Annonce
Annonce
Annonce
Medier 1. sep. 2011 KL. 17.35

Undergrundens musik får sin helt egen legeplads

Den urbane musik får i aften sit helt eget program hos Danmarks Radio.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Grime er in, dubstep er in, og hip-hop har været in så længe, at ingen kan huske, at det nogensinde har været ude.

Nu får disse musikgenrer, som under en fælles betegnelse og med lidt god vilje hører under kategorien urban musik, et radioprogram, som er et hundrede procent helliget dem.

Programmet går i luften i aften klokken 20 på P6 Beat og kommer til at hedder BAS. Værten bliver den 25-årige dj, Pelle Peter Jensen.

Smal musik skal have bredde
Med den massive dækning og popularitet, som især har ramt grime og dubstep, kan man spørge sig selv, hvorfor Danmarks Radio nu har valgt at dedikere endnu mere båndbredde til genrerne.

Pelle Peter Jensen, som i aften bliver den nyeste, friskeste og grønneste gren på licenskongernes værtstræ, mener, at Danmark mangler et program for den urbane musik, fordi lytterne lige nu selv skal opsøge musikken. Den smalle musik skal gøres bredere.

»Selv den amerikanske hip-hop, som måske er en af verdens største genrer lige nu, mangler et sted, der helliger sig den. Men nu får de endelig en platform«, siger han.

»Med det, der sker på den danske musikscene lige nu, ville det faktisk være pinligt, hvis DR ikke lavede sådan et program«.

LÆS OGSÅ 20-årig er den beskidte hiphops veteran

Værten henviser måske især til den danske grimescene, som i den seneste tid har oplevet massiv mediedækning igennem nye og lidt ældre stjerner som Kidd, Kesi og Lucy Love.

»Hvis der er en genre, hvor der virkelig sker noget lige nu, så er det hos os med omvendt kasket på«.

Nyt, nyt og ikke mindst godt
Pelle Peter Nielsen mener, at den urbane musik i Danmark generelt har det rigtig godt. Dansk hip-hop er godt kørende, blandt andet med Suspekt, L.O.C. og et Malk de Koijn, der i et anfald af virkelyst har oplevet (endnu) en renæssance.

Men værten har ikke tænkt sig at bruge BAS som en promovering af danske musikere.

»Kun hvis de har formatet. Jeg vil ikke spille noget, bare fordi det er dansk«.

LÆS OGSÅ Ny DR-kanal bliver rent musiknørderi

Det, han til gengæld vil spille, skal opfylde to klassiske krav – det skal være nyt, og det skal ikke mindst være godt.

»Det skal ikke kun være nyt, for så er det jo bare hype. Der skal være en grund til, at vi spiller det. Det skal jo handle om musik«, siger han.

Må ikke blive en lukket fest
Og frygten for, at det ikke bare bliver hype, der definerer programmet, ligger værten meget på sinde. BAS skal være et program for alle og ikke blot for undergrundens aficionados. Programmets fineste opgave er, ifølge Pelle Peter Jensen, at inkludere sine lyttere.

»Det er vores opgave at forklare baggrunden for musikken og afmystificere den. Det kan man gøre ved at give lytterne nogle blogs, de kan tjekke, eller fortælle dem, hvor de skal gå til fest, hvis de kan lide den her slags musik«.

Hvordan undgår du, at programmet bliver en lukket fest?

»Det er et formidlingsspørgsmål. Det her er for vigtigt til bare at blive en sejhedsklub«.