Når nu danskerne er vilde med svenske krimier, og svenskerne svært begejstrede for danske ditto, er det klart en fremragende idé at producere en serie, der tager udgangspunkt i den arkitektoniske konstruktion, som fysisk forbinder de to lande, nemlig Øresundsbroen, og lade den være hovedmetafor, gerningssted og det centrale motiv.

Sådan er det i fællesproduktionen ’Broen’, som dansk tv begynder at sende i aften, og som svensk tv allerede tog hul på i sidste uge.

At der er tale om noget andet end de ofte lidt for polerede og pæne ’søndagskrimier’ står hurtigt lysende klart. Såvel visuelt som i tone er vi et andet sted end der, hvor vi plejer at opklare forbrydelser.

Et mord på begge sider af grænsen
Vi begynder midt på ’Broen’, hvor en myrdet kvinde ligger med den ene halvdel af kroppen i det ene land og den anden i det andet.

Så spørgsmålet er til at begynde med, om svenskernes eller danskernes politi skal efterforske sagen, eller i den dramatiske sammenhæng endnu mere specifikt:

Skal undersøgelsen styres af den hårdkogt joviale Martin Rohde eller den formalistisk professionelle svenske Saga Norén? Læg mærke til navnenes lydlige konnotationer: Den rodede mand og den norrøne saga.

Læderklædt kvindestrømer
Sagen lander i første omgang hos den læderbukseklædte, men sært introverte og fagfikserede svenske kvindestrømer, der har ry for at være lidt til en side og umiddelbart forekommer så humorforladt som en ophugget Ford Escort.

Men visse sagsforhold, der åbenbarer sig efter obduktionen af det ikke entydigt svenske lig, gør det nødvendigt at etablere et samarbejde på tværs af Øresund.

Dette kommer imidlertid ikke videre godt fra start, idet Saga Noren indleder festen med at klage over sin danske kollega, fordi han tillader en ambulance med en alvorligt syg hjertepatient at køre igennem afspærringerne på broen, hvilket er en tilsidesættelse af reglerne.

Men den gode Martin, som er plaget af smerter i de nedre regioner efter en ganske nylig sterilisation, tager det ikke så nøje og går til opgaven med lune og en pose rundstykker, som Saga naturligvis ikke vil have nogen af.

Vi skal her ikke yderligere afsløre, hvorledes handlingen bugter sig med Øresundsregionen som kulisse. Blot berette, at det er blodigt, grænseoverskridende og infamt spændende at dømme efter de to afsnit, Politiken har haft lejlighed til at se.

Flere handlingstråde
Ud over hovedhistorien sættes en række andre fortællinger i gang. Den første relaterer sig til Rigshospitalets hjerteafdeling og har at gøre med den ambulance, der – uberettiget – fik lov til at køre gennem gerningsstedet.

For i den befandt sig den svenske rigmand Göran og hans hustru, der havde retning mod Rigshospitalet, hvor et donorhjerte ventede på ham.

LÆS OGSÅTV 2 Charlies nye sitcom er til at tude over

Den anden beskæftiger sig med en voldsramt kvinde, der tager kontakt til sin socialrådgiver midt om natten, fordi hendes mand – åbenbart for gud ved hvilken gang – har været voldelig og brugt familiens penge på sprut og stoffer.

Og den tredje har at gøre med en tilsyneladende karakterafvigende hjemløs kvinde, der raver halvnøgen rundt, stjæler og er voldelig.

Smukt univers
Endelig er der en handlingstråd med en kendt svensk journalist, hvis bil viser sig at have været på gerningsstedet på et kritisk tidspunkt.

Hvordan disse tråde væves sammen i løbet af de i alt ti afsnit, bliver særdeles spændende at se.

Visuelt har instruktør og ikke mindst fotograf Jørgen Johansson skabt et frapperende og smukt univers. Broen står knejsende smukt og lysende i mørket.

Himmel og skyer er blæst op til næsten metafysisk vælde i de panoramiske billedserier, der fungerer som pausekommaer mellem fortællingens handlingsbærende sekvenser, og de skaber en generel stemning af usikkerhed, tvivl og eksistentielt uvejr. Flot, men også skræmmende.

Farlig Kim Bodnia
Som den centrale mandlige skikkelse er Kim Bodnia et fremragende valg. Fordi han ikke er en hyggeonkel, men ejer en farlighed og dæmoni, der passer godt til en kraftfuld efterforsker, som skal bide skeer med en enerådig og tydeligvis benhård svensk kvinde.

Det er morsomt, at man lader ham »have ondt i pikken«, som det hedder. For det er vel at udstyre en moderne mand med en pæl i kødet, der vil noget.

I særdeleshed når hans modspiller er en dame, som entydigt tager afstand fra almindelige køns- og familieidealer og kort sagt ikke giver en skid for kutymer og almindelige høflighed.

Ikke i nogen sammenhænge, viser det sig på et tidspunkt. Og hun spilles gådefuldt af Sofia Helin, som vi her til lands bedst kender fra tv-fortællingen om korsridderen Arn, hvor hun spillede titelrollens udkårne Cecilia.

Hendes ærkeskandinaviske blonde udseende danner et fint kontrapunkt til en figur, som bestemt ikke er nogen bimbo, men en skrap og sej moster, der ved, hvad hun vil.

Man er et god stykke tid slagen af forvirring, når man ser ’Broen’.

For selvfølgelig er der historien med den myrdede kvinde på den gule streg midt ude på Øresund, men hvad foregår der egentlig? Hvad er der med de andre forløb? Og hvad er det for en bizar forbrydertype, som begynder at sende meddelelser og gøre væsen af sig? Det vil vise sig. Forhåbentlig aftager spændingen ikke.

Spejderpoint for frygtløshed
Som anført er der rigtig mange positive og gode ting i ’Broen’. Der er også en masse, som irriterer.

Sine steder er den for underlig. Andre steder igen forfalder den til banale klicheer, når personerne skal defineres. Det har at gøre med seksuel adfærd og privatliv, hvor det sgu bliver lidt for broget.

Men primært er ’Broen’ overraskende på den forfriskende måde. Den viser, at det er en god og sødygtig idé at bruge hele Øresundsregionen som kulisse for en dunkel og mørk fortælling.

Desuden er der spejderpoint for frygtløshed i det visuelle udtryk og i den grænsesøgende adfærd. Det ser vi alt for lidt af.

FACEBOOKBliv ven med Politiken