Et opsvulmet sprog er ingen garanti for, at man også er et stort menneske. Hverken i kulturlivet eller her på redaktionen.

Her er Politikens panels liste over årets 12 indiskutable kulturelle kraftpræstationer:

1. Bedste returløb

Per Arnoldi, primærfarvernes utrættelige opfinder, for hans interessante og (under indflydelse af hash, kraniebrud eller andre bevidsthedsændrende tiltag) muligvis også delvist forståelige begrundelse for, at han efter blot syv måneder trak sig som formand for Kunstrådet.

»Jeg kan ikke mere«, skrev han i et brev til kulturministeren. »Det fungerer ikke«, fortsatte han. »Og mit atelier kalder med stadig stærkere stemme«.

Arnoldifobi
Ved sin tiltrædelse havde Arnoldi erklæret krig mod de såkaldte vækstlag og amatører. Helt nedkæmpet var de nu ikke, da han blæste retræte på grund af et ondartet tilfælde af det, man siden har døbt arnoldifobi (angst for den åbne farvepalet (læs: alt andet end farverne rød, blå og gul), herunder naturligvis også mødetid, dagsorden og almindelig dialog).

LÆS OGSÅ Per Arnoldi fik klaustrofobi af Kunstrådet

Panelet er især imponeret over Arnoldis på samme tid poetiske og freudiansk interessante formulering: »Nu trækker jeg mig tilbage til atelieret«.

En vending, der siden har fundet indpas i sproget som betegnelse for mangfoldige former for tilbagetrækning: Fra almindelig slukøret fornærmelse over afbrudt samleje og til daglange pjækketure i aflåst fosterstilling oven på mindre heroiske træfninger med omverden.

2. Bedste dokumentar

Borgen.

Borgens  hovedperson, statsminister Birgitte Nyborg med sin eksmand. Foto: Mike Kollöffel/DR

3. Mest utroværdige tv-drama

Folketingsvalget og den efterfølgende regeringsdannelse samt hele den politiske debat (i hele verden, nogensinde; plus andre universer).

Miljøet fremstod klichefyldt og urealistisk, plottet urealistisk i et moderne oplyst demokrati, og skuespillet var – i sine bedste øjeblikke – på niveau med samtalescener i en pornofilm årgang 1975.

LÆS OGSÅ Portræt: Kongen af Køge er centrum i Sass-skandalen

Specielt scenerne med Henrik Sass, Tommy Kamp og Suzuki-Torben lignede fraklip fra en amerikansk B-gangsterfilm, men også afsnittet, hvor Troels Lund Poulsen pålægger sig selv tavshedspligt om sin – come on – mulige indblanding i et forsøg på ulovligt at tage benene på oppositionens leder i en skattesag få dage før et valg, fremstod decideret søgt.

Drama.  Scenerne med Henrik Sass, Tommy Kamp og Suzuki-Torben lignede ifølge Politikens panel fraklip fra en amerikansk B-gangsterfilm. Foto: Martin Slottemo Lyngstad (arkiv)

4. Største Facebook-personlighed

Uffe Elbæk. Kaospiloternes åndelige flyveleder, der engang under en demo i Mejlgade i senfirserne fik købt så stort ind af iværksætterfims, varm tidsånd og rigtige meninger hos Politiken Plus, at han – i flere år og adskillige gange i timen – har kunnet lægge små blåøjede stumper radikal lykkekagefilosofi på sin Facebook.

Trofast tiljublet af hele den kreative underklasse, som åbenbart camperer på hans profil, hvilket får hele samme profil til at fremstå som et omrejsende statsstøttet teater, der selv har medbragt klapsalverne.

LÆS OGSÅ Portræt af den nye kulturminister: »Jeg tror ikke på skellet mellem fin- og lavkultur«

Uffe Elbæk opstod som en kult i provinsen for år tilbage. Onde tunger hævder, at hans personlighed først blev til senere ved en afstemning på Facebook, og at det var ham, der først introducerede smileyen som ansigtsudtryk, men det har intet på sig.

To enorme liv på Facebook
At Uffe Elbæk, allerede før han blev kulturminister, havde så mange venner på Facebook, at han måtte åbne endnu en profil, er til gengæld et faktum. Derfor lever han nu to enorme liv derinde. Og et lillebitte et herude.

Kun livsvigtige ærinder (som prideparader og de radikales altid rørende umusikalske happenings) kan få ham til at aflægge besøg i det, vi andre kalder verden. Og selv da er han straks tilbage. Med en undskyldning og en opdatering.

