I et berømt citat omtalte Freud psykoanalyse som en form for arkæologi, en udgravning af betydninger, som er gemt dybt under sindets ruiner.

Omsat til tv bliver den form for arkæologi til en kriminalistisk udforskning af det menneskelige sind, og det er en del af forklaringen på, hvorfor ’In Treatment’ er så afsindig spændende.

Til trods for at der intet ydre drama er, og at stort set samtlige scener i serien udspiller sig mellem to mennesker i en lænestol og en sofa. Det lyder ikke sindsoprivende, men det er lige præcis, hvad det er.

’In Treatment’ er endnu en serie fra tv-produktionsselskabet HBO, der også stod bag ’Sopranos’ og ’Mad Men’.

LÆS OGSÅ'Sopranos' står stadig som et tv-mesterværk

Men historien om serien begynder i Israel, hvor den under navnet ’BeTipul’ har kørt sin sejrsgang siden 2005 med Ari Folman, manden bag ’Waltz With Bashir’ (2008), som en af seriens hovedforfattere.

Det mærkes, for ligesom ’Bashir’ var Folmans psykologiske ’udgravning’ for at nå frem til en klar erindring om massakren i Sabra og Shatila, er ’BeTipul’ og ’In Treatment’ et forsøg på at grave sig ind til de centrale fortællinger i personernes liv.

Afsindigt vanedannende
Serien følger psykoanalytikeren Paul Weston (Gabriel Byrne) gennem hans arbejdsuge, som byder på mange forskellige slags problematikker, som for de flestes vedkommende ligger forfriskende langt fra de forudsigelige psykologiske klicheer.

Endelig går Paul om fredagen selv i terapi hos kollegaen Gina (Dianne Wiest), hvor han bearbejder ugens mange samtaler og sit eget skrantende ægteskab.

Da serien blev sendt på amerikansk tv, sendte de afsnittene på deres retmæssige ugedage, men på dvd kan man heldigvis nappe så mange afsnit, man lyster, og det løber hurtigt op, for seriens kig ind i andre menneskers inderste indre er afsindigt vanedannende.

Det kontrollerede ydres opløsning
I modsætning til store HBO-serier som ’Mad Men’, hvis fornøjelse i høj grad ligger i scenografien, det historisk præcise production design og den generelle overdådighed i stil og billeder, er ’In Treatment’ imponerende simpel i sin konstruktion: samme sted, samme tid, samme personer.

LÆS OGSÅ'The Wire' er et højdepunkt i moderne tv-fiktion

Princippet om tidens, stedets og handlingens enhed overholdes, og dramaet ligger i noget så usexet som samtalen. Men det er lige netop enkelheden, der gør hele forskellen. For når man tilbringer så meget tid med mennesker i nærbilleder, ser man alle detaljerne.

Man ser smilet, der stivner, de små trækninger ved øjet, blikket, der slås ned.

Og når samtalen efter de obligatoriske høfligheder pludselig får fat, når Paul rammer plet med et af psykoanalytikerens klassiske åbne spørgsmål, åbner der sig afgrundsdybe dramaer. Mange med rod i det fortærskede forhold til forældrene og/eller et manglende selvværd og næsten alle med bund i den altoverskyggende angst for at miste kontrollen med sit liv.

LÆS OGSÅ'Mad Men' slår stadig alle de andre tv-serier

Det er fascinerende som bare pokker at se mennesker træde ind hos Paul med paraderne oppe og på få minutter se deres kontrollerede ydre gå i opløsning.

Frem vælder en farverig palet af neuroser, inden patienterne igen fatter sig og afslutter konsultationen med et ’godt, så ses vi i næste uge, hej hej’, mens man som tilskuer sidder med hjertet i halsen og undrer sig over, hvordan de kan fortsætte livet, som om intet var hændt.

»Det må vi jo snakke om«
For hver sæson får Paul nye patienter, men konceptet ændrer sig aldrig, forandringerne ligger udelukkende i de små detaljer: Pauls gradvis større utålmodighed med sine patienter, efterhånden som han selv gennemlever en krise i sit parforhold, eller diskrete skift i samtalens tone og timing.

Gabriel Byrne er det perfekte valg til rollen som den lidt trætte og meget sympatiske psykoanalytiker, og rollen sidder på ham som en blød og godt brugt uldsweater, mens hans knirkende irske accent giver figuren en særlig tillidsvækkende melankoli.

Komedieserie med morale: Hvis du har det dårligt er det din egen skyld

Seriens intro viser to grafiske bølger, der bevæger sig mellem hinanden, og det er et flot, enkelt billede på serien, når den er bedst, med patient og terapeut på perfekt bølgelængde.

Dialogen er så velskrevet, at det er en fryd, og man mærker tydeligt HBO-aftrykkene fra seriens bagmand, Rodrigo Garcia, som også står bag nye serier som ’Carnivale’ og ’Big Love’, og Mark Wahlberg og Stephen Levinson, som producerer HBO-serien ’Entourage’. Meget sigende lyder den sidste replik i første sæson »Det må vi jo snakke om«.

I en verden af hurtigsnakkende, overfladisk tv styret af kvikke punchlines og rappe replikker er seriens insisteren på den lange ubrudte samtale en luksus, der føles terapeutisk i sig selv.