Samira Nawa på 23 år er født i Aalborg, vokset op i Roskilde, arbejder som student hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, skriver klummer i metroXpress, er formand for Ny-Dansk Ungdomsråd og bliver færdig som cand.polit. fra Københavns Universitet om et år.

Hun personificerer på alle måder det moderne gennembrud, som mange unge nydanske kvinder oplever i disse år. Men det er ikke et gennembrud, som afspejles i medierne.

Når medierne skriver om nydanskere, handler det stadig mest om kriminalitet, sociale ydelser og tvangsægteskaber. Og når de endelig optræder i artikler og fjernsynsindslag, sker det sjældent som almindelige borgere, der synes, de betaler for meget i skat, mener, at miljøet skal forbedres, eller at betalingsringen omkring København er en god nyhed.

»Medierne skal være opmærksomme på, at der sidder en masse mennesker, der læser med og ser med på tv. Hvis de konsekvent ser nydanskere repræsenteret i historier, der handler om kriminalitet, og historier, der handler om vold og islamisme, så er det det billede, der bliver dannet«, siger Samira Nawa. Hun fortsætter:

»Og nydanskere opfører sig jo ikke udelukkende sådan. De har også holdninger til andet end integration. En nydansker er meget mere end et integrationsproblem og meget mere end en muslim«.

Udgør knap 5 procent
Selv om unge nydanske kvinders gennembrud bliver dækket, så viser den hidtil største undersøgelse herhjemme, at nydanskerne er stærkt underrepræsenteret i medierne, og at nydanske kvinder næsten ikke eksisterer i dem.

Det er foreningen Ansvarlig Presse, der sammen med Dansk Ungdoms Fællesråd har bestilt undersøgelsen ’Nydanskere i nyhedsbilledet’ hos mediebureauet Kontrabande, og konklusionerne lyder sådan her:

Kilder med anden etnisk herkomst end dansk udgør knap 5 procent af den almindelige indlandsdækning, men udgør ifølge Danmarks Statistik 10,4 pct. af den danske befolkning.

Nydanskere optræder i nyhedsreservater. Hvor de gammeldanske kilder fordeler sig relativt jævnt over indlandsdækningens mange forskellige stofområder, er de nydanske kilder klumpet sammen om få dominerende nyhedsområder eller nyhedsreservater.

Krimi- og udlændingestoffet er de nydanske kilders hjemmebane, og næsten hver anden nyhed om indvandrere og integration handler om kriminalitet.

»Medierne kunne blive bedre til at bruge etniske minoriteter som såkaldte hverdagscases. Som helt almindelige medborgere. En af grundene til, at etniske minoriteter har så stor mistillid til medierne, er, at de ofte ikke kan genkende sig selv i mediebilledet. De slår op i avisen og siger til sig selv: Jeg er velfungerende, og jeg har arbejde som ingeniør. Hvorfor handler det så igen om kriminalitet«, siger journalisten og forfatteren Aydin Soei, der er formand for foreningen Ansvarlig Presse.

Intet fællesskab
Spørgsmålet er bare, om det kan være anderledes. Mediernes fornemmeste opgave er at skildre virkeligheden, og virkeligheden er, at nydanske unge mænd er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, at nydanske kvinder oplever stærkere social kontrol end andre kvinder, og at nydanske familier i højere grad er på overførselsindkomst end andre familier.

»Jeg tror ikke, man kan gøre noget ved, at etniske minoriteter er overrepræsenteret i historier om kriminalitet. For det handler om, hvordan virkeligheden ser ud, og jeg mener ikke, man bør lade være med at dække de store problemer, der er. Men hvis man gerne vil have, at vi får en oplevelse af medborgerskab, der går på tværs af etniske og sociale skel, så kræver det, at nydanskerne føler et fællesskab med resten af befolkningen, og det gør de ikke i medierne«, siger Aydin Soei.

Som formand for Ny-Dansk Ungdomsråd er Samira Nawa nærmest udnævnt til at tale om integration. Men hun håber, at hun en dag kommer til at udtale sig om økonomi, for det er det, hun uddanner sig til, og hun synes ikke, at hendes generation af kvinder belønnes for den faglighed, de erhverver sig.

»Piger, der går med tørklæde på jurastudiet, bliver aldrig spurgt om jura. De bliver spurgt om, hvorfor de går med tørklæde, og om de er tvunget ind i deres ægteskab«.

Samira Nawa husker med glæde tilbage på en begivenhed i 2010, da en finhval var strandet i Vejle.

»Der var en mand af anden etnisk herkomst, som konstant var i fjernsynet. Han sagde ikke et ord om integration, men var åbenbart den, der vidste mest om partering af finhvaler. Det var det eneste, han talte om, og det var fedt«.

De onde journalister
Men det hele er ikke mediernes skyld. Myten om de onde journalister, der bare er ude efter indvandrere, lever meget stærkt i nogle kredse.

»Vi har holdt over 400 workshops de senere år, og især når vi er på indvandrerrige folkeskoler, hører vi ofte, at de unge ikke vil tale med medierne »fordi journalister ikke kan lide os«. Den vil jeg mane i jorden. Alle de journalister, jeg har talt med, viser en velvilje, men der er opstået en ond cirkel. Mistillid avler mistillid. Når 70 procent af etniske minoriteter ikke føler tillid til medierne, så siger det sig selv, at det er en gruppe, der er mere tilbøjelig til at sige nej, når journalister spørger, om de vil udtale sig«, siger Aydin Soie.

Derfor har Ansvarlig Presse netop gennemført en række workshops, der skal motivere etniske minoriteter til selv at tage ansvar og blande sig i den offentlige debat, og der er ved at blive udarbejdet en etnisk kildeliste til de danske medier.

Men samtidig med at nydanskerne er underrepræsenteret i medierne, er der dog sket en markant forbedring, siden den sidste undersøgelse blev lavet i 2005. Undersøgelsen fra dengang er ikke helt sammenlignelig med den nye, men som Aydin Soie opfatter det, så er der langt flere nydanskere i medierne i dag.

»Der vil nok gå mindst ti år, før indvandrerne har et så højt uddannelsesniveau, at de optræder i medierne som ekspertkilder, men noget er sket, og de mange piger, som klarer sig bedre og bedre, vil også trænge igennem i årene, der kommer«.

Langt flere positive reaktioner end negative
Samira Nawa er en af dem, som er trængt igennem, og hun har ikke tænkt sig at holde sig tilbage.

»At undersøgelsen er lavet, er en forbedring. At jeg får lov til at udtale mig, er en forbedring. Og for hver gang en nydansk optræder i medierne, en ung optræder i medierne eller en kvinde optræder i medierne, er det en forbedring«.

Men er det en forbedring, som hendes eget miljø billiger, eller møder hun modstand, når hun som ung muslimsk kvinde med makeup og udslået hår siger, hvad der passer hende?

»Der er stadig mennesker i det afghanske miljø og også danskere, der er efter mig. Når jeg skriver klummer i metroXpress og skriver om danskhed, så er der altid nogen, der siger, at jeg ikke er dansker, men afghaner, og det vil jeg altid være. Men sådan mener jeg jo ikke, det er. Jeg er dansker med rødder i Afghanistan, men jeg er også ung, økonomistuderende og en masse andet. Og jeg får langt flere positive reaktioner end negative«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken