I dag falder klokken forhåbentlig i slag for den udspekulerede og opmærksomhedssøgende seriemorder, der har drevet gæk med Kim Bodnias hårdkogte bamse Martin Rohde og Sofia Helins socialt spejlblanke Saga Norén i den ti afsnit lange serie ’Broen.

Og den dansk-svenske thriller, der med en placering onsdag aften blev sendt lidt forsigtigt af sted, er endt med at være en stor succes og omdrejningspunktet for mangen en kantinediskussion.

LÆS OGSÅSucceskrimi får opfølger: Bodnia løser nyt bro-mysterium i 2013

Seertallene er – bevares – ikke på højde med ’Borgen’s imponerende lige under halvanden million, men set i de rette proportioner er en små 900.000 (danske) tilhængere slet ikke så tosset på en almindelig tv-aften.

Og først og fremmest dominerer serien samtalerne folk imellem, fordi handlingen i løbet af de seneste par afsnit har taget fart som en Lamborghini med gaspedalen i bund.

LÆS OGSÅBroen-skuespiller: »Vi blev udsat for mordforsøg«

Og derved minder den langt mere om en serie som ’Forbrydelsen’ – hvis tredje inkarnation afventes med stor spænding – end om eksempelvis ’Livvagterne’, og med sin stort udspændte handlingstråd på alle niveauer adskiller ’Broen’ sig også fra de mere episodisk orienterede svenske ting som ’Beck’, ’Wallander’ og ’Irene Huss’.

Snarere henter den narrativ inspiration i den meget populære svenske kriminalroman, der efterhånden har udviklet sig til en art litterært mos, som dækker alt andet.

Fri for klæbrige intimsfæreporblemer
For så vidt angår persontegning, er vi klart et sted henne, hvor forbillederne ikke er fuldt optegnede psykologiske karakterer, men grove skitser af mennesker med få og markante karakteristika. Ikke desto mindre er det lykkedes den svenske hovedforfatter Hans Rosenfeldt at skabe nogle figurer, som agerer med deres personlige historie i et univers, hvor ting får konsekvenser.

Selvfølgelig handler serien, som stort set alle andre serier i disse år, først og fremmest om mennesker, der har problemer med at få deres private liv til at fungere på tilfredsstillende vis på lige fod med karrieren.

Men det er åbenbart det moderne menneskes allerstørste problem, hvorfor det nødvendigvis må sætte sig igennem i vores tv-fiktioner.

Og på intet tidspunkt føler man sig smurt ind i den lidt klæbrige ’nu skal I bare se intimsfæreproblemer’-fornemmelse, der har præget mange af de danske dramaserier, hvad enten de så handlede om international terrorisme, dansk politik eller livet i Kartoffelrækkerne på Østerbro.

Privat og professionel kan ikke skilles ad
Til gengæld understreger den noget centralt: at det ikke lader sig gøre at skille tingene ad. Hvad man foretager sig som privatperson, afsætter mærker i ens professionelle revir, og vice versa.

Det ser vi med Martin Rohdes søn August, der bor på nas hos sin far og slipper af sted med det, fordi han har en følelsesmæssig klemme på sit ophav: Hans far svigtede ham som barn.

LÆS OGSÅBodnia om Broen-rolle: Jeg ville ikke steriliseres

Sådan er bundlinjen i intimsfæreuniverset, men det skaber også ravage i jobsammenhængen, hvor sønnen gør sig til over for sin faders kollega Saga og dermed skaber turbulens på det felt.

Og der er vist også lagt i ovnen til, at Martins hustru, Mette, kommer ud i noget på sit arbejde, som har at gøre med fortidige krænkelser og svigt.

Opfindsom forbryder med format
Alting hænger sammen, fortæller serien os. Og det gør den med tydelige henvisninger til den svenske krimiskabelon, der blev indledt med Maj Sjöwall og Per Wahlöös ’Roman om en forbrydelse’ tilbage i 1960’erne.

For mennesker er altid mennesker i et bestemt samfund og således produkter af deres socioøkonomiske omstændigheder. Såvel Moder Stat som Fader Retsvæsen er elementer i et menneskes psykiske dannelse – sammen med de fysiske forældre.

Denne i bund og grund venstreorienterede pointe hamrer ’Broen’ fast med elektrisk forzinkede kamsøm. Men samtidig udviser serien med sin indtil det sidste ukendte superforbryder også reverens for krimi- og thrillergenrens dæmoni og fascination af den flamboyante skurkagtighed.

For en gangs skyld har vi at gøre med en forbryder med opfindsomhed og format – ikke bare en eller anden fedtet lille vanekriminel, der fik buksevand i skolen og mangler penge til at få repareret sin Ford Escort.

Ved at montere handlingen med opklaringen af de spektakulære og dristigt iscenesatte forbrydelser i en traditionel politiromanramme og parre det med scener fra privatlivet opnår man at give universet både troværdighed og tivolifascination. Alt kan ske, men vi får alligevel boller i karry til middag.

Glimrende dansk-svensk ingenørarbejde
Og dette afspejler sig også i fotograferingen, der i sin skildring af Sverige og Danmark anvender en grågrøn realisme, når det drejer sig om konkrete lokationer i regionen, men når det fælles univers, Broen, afbildes, er det i billeder med overdrevne kontraster, fototricks og glamourøs neonnattebelysning. Et sted i bevidstheden i langt højere grad end i den faktiske virkelighed.

Skuespilmæssigt er der tale om en fin udnyttelse af de svenske og danske kræfter, der ellers almindeligvis ikke fungerer videre godt. Men her har produktionsfolkene fundet et cast, hvor Svensson og Jensen passer godt sammen.

LÆS OGSÅBroen-skuespiller om sin rolle: »Hvorfor skulle jeg bryde mig om hende?«

Man har undgået de værste danske mumlere og samtidig fravalgt de mest flagrante svenske teaterkrukker. Der er balance. Og Bodnia leverer en fremragende underspillet præstation, hvor man aner isbjerget under vandlinjen, men kun som en fin antydning. Det er knaldgodt tæmmet af instruktøren.

I det hele taget er ’Broen’ et flot stykke ingeniørarbejde, og en yderligere tur København-Malmö og tilbaws står højt på denne skribents ønskeseddel.

FACEBOOKBliv ven med Politiken