Amerikanske tv-serier er så godt som altid samfundsunderstøttende og ikke -omstyrtende.

Fra de tidligste dage har det ultrastærke tv-medie haft som interesse at beskytte og bekræfte markedsøkonomien, retssystemet og de gældende normer for familiedannelse og passende adfærd, fordi fjernsynet var reklamefinansieret og dermed i lommen på de kapitalinteresser, der profiterede i en opretholdelse af status quo på den overordnede ideologiske bane.

Godt nok har der i de senere år på betalingskanalerne været en tendens til tv-serier og -film med udpræget subversive tendenser, først og fremmest David Simons fem sæsoner lange ’The Wire’, der tegner et dystert billede af det amerikanske samfund med udgangspunkt i den dybt dysfunktionelle og politisk set korrumperede by Baltimore, hvor narkotikaøkonomien har nået et sådant omfang, at den reelt er den kontrollerede magtinstans.

LÆS OGSÅ'The Wire' er et højdepunkt i moderne tv-fiktion

Men ellers er der rettet ind på ’The American Way of Life’ som det eneste rigtige.

På bedste Big Brother-vis
Set i det lys er Jonathan Nolans thrillerserie ’Person of Interest’ ikke noget nyt. For den beskæftiger sig muligvis nok med vrangsiderne af USA’s imponerende magtapparat, men abonnerer grundlæggende på den opfattelse, at der skam eksisterer brodne kar og onde mennesker, men at dette ikke anfægter systemet som sådan.

Principperne bag og selve organisationen er i orden, også når denne på bedste Big Brother-vis overvåger og snager i de enkelte menneskers gøren og laden og ret beset krænker de frihedsrettigheder, der er nedfældet i nationens grundlov, og som sættes så umådeligt højt i andre sammenhænge.

Seriens titel er vanskelig at oversætte, men henviser til det forhold, at eksempelvis statsmagten kan have rettet søgelyset mod visse personer. De kan være efterlyst eller blot interessante at tale med omkring bestemte hændelser.

Men i seriens optik drejer dette fokus sig om, at de interessante individer er blevet fanget af det nationale amerikanske persondataregister som værende problematiske på den ene eller den anden måde. Man ved om dem, at de vil blive involveret i noget kriminelt, men ikke hvad, og ikke i hvilken egenskab.

På papiret død
Det hele starter med nogle lømler i et undergrundstog i New York. De er fulde, aggressive og afstumpede, men vælger det forkerte offer, da de overfalder den hjemløse og sølle udseende John Reese, der måske nok trænger til en klipning og et bad, men ikke desto mindre slår en proper næve, idet han er tidligere elitesoldat og CIA-agent.

Han er desuden på papiret død, hvorfor han er interessant for den excentriske Finch, som er hovedrig og konstruktør af det elektroniske overvågningsberedskab, som blev etableret efter 9/11 med henblik på at hindre en gentagelse. Han er i øvrigt også på papiret død.

Men Finch interesserer sig for, hvordan man ved hjælp af en slags ’affaldsdata’ fra databasen muligvis kan redde mennesker fra at blive dræbt eller komme alvorligt i knibe. Han kan skaffe informationerne; Reese er slagkraftig nok til at kunne løse opgaven.

Og dertil motiveret, fordi han selv har mistet sin kæreste, netop da de skulle til at skabe sig et liv sammen, og han havde besluttet sig for at opgive sin aktive karriere i efterretningstjenesten.

Action af Steven Seagalsk tilsnit
Finch forsyner Reese med penge, papirer og projekt, så han bliver så god som ny igen efter en længerevarende nedtur af suicidalt tilsnit. Og så er det ellers bare med at redde, hvad reddes kan, på baggrund af oplysningerne.

Første sag handler om den assisterende offentlige anklager Diana Hansen, der er en ’interessant person’; det fastslår overvågningssystemet, og Reese og Finch befrygter, at hendes liv og levned er i yderste fare - blandt andet fordi hun plejer omgang med nogle dybt suspekte politifolk.

Hvordan det spænder af, skal vi ikke løfte sløret for; men det indebærer hårdkogt action af nærmest Steven Seagalsk tilsnit.

For Reese er som tidligere jægersoldat karl for mere end sin baret og ikke bleg for at nedkæmpe forbrydere, der er mere opsætsige end en hel trup ulveunger på spejdersnus og sukkertrip.

Sander til i sentimentalitet
De to hovedroller som Reese og Finch varetages fint af Jim Caviezel - kendt som Kristus fra Mel Gibsons Jesus-film - og Michael Emerson, som havde en væsentlig rolle som Ben Linus i tv-serien ’Lost’.

De supplerer hinanden fint som henholdsvis såret kriger og anfægtet nørd. Og i en solid birolle fungerer Taraji P. Henson flot som slagfærdig, hjertensgod og solid politikvinde. En karakter, der kan bruges til meget i seriens løb.

Produktionsdesignet, ved J.J. Abrams, er fremragende flot. Man har valgt at isprænge fortællingen manipulerede billeder med kikkersigtefirkanter, og ind- og udzoom foregår lejlighedsvis som en gigantisk overvågningsskærm, der består af alle tv-billedets pixels - eller er det virkelighedens verden, som er reduceret til en elektronisk repræsentation?

LÆS OGSÅRumvæsenfilm forsøger at gøre E.T. kunsten efter

Verden er alle dens sagsforhold, sagde Wittgenstein for snart mange år siden. Ja, og problemet består i at sortere, skelne og prioritere, hvad man skal bruge alle oplysningerne om disse sagsforhold til.

Desværre formår ’Person of Interest’ trods gode spillere og en fremragende flot produktion ikke at få det optimale ud af et så vedkommende koncept. For det sander til i sentimentalitet og ligegyldigt føleri.

FACEBOOKBliv ven med Politiken