Annonce
Annonce
Annonce
Medier 31. okt. 2011 KL. 17.38

Dansk reality-tv viser homo-sex for første gang

Kanal 5 bryder i aften en grænse, som formentlig ikke længere eksisterer.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Kongerne af Marielyst

Vises på Kanal 5 mandag aften kl. 22.20

Tidligere afsnit kan ses på hjemmesiden kanal5.dk

Han kalder sig Prada. Og han er glad. For han har scoret.

Den slags er der en del af i de danske realityprogrammer. Ikke mindst i programmet 'Kongerne af Marielyst', der er en slags Sunny Beach på Falster.

ANMELDELSE Knaldekonge-tv bekræfter alle fordomme om 'de unge'

Det nye er bare, at man i programmet i aften går i detaljer med at vise Pradas scoring. Som er en anden mand. Og med hele menes altså også det, der foregår under lagnerne. Og det er faktisk lidt af et særsyn på dansk tv.

Ingen af de kilder, politiken.dk har talt med, kan huske, at sex mellem to mænd nogensinde har været vist i et reality-program.

»Det ved jeg ikke lige på stående fod. Der har muligvis været nogle smallere dokumentarprogrammer på DR2. Og nogle spillefilm«, husker kønsforsker ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, lektor Hilda Rømer Christensen.

Homosex er blevet normalt
Ud over det kan hun ikke komme i tanker om eksempler. Men hun mener ikke, det er et stykke banebrydende tv-historie, der vises i aften. Snarere en naturlig udvikling.

»På en måde er det et forsøg på at sige, at det her er lige så normalt, som alt muligt andet vi ser på tv. At homoseksualitet er ved at være en accepteret del af det, vi kigger på også, i seksuel forstand. Mere negativt formuleret kan det være udtryk for mediernes utrættelige jagt på at overskride grænser«, siger Hilda Rømer Christensen.

Generelt synes hun, det er positivt, at man viser seksualitet på tv, og ikke mindst, at man også viser minoriteters sexliv, når man nu har set mænd med kvinder i alle mulige stillinger i 100 år.

MEDIEFORSKER:Unge vil ikke sættes i bås som umodne hedonister

»Når det er sagt, er det ikke denne genre, jeg har tiltro til i forhold til at åbne op for nye måder og veje til et mere tolerant samfund. Jeg synes ikke, at mediedøren skal stå på vid gab for alt, hvad vi foretager os. Der må godt stadig være nogle hemmelige og private rum«, siger lektoren.

Både homoer og heteroer er karikeret castet
I Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner er klapsalverne til udviklingen ikke øredøvende. Men er der dog. Det fortæller ungdomsformand, Mads Hvid.

»Jeg og vi i foreningen er lidt ambivalente. Det er meget positivt, at der kommer lidt mere bredde på de her programmer, men problemet kunne opstå, hvis sex mellem to mænd bliver gjort til noget ekstraordinært og fremstillet som grænseoverskridende sex. Vi synes jo ikke det er et brud på normen at være homoseksuel«.

Han noterer sig, at det er mere og mere normalt at homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle indgår i programmer som Paradise Hotel og Kongerne af Marielyst.

Der er delte meninger i Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner om hvorvidt den slags programmer bevidst caster karikaturer, men som Mads Hvid pointerer er det ok, så længe de heteroseksuelle mænd og kvinder er lige så karikeret castet.

Generelt tror Mads Hvid, at de unge deltagere i programmerne er mere åbne og mere afslappede end tv-stationerne havde forudset. Blandt andet har det ikke vakt furore, at en ung kvindelig deltager i TV3-programmet 'Fristet' er født som mand.

»Når man har set nogle af de andre realityprogrammer er der er en positiv tone. De andre deltagere synes ikke, det er forfærdeligt. men betragter helt tydeligt de homoseksuelle, biseksuelle eller transseksuelle som en del af gruppen. Det synes jeg er positivt. Det er nok mere medierne der skaber sensation om det, end det er deltagerne selv«.

Regner ikke med andre reaktioner end sædvanligt
Hos Kanal 5 afviser man, at der er noget sensationelt ved aftenens program. Heller ikke selv om BT har vist klip fra programmet under overskriften »Her har de mandesex på tv«.

»Der skal nok være nogle, der ser programmet på grund af BT-klippet. Men vi regner ikke med at få andre reaktioner, end vi er vant til, siger informationschef Jesper Jürgensen«.

Han har ingen forklaring på hvorfor, man ikke har set det før. Og vil i øvrigt heller ikke tage 'æren' for at være den første kanal, der på den måde 'springer ud'.

»Vi ser det ikke som noget stort issue. Vi skriver 2011, og det burde ikke afføde andre reaktioner end sædvanligt, fordi det er to mænd, der går i seng sammen«.