LÆS OGSÅ Medier: Uffe Elbæk er en stor overraskelse som kulturminister

Som kulturminister var Uffe Elbæk i øvrigt blandt de nominerede i kategorien ’bedste returløb’, fordi han for et år siden (på Facebook naturligvis) kaldte Per Arnoldi »tonedøv« og »en kulturkonservativ bannerfører« og våndede sig over hans udnævnelse til formand for Kunstrådet, men som minister dybt beklagede hans afgang.

For som det vist hedder: Man har en holdning, til man får en ny stilling. Eller også mener han virkelig to forskellige ting i de to verdener.

Kulturminister  Uffe Elbæk (R). Foto: Peter Mydske (arkiv)

5. Strammeste badetøfler

Ib Michael for hans raffinerede, aldeles uhildede, om end måske en smule rødsprængte reaktion på, at Harry Potters skumle fætter, Weekendavisens forheksede vidunderbarn Lars Bukdahl, indtil flere gange havde anmeldt hans bøger og hele person kritisk.

Nu er et stort sprog som bekendt ingen garanti for, at man også er et stort menneske – ingen nævnt, ingen glemt (hverken Ib Michael eller Lars Bukdahl – og da slet ikke nogen her på redaktionen). Sproget er for en forfatter, hvad geværet er for en hjemmeværnsmand: fikst at have med på arbejde, farligt at have stående i privaten.

LÆS OGSÅ Michael mod Bukdahl - før kampen

Som en gave til fædrelandet havde I. Michael (forkortet af red.) trods et voldsomt arbejdspres (fra sin liggestol på stranden i sit skriverefugium i Phuket) åbnet en hjemmeside på Gyldendal.dk, hvor han debuterede med at anmelde den danske anmelderstand (læs: hælde en sådan røvfuld bomber i skallen på den, at udslettelsen af Dresden fremstod som en halvhjertet haglbyge).

For meget for Vaniljedrengen
Især Lars Bukdahl var svær at lokalisere bagefter, indtil man fandt resterne af det støbte fundament, hvor et vandrør og en stump af en perfid manisk fremstammet bisætning stak op.

Da samme Bukdahl tillod sig at svare på sin egen blog, blev det imidlertid for meget for Vaniljedrengen. »Jeg lover dig tørre tæsk, når jeg kommer hjem«, skrev den normalt så frynseglade globetrotter og fredspiberyger. Og det var ikke bare endnu en metafor ude af kontrol. »Jeg mener det i så konkret forstand ...«, skrev han, » ... at du burde politianmelde mig«.

LÆS OGSÅ Bukdahl: Forfattere skal kunne tåle kritik

Der var lige lovlig meget spark i versefødderne, mente nogle. Heriblandt flere kolleger, hvilket sårede Ib Michael og især hans hangaround og badedyr Morten Sabroe (trubadurens lærlings lærling) så dybt, at han slog med det længste og hårdeste, han ejede: sit sprog. Over en hel side i Politiken.

Og så troede mange, at nu kunne tropesolen omsider gå ned over digterstandens vrede. Men nej (se: punkt 9. – flotteste gendannelse (og opløsning).

Forfatter  Ib Michael. Foto: Jacob Ehrbahn (arkiv)

6. Bedste (og eneste) sang på Radio 24/7

Sneakers m. Sanne Salomonsen: »De sender råbånd om natten«.

Sanne  Salomonsen står ifølge Politikens panel bag den bedste og den eneste sang på Radio 24/7. Foto: Miriam Dalsgaard (arkiv)

7. Mest spektakulære eneulykke

Lars von Trier. Filminstruktør og forhenværende talende væsen. Nu tavs og persona non grata. Trier må have set vejtræet på lang afstand og omhyggeligt taget sigte.

Der var i hvert fald ikke anden trafik, da han trissede ind til pressemødet i Cannes for at præsentere sin dommedagsfilm ’Melancholia’. Han skulle bare have gjort, som han plejer.

LÆS OGSÅ Von Triers nazi-joke er den femte værste i verden

Skabt sig lidt, udråbt sig selv til verdensmester i et eller andet. Afsløret, hvilken medicin han var på. Jordet Susanne Bier. Og derefter i vanlig stil: exit til autocamperen og nordover i nedtrykt sindstilstand.

Men der var ’no more happy endings’. Og det rakte ikke at lade Jorden gå under.

