Forrige søndag sad Carl Emil Petersen foran computeren i sin lejlighed på Amager. Dagen før var den 20-årige sanger netop blevet færdig med musikvideoen til sit band Ulige Numres første single, ’København’.

Ved midnatstid loggede han ind på YouTube, uploadede videoen og håbede på, at nogen ville lytte med. Mandag morgen tog han på arbejde i vuggestuen, som han plejede.

Men allerede i dagens første pause kunne han se på sin telefon, at der var begyndt at ske noget. ’København’ blev ikke bare sendt rundt på Facebook mellem venner og venners venner. Den blev delt mellem folk, han ikke engang havde hørt om, ligesom forbilledet Mikael Simpson brugte sin Facebook-opdatering på at linke til videoen.

Samme dag gjorde musikbladet Soundvenue singlen til ’Dagens Top Track’, og modebladet Cover skrev, at de hørte den »på repeat«.

Simpson: Jeg blev forelsket i knægtenes sandhed
»Jeg tænkte: »Det var pokkers«. Jeg havde ikke lige regnet med, at den ville ramme så bredt«, siger Carl Emil Petersen i telefonen en uge efter. Siden søndag har musikvideoen fået knap 30.000 hits på YouTube, over 3.000 har delt den på Facebook, og i weekenden har Ulige Numre varmet op for selv samme Mikael Simpson.

»Måske har jeg lavet for mange plader med Jørgen Leth, men jeg blev forelsket i den sandhed, som de her fire unge knægte har. Den følelse af, at alt, man gjorde, var rigtigt«, siger Mikael Simpson, som efter opvarmningskoncerten tilbød dem at være opvarmningsband på sin turne.

Der er med andre ord sket en del på de syv dage siden søndag nat, konstaterer Carl Emil Petersen. Hans stemme er hæs fra weekendens koncert, og inden vi starter interviewet, har han rådført sig med bandets manager. For som han siger:

»Det her er kun mit andet interview. Nogensinde«. Det første lavede kvartetten sidste torsdag med gratisavisen Urban, der satte dem på forsiden og kaldte dem »talk of the town«.

København, jeg er din sidste søn
Ulige Numre har ramt noget. Deres ungdommelige, længselsfulde sang om København er blevet et fænomen, allerede inden bandet har udgivet deres første plade eller har skrevet kontrakt med et pladeselskab.

»København, jeg er din sidste søn/ Og dine døtre de vil mig intet godt/ Men dine øjne lyser mig hjem, når jeg får nok«, synger Carl Emil Petersen, mens han går gennem Vesterbros gader.

Brostensmonologen er klippet op mod grynede, velkendte københavnersnapshots: storbypoeten Michael Strunge med sortmalede øjne, demonstrationerne for Ungdomshuset, en purung, smuk Ghita Nørby, solnedgang over Knippelsbro.

Men hvad er det, fire fyre på omkring de 20 har ramt hos så mange mennesker – på tværs af alder også uden for byens brokvarterer – med deres poetiske montage af flere generationers København?

»Sangen handler om alle folks ungdom. Det er klart, at så rammer man bredt. Alle har jo været unge engang. De udtrykker en ungdommelig eufori, som ikke er så nem at fange i sin reneste form. Hvis jeg spillede den her sang, ville det jo ikke virke på samme måde«, siger musiker Nikolaj Nørlund, som har produceret bandets første ep, der udkommer i slutningen af måneden.

Også Jens Unmack, sanger i Love Shop, synes, at bandet har fat i noget universelt. Allerede to dage efter at sangen kom på nettet, lagde han den på sin blog.

»Den gjorde stort indtryk på mig. Den tilhører ikke et pladeselskab, den tilhører øjeblikket. Den har spredt sig fra person til person – ikke fordi den er blevet hypet som ’ugens uundgåelige’ på P3, men fordi den er så sindssygt charmerende. Det er det, pop- og rockmusik handler om«, siger Unmack, der selv med Love Shop i 1996 hittede med ’Copenhagen Dreaming’.

Skriver sig ind i en københavner-tradition
Ulige Numre indskriver sig med deres ’København’ i en tradition for at hylde hovedstaden, som førnævnte Love Shop, Sort Sols punkede ’Copenhagen’ og Gasolin’-klassikeren ’Langebro’ har gjort før dem.

Blogger Eva Laksø skriver især om helt nye bands på Regnsky.dk – hun linkede til nummeret samme dag, det udkom. Hun har ikke set et ukendt band slå igennem på den her måde før og mener, at byen som tema har stor betydning.

»Der har ikke været sådan en hyldest til København i meget lang tid, vi skal nok tilbage til Love Shop. Når jeg ser og hører videoen, kan jeg genkende meget fra mig selv, nummeret rammer en konkret identifikation, fordi de synger om et specifikt sted, vi alle sammen kender, frem for at synge om følelser og begreber«.

Men for forsanger og sangskriver Carl Emil Petersen er det faktisk underordnet, hvilken by sangen foregår i.

»Det er ikke en kærlighedserklæring til byen. København er min personlige kulisse, for en anden kunne det lige så godt have været Aarhus. Sangen handler om at vokse op. Om at gå i byen og lede efter nogen, man kunne falde for. Det er et ungdomsalbum og nogle meget personlige sange«, siger han om teksterne, som han skrev, lige efter at han var flyttet hjemmefra.

Parallelt med at sangen blev mere og mere populær på nettet, mistede Carl Emil Petersen sin stemme på at øve sangene til en koncert fredag.

»Onsdag meldte jeg mig syg og gik til lægen, som sagde, at jeg skulle være lydløs. Og det var jeg så, indtil ti minutter før vi gik på fredag. Stemmen virkede heldigvis«.