I betragtning af hvor meget den hellige danske folkeskole fylder i mediebilledet og den politiske debat i disse år, er det egentlig underligt, at man først nu har fundet på at lade den danne rammen om en hel tv-serie.

For det er da oplagt.

Nu er det så også sket med Christian Torpes dramady om den frygtløse lærerinde Rita, der er elsket af (de fleste af) eleverne, frygtet af kollegerne og ikke voldsomt vellidt blandt forældrene på grund af sin pædagogiske kompromisløshed, manglende sentimentalitet og rent ud sagt provokerende åbenhjertighed.

Stærk Dinesen
Figuren er suverænt godt set: Den ungdommelige, midaldrende uddannede kvinde, som er alene med tre børn, har et uforpligtende knaldeforhold til sin chef, skoleinspektøren, og som på overfladen har koldt tjek på det hele, men selvfølgelig i virkeligheden er lige så rådvild som alle andre mennesker, når lyset er slukket og rødvinen drukket.

Og hun spilles med frygtindgydende panache af Mille Dinesen, hvis stjernekvaliteter har været åbenbare, siden hun ene kvinde reddede Jonas Elmers umorsomme versionering af fortællingen om antiheltinden ’Nynne’, kendt fra Politikens spalter.

LÆS OGSÅ'Nynne' tager en blodig hævn

Dinesen giver Rita et selvsikkert kropssprog og en stærk udstråling, men formår samtidig at udstyre sin karakter med sårbarhed og stærke moderfølelser, der udtrykkes både bramfrit og ømt.

Ditlevsen imponerer
Hun får fremragendemodspil af landets vel nok mest lovende kvindelige skuespiller, Sara Hjort Ditlevsen, som for et par måneder siden bragede igennem som den centrale figur i Henrik Ruben Genz’ ’Undskyld vi forstyrrer’.

I serien spiller hun Ritas mellemste barn, datteren Molly, som netop har mistet sin kæreste og for en tid søger tilbage til reden for at få styr på sit liv; et udadvendt og smukt stykke kvindfolk, som imidlertid viser sig at have problemer med sit selvværd.

For godt nok er hun »slank og liderlig«, som hun siger, men samtidig ikke hustrumateriale. Og der er slet ingen tvivl om, at hun har fristet en opvækst i skyggen af sin kærlige, men sandelig også selvfikserede mor.

Klichefyldt, men morsomt persongalleri
Ved siden af hende optræder to andre søskende, den seksuelt tvivlende lillebror Jeppe og den voksne drengerøv Ricco, som efter nogle vilde vandreår ser ud til at skulle slå sig ned med den jordnære og lidt spidsborgerlige Bitten, hvis mor – selvfølgelig – ikke kan døje synet af Ritas antiborgerlige, cigaretrygende fjæs, og hvis far hun viser sig at have været kæreste med i sin tidligere ungdom. Her er lagt i ovnen til adskillige konflikter.

Det øvrige persongalleri er klichefyldt, men ganske morsomt.

Carsten Bjørnholdts vege skoleleder, som på den ene side er vild med Rita, men også bange for omverdenens reaktioner, fungerer flot, mens Ellen Hillingsøs klidmoster af en vicer, er lovlig hårdt tegnet op.

Om det skyldes personinstruktion eller manus, skal ikke kunne siges.

Godt gået
Rita er selvfølgeligogså udstyret med en protege, den nyuddannede lærer Hjørdis, som bakser med pædagogikken og ikke mindst sine ikke altid lige forstående ældre kolleger, men ser en allieret og en mentor i den ældre selvsikre kvinde.

Hun erklærer sig villig til at være hendes skjald, som heltene i sagaerne, og udbryder på et tidspunkt poetisk kampfast noget i retning af: »den skønne Rita barsk til mødet gik«, da Rita skal til møde med nogle meget vrede forældre, som føler, at deres barn bliver overset.

Serien formår at gå den fine balancegang mellem komedie og drama uden – indtil videre – at forfalde til ren slapstick eller flæsket føleri.

De ’skægge’ scener er for fleres vedkommende faktisk skægge, og når det stunder til alvor, forekommer det, at problemerne virker ægte og genkendelige. Det er sgu ganske godt gået at skabe et univers, som forekommer troværdigt, selv om udgangspunktet er at bedrive sædekomedie.

Vellykket dramady
Helt ind i himlen vokser træerne dog ikke. Der er nogle grimme flovsere, som overhovedet ikke fungerer. Og nogle replikker, man bare ikke har lyst til at høre i sit fjernsyn, fordi de både er grænseoverskridende og lige så mundrette som domsudskrifter.

Men i det store og hele må det siges, at Christian Torpe har lavet en dramady, som ikke overgør sine virkemidler, som hans forrige ’Lærkevej’ havde det med at gøre indimellem. Og Lars Kaalund er debuteret med maner som konceptuerende tv-instruktør.

»Rita, du, har ramt mig nu«. Som Kim Larsen synger.