Sådan kommer du ud af den sætning, Lars
Der skulle også et sammenstød til mellem menneskehedens største blå mærke, holocaust, og en hvidskræmt dansk filminstruktør på flugt fra smalltalk og pressefims. »Hvad kan jeg sige ...«, begyndte han. Jo, Lars, nu du spørger:

»Jeg forstår Hitler«, kan du sige. Og, hvis du har mod på mere, kan du jo tilføje: »Jeg kan se ham sidde i sin bunker«. Og eventuelt: »Jeg tror, at jeg forstår manden. Han er ikke, hvad vi kalder en god dreng, men jeg forstår meget omkring ham og sympatiserer en lille smule med ham«.

LÆS OGSÅ Von Trier slipper for sag om naziudtalelser

Det kan du sige. Plus sådan lidt løs langen ud efter Susanne Bier. Gerne med jødetema. Og afslutningsvis eventuelt et: »Hvordan kommer jeg ud af den her sætning?«.

Det kan vi så også sige dig. Du rejser dig og går uden at have fjernet mistanken om, at du faktisk kunne være nazist og bliver erklæret persona non grata på festivalen. Senere bliver du i Frankrig sigtet for racistiske udtalelser, og meddeler rædselsslagen, at du fremover vil holde din kæft i offentligheden og afventer i tavshed, at tiltalen frafaldes.

Sådan – omtrent – kommer du ud af den sætning, Lars.

Lars  Von Trier på slap line i Cannes. Foto: Francois Mori/AP (arkiv)

8. Bedste linjebetaling

Søren Ulrik Thomsen, fåmælt alvorsmand på fuld tid med evig overvægt på livets rejse.

Har efter ni års tavshed på vers ladet nye stentavler falde til jorden i skikkelse af digtsamlingen ’Rystet spejl’, en begivenhed, der blev modtaget med klokkekimen over det ganske land.

LÆS OGSÅ Søren Ulrik Thomsen er landet i det 21. århundrede

Voksne mænd gik rundt og græd af lykke, mens de særligt lyrisk anlagte styrtede omkring i eksalterede ottetaller, hvoraf ordensmagten først har fået brudt de sidste hen under jul. 42 digte. På ni år.

Hvert digt består vel af cirka 12 linjer på omkring seks ord med i snit fem bogstaver i hver. Altså i alt 15.120 bogstaver. Fordelt over 3.285 dage = 4,6 bogstaver om dagen. Regner man hele døgnet med, er det fem timer og 10 minutter per bogstav (W og M afspadseres med en uge hver, bindestreg udløser diæter).

Digter  Søren Ulrik Thomsen. Foto: Lærke Posselt (arkiv)

9. Flotteste gendannelse (og opløsning)

Carsten Jensen, Ib Michael, Morten Sabroe og Jørgen Leth.

For deres eksotisk-koleriske og ualmindeligt underholdende offentlige gendannelse (og – mere generelt –årelange opløsning), da Politiken og et par forfatterforeninger sidst på året kom til at sende et spørgeskema ud til landets forfattere (hvoraf de færreste dog ligefrem befandt sig i landet) for pænt at spørge til deres liv, økonomi og generelle velbefindende.

LÆS OGSÅ Vrede forfattere raser mod Politiken-undersøgelse

Tendentiøse spørgsmål, mente de fire forfattere, som tilfældigvis også var nære venner og åbenbart (da spørgeskemaerne nåede troperne) stod med hinanden i hænderne på en revle ud for Phuket og soppede i deres egen grandiose paranoia.

The fab four
Heldigvis havde de efterladt deres proportionssans og humoristiske distance inde på stranden. Ellers kunne de godt være blevet våde i kanten. Og heldigvis havde ingen af dem presserende skriftlige ærinder og kunne derfor uden videre skride til at gendanne sig selv. The fab four.

En frygtindgydende front af ømskindet selvantændeligt verbalt raseri. Med Carsten Jensen på surmule, Jørgen Leth på liderbasse, Morten Sabroe på sig selv (og sin mor) og Ib Michael på ferie.

LÆS OGSÅ Forfatterformand: Politikerne må jo tænke, at vi er sindssyge

Politiken var med spørgeskemaet ude på at tage fra de rige digtere og give til de fattige, mente de. Og at udstille danske forfattere som paranoide, selvforelskede, psykisk nedgroede livsfallitter og bitterfjamse. Men tro os:

Intet ligger os fjernere.

Carsten  Jensen er ifølge Politikens panel en af the fab four. Foto: Jens Dresling (arkiv)

10. Rigtigste filmpris

Bodil. Den ærefulde bodil for bedste danske film gik i år til en film med den korte titel ’R’. Og ikke til Susanne Biers ’Hævnen’, hvilket ved første øjekast kan undre, når hun senere på året modtog en golden globe, en oscar og blev kåret som Europas bedste instruktør.

