Når en pave dør, skal hans efterfølger vælges af forsamlingen af kardinaler. Processen kaldes for konklave, hvilket kommer af det latinske cum clave, der betyder ’med nøgle’ og refererer til et aflåst værelse.

Det hedder sådan, fordi kardinalerne er spærret inde og afskåret fra kontakt med verden omkring dem, indtil en af kandidaterne til embedet som Kristi vikar på Jord har absolut flertal.

Og når den ny pave således er fundet, sendes hvid røg op af skorstenen, og det forkyndes fra balkonen ud mod Peterspladsen i Vatikanstaten »habemus papam«.

Skandalemager
Den 11. august 1492, da den spanske rigmand Rodrigo Borgia – egentlig Roderic Llancol i Borja – tog navnet Alexander VI og overtog sædet efter Innocens VIII, burde røgen imidlertid have været tyk og gul af svovl.

For Borgia kom alene til magten ved korruption, og hans elleve år lange embedsperiode blev præget af svig, intriger og vold.

LÆS OGSÅEminent tv-serie vækker Kennedy-familien til live

Den ene skandale fulgte den anden, og det tog Vatikanet århundreder at genvinde sit gode navn og rygte.

I dag fremstår han som en slags renæssancens svar på Silvio Berlusconi: magtfuldkommen, brutal og korrupt.

Forholdsvis sobert
Så der er ikke noget at sige til, at den amerikanske kabelkanal Showtime, der i løbet af de senere år har haft succes med serier som ’Nurse Jackie’, ’Californication’ og ’The Big C’, er faldet for fristelsen til at dramatisere begivenheder i pavestaten og Rom dengang i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet.

Men hvorfor det lige skulle være den irske spillefilminstruktør og romanforfatter Neil Jordan, der skulle gøre det, er ikke til at sige. Imidlertid har han løst opgaven ganske glimrende og først og fremmest undgået at gå over gevind i sex og vold.

Begge dele forekommer i forholdsvis rigt mål, men man mærker tydeligt, at produktionen ikke er en af konkurrenten HBO’s. For så ville der med stor sandsynlighed have været anvendt bare bryster og samlejescener som visuelle smagsgivere.

LÆS OGSÅ Spielbergs nye tv-serie er fuldfed action

Tænk bare på, hvad kanalen fik ud af det gamle Rom i så henseende med de to sæsoner af ’Rome’, hvor de antikke udskejelser blev vist frem ved hver en given lejlighed.

Effektiv brutalitet
Første afsnit beskriver, hvorledes pavesædet blev erobret af den undertippede og ikke videre populære spanske kardinal, som ved første afstemning i konklaven lå til at tabe stort, men stille og roligt åd sig ind på sine modstandere ved at købe kardinaler til at stemme på sig en efter en og kommunikere med sine medsammensvorne uden for Vatikanets mure ved hjælp af brevduer.

Seerne introduceres endvidere til den øvrige Borgia-familie: sønnerne Cesare og Juan, datteren Lucrezia samt deres ømme moder Vannozza dei Cattanei. Sidstnævntes position anfægtes ganske betydeligt af pavetitlen, fordi hun ikke længere kan pleje omgang med sin tidligere mand, idet han som pave formodes at være kysk.

Hvilket dog ikke forhindrer ham i at gå til vaflerne med sin nye frille, Giulia Farnese.

Affæren med hende er i øvrigt tæt på at koste Alexander thehætte-hatten såvel som ære og værdighed, da nogle af de magtfulde kardinaler, som er hans svorne modstandere, forsøger at bruge hans krænkelse af kyskhedsløftet som årsag til at vælte ham.

Det bliver der bare ikke noget af. For dels sørger hans brutale og effektive søn Cesare for at fjerne kilden til de oprindelige informationer, dels udnytter han begavet og gesvindt den katolske kirkes love til at udvide rådet af kardinaler med et stort dusin af sine støtter og sikrer sig dermed et komfortabelt flertal.

Mangler dæmoni
Den centrale rolle som Borgia med pavenavnet Alexander VI spilles af engelske Jeremy Irons, som umiddelbart virker som det helt rigtige valg.

Godt nok er der et stykke vej fra hans magre fysik til den historiske paves noget triveligere fremtræden; men i englænderens karakteristisk velartikulerede diktion og intense blik findes et par kvaliteter, der gør ham troværdig som skruppelløst magtmenneske, der mener, at selv Guds regler kun gælder for alle andre mennesker og ikke for ham.

Problemet er imidlertid, at Irons ikke spiller rollen med tilstrækkelig dæmoni. Han fortolker sin karakter på en alt for facetteret måde, hvorfor han ikke kommer til at fremstå som den magtedderkop, som havde givet det optimale dramatiske udgangspunkt.

LÆS OGSÅSkod-tv: Skeløjet reality-ged på numse er for plat

Sønnen Cesare gestaltes ej heller som den iskolde og brutale magtpraktiker, han ifølge de fleste historiske fremstillere rent faktisk var. Den fransk-canadiske Francois Arnaud fylder de lilla rober ud med en overbevisning, så mangen en kvinde vil sukke, men hans dramatiske person er lidt for pæn og ikke nær brutal nok.

Det er til gengæld rollen som hans væbner, Michelotto Corella, en ryggesløs håndlanger, der ikke lader Tony Sopranos noget efter i voldelighed og effektivitet.

Hollywood-æstetik
Kvinderollerne er selvfølgelig alle smukke på en meget håndfast og moderne måde, men samtidig får man en sikker fornemmelse af deres taktiske egenskaber.

Helt generelt spilles der fint på de fleste pladser, og hvor er det overskudsagtigt på den ødsle måde at lade Derek Jacobi spille den fiktive kardinal Orsini, som får sin tidlige bekomst. Ham havde vi gerne set mere til.

LÆS OGSÅKnaldekonge-tv bekræfter alle fordomme om 'de unge'

Visuelt har man valgt en meget Hollywood-agtig æstetik. Ikke for meget smuds og senmiddelalderlig realisme, men masser af blødt belyst interiør og delikat indpakkede kroppe.

The Borgias kommer godt fra start og når fuldt ud op på siden af The Tudors.