd kommer til at agere aktanter og værdibærere i et univers, der minder om fiktionens; men sådan er de faktiske forhold i jernindustrien altså: Hvis ikke man fortæller en god historie, gider ingen se det. Form er nødvendigt for formidling.

At lade personerne være eksempler på menneskelige arketyper skaber samtidig mulighed for seernes identifikation, hvorfor man undgår at ryge i den klassiske ’godt det ikke er mig’-grøft, hvor fremstillingen bliver en slags socialt freak show.

Multidimensionale mennesker
Ulrik Holmstrup har løst opgaven godt. Han får personerne til at fremstå som multidimensionale, på trods af at de i fortællingens univers også er ’den barnlige’, ’den hjælpeløse’, ’den reflekterede’, ’den utilpassede’ og sågar ’den onde’, sidstnævnte forstået som den, der truer det fælles projekt med sin grænseoverskridende og asociale optræden.

Og de får lov til antydningsvis at fortælle deres egne historier, men aldrig til at svælge.

Ikke desto mindre har man en klar fornemmelse af, at samtlige aktører i filmen er skrøbelige og følsomme mennesker med ekstremt vanskelige baggrunde. Nogle endda med ustillede psykiatriske diagnoser eller bare alvorlige psykologiske problemer.

Men filmen skildrer først og fremmest en blomstringsproces på rørende vis.

Man bliver i godt humør, når to hårdt ramte narkomaner efter nogle måneder har så meget overskud, at de kan hjælpe hinanden med hovedrengøring i deres respektive lejligheder og desuden finde energi til at samle brombær til pandekager med syltetøj til alle ’Valmuen’s brugere.

Men samtidig også lidt forstemt, når en, der ikke kan finde fodslag, barskt ’stemmes’ ud, fordi han opleves som en belastning for fællesskabet. Der er også grænser for overskuddet.

En fin film, der burde overbevise de fleste om, at skadereduktion og kontrolleret stofbrug er vejen frem for de hårdest belastede narkomaner.