Der har været sagt og skrevet meget om 'Borgen's relationer til den faktisk foreliggende virkelighed. Adskillige har fremdraget paralleller til begivenhed X og politiker Y, journalist Z og hændelsesforløb N.

Og i de fleste tilfælde har der også været tale om aldeles ædruelige sammenligninger, hvor man snildt kunne se forlægget.

SKRIV: Hvad synes du om slutningen på Borgen?

Karriere og kærlighed
Hvis man vel at mærke var meget forhippet på netop den præmis, at 'Borgen' handler om dansk politik i et eller andet omfang. Nogle har endog pointeret, at serien nærmest har været visionær og profetisk i forhold til den politiske udvikling her i Lilleputland:

LÆS OGSÅ 'Borgen' samler atter danskerne

Først kom Birgitte Nyborg, så fik vi Helle Thorning-Schmidt, og så fremdeles.

Men anden sæson af 'Borgen' handler som den første primært om konflikten mellem karriere og kærlighed og om det satans forhold, at verden egentlig ville være meget lettere at navigere i, hvis ikke alle de andre også insisterede på deres ret til at bevæge sig med en vis frihed.

Meningsmålinger frem for meninger
Skulle man pege på en lille pointe, som rækker ud over den efterhånden banale indsigt, som har været formuleret af filosoffer siden oplysningstidens begyndelse, må det være den, at politik ikke længere handler om meninger og mål, men om meningsmålinger og avisoverskrifter.

Demokratiets fjender
I det fiktive politiske univers har medierne en fuldstændig grotesk indflydelse, og statsministerens spindoktor er konstant udfordret af disse chefredaktionelle mørkets fyrster, som på grund af personlige traumer stræber politikerstanden efter dens parlamentariske liv og anseelse.

LÆS OGSÅNy 'Borgen'-sæson kom flot fra start

I medierne brænder et konstant offerbål, som kræver ved og kød. Journalisterne er ikke demokratiets vogtere længere; de er dets fjender. I skildringen af dette - begrædelige - forhold ligger 'Borgen's samfundssatiriske berettigelse. Og hele dens dramatiske legitimitet.

Skabelonagtig trivialfortælling
For resten af affæren er og bliver en omgang - vellavet og dygtigt produceret - skabelonagtig trivialfortælling om nogle mennesker i et politisk miljø, fyldt med sushi og salami, tragedier og tristesse, ja, opture og nedture. Livet, som de fleste af os kender det, bare tegnet som karikatur og uden hverdagens formildende gråzone af rutine.

Man kan som dramatiker starte med en type og ende med en karakter. Men i 'Borgen' har man valgt at starte med typer og fortsætte med dem som netop typer. De udvikler sig ikke rigtig, bliver ikke hverken klogere eller dummere.

LÆS OGSÅ Anmelderkorpset roser 'Borgen's genkomst

Statsministeren ender sådan cirka der, hvor hun startede som parlamentariker: med et valg. I privatlivet ser det også ud til, at der er tale om et skridt frem og så to tilbage. For ægtemanden har holdt dommedag over sig selv og sit nye parforhold og er nu tvivlende som prins Hamlet: at være eller ikke være gift med statsministeren, det er åbenbart udfordringen.

Overlegent skuespil
Men når det er sagt, skal der lyde ros for gode, om end sine steder stereotype, skuespilpræstationer. Ikke mindst er Peter Myginds diabolske tabloidsatan af en chefredaktør en sleben fortegnelse, og hovedrollen forvaltes fortsat med panache.

Der er også ros til Pilou Asbæk for hans evne til at give emotionel dybde til en karakter, der i bund og grund er en kliché: mennesket, der gør løgnen til sin levevej, fordi hans egen sandhed er ond og fuld af smerte.

LÆS OGSÅ'Borgen' sender politik ind i stuen

Det kunne let være endt med en lommepsykologisk påklædningsdukke af den allermest caffelatteagtige tilvirkning, men på grund af overlegent og modent spil med pondus og egentlig farlighed er Asbæks karakter gået hen og blevet til noget nær det eneste rigtige menneske i serien.

Og replikkerne er blevet meget bedre. Nogle af dem har faktisk været decideret mundrette. Man er sluppet af med den værste floskulatur.

Strygere og politisk korrekthed
At sæson 2 slutter med noget, der på en gang er en cliffhanger og en happy end, er til gengæld svært at tilgive. For hold da ferie, hvor går der strygere og politisk korrekthed i den.

Her kunne Adam Price og kompagni lære lidt af 'Broen's konceptmagere, som turde vælge den russiske slutning.

Et enkelt g skiller titlerne på 'Broen' og 'Borgen'. G for godhed og genkendelighed. G for gaab. Men hyggeligt var det.

FACEBOOKBliv ven med Politiken