LÆS OGSÅ Bodil belønner den barske realisme

Men det er ikke spor sært, viser en nøjere granskning foretaget af Politikens panel for indiskutable kulturelle kraftpræstationer. ’Hævnen’ vandt nemlig sin oscar i kategorien
’bedste udenlandske ikkeengelsksprogede film’.

En kategori, man slet ikke har ved bodilfesten. Ligesom vi ikke her til lands kårer Europas bedste instruktør.

Filminstruktørerne  Michael Noer (med briller) og Tobias Lindholm er mændene bag filmen 'R'. Foto: Lærke Posselt (arkiv)

11. Største litterære skuffelse

Johannes Møllehave måtte timer før bogmessen opgive at udgive sine sædvanlige 14 reolmeter samtalebøger med sig selv og muligvis andre (muligvis ikke), da en aften i festligt og indimellem uniformeret lag på d’Angleterre trak ud. Først hældte han noget i halsen.

Så holdt han en pause og råbte ad gæsterne (mest nu for at klare stemmen), fremgår det af politirapporten. Herefter gjorde han tappert modstand, da ordensmagten med henvisning til politivedtægten forsøgte at sikre generel madro og vurderede, at volumen bedst kunne nedbringes ved at bortfjerne pastoren.

LÆS OGSÅ Johannes Møllehave: Cheferne på Kristeligt Dagblad er gale

Siden gik der nogle måneder med at sove prædikenen ud, rage uklar med Kristelig Dagblads redaktion og klage over det ovenstående plus det løse – mest vist dog til Ekstra Bladet, hvilket sikrede, at klagerne kun kom ud i et stærkt begrænset oplag.

Næste år bliver en snakkejul
Næste år tegner derimod til at blive en rigtig snakkejul med Johannes. Pastorens samtaler med sig selv på vej til og fra Ekstra Bladet ventes udgivet før Bogforum under titlen:
’Du har talt i munden på mig’.

Hans samtaler med betjentene udgives senere under navnet ’I har hoppet oven på mig’, og endelig arbejder han på at udgive sin enetale til restaurantens øvrige gæster. Den har p.t. arbejdstitlen: ’Det skal høres, at vi bæller’.

Forfatteren  Johannes Møllehave har udgivet mange samtalebøger - nogle bedre end andre. Foto: Mathias Christensen (arkiv)

12. Tungeste nosser

Den anonyme blogger ’Bitterfissen Bethany’, der siden sommer med imponerende sproglig slagside mod det latrinære og ikke mindst genitale har givet andre kvindelige bloggere af mere velopdragen og samfundsopbyggelig sniksnakobservans – kaldet ’speltkusser’ – både baghjul og ditto hyler med sine 360 graders vredesudbrud mod verden, og hvad der sådan generelt er strandet i den af folk, fjolser og fænomener.

LÆS OGSÅ Dusør udloves på nettet for Bitterfissen Bethanys identitet

Hvem der fører pennen, er (som så meget andet) redaktionen ubekendt. Der er gættet på bloggeren Michael Jeppesen, modekommentator Jim Lyngvild og Ditte Okman, der mistede sit job som pressedame hos Venstre efter lige lovlig fri udfoldelse på Facebook.

Herværende panel vil gerne udvide kredsen ved at pege på samtlige årets ovenstående 10 prisvindere som kandidater med oplagt potentiale for bitterfjams.

Bitterfissen Bethany
Bitterfissen Bethany fremstiller sig selv som enlig mor til fire børn med et stort forbrug af mænd, Fernet Branca og delvist hjemmerørte kraftudtryk, hvoraf flere ligger godt i kæften.

Hun skriver som en kyseklædt udgave af den lyseblå blodstyrtning – flodhesten Dolph. Omtaler eksempelvis sin egen vagina som »the abyss« (afgrunden red.). Og betjener sig af udtryk fra: »Flet nu fissen og kom videre« til det i særklasse mundrette: »Knep mig hårdt i røven, kran«.

LÆS OGSÅ Bitterfissen: Der er folk, der hader mig som pesten

Et væsen med kugler af bly og mandshjerte til at fyre dem af, altså. Og hun sigter godt og rammer skidt, som man siger.

Hvilket er en stor kompliment, når det virkelig er skidt, man sigter efter.

Hvem  der fører pennen bag Bitterfissen Bethany, er (som så meget andet) redaktionen ubekendt. Der er bl.a. gættet på bloggeren Michael JeppesenFoto: Finn Frandsen (arkiv)

FACEBOOKBliv ven med Politiken