»Det er få mennesker, der kan modstå en god comté«, siger Claus Meyer, hvortil fængselsinspektøren svarer: »Nå. Men jeg vil sige, at det kan jeg godt«.

Netop den udveksling er sigende for programmet ’Restaurant bag tremmer’, hvor Claus Meyer møder en for ham ukendt virkelighed, som handler om temmelig meget andet end surdej og hjemmedyrkede grøntsager.

Det første afsnit af dokumentarserien, der blev sendt aftes, skildrede Claus Meyer, som han gik og forberedte sig på mødet med de indsatte. Det var ikke just noget flatterende portræt.

Flere steder fremstår han arrogant og hævet over projektet, som da han spørger sin 8-årige datter til råds om, hvordan han skal tackle fangerne, og hvad han skal sige til de indsatte, når han møder dem. Selv om tanken sikkert er sød, kommer det til at fremstå, som om forbryderne er at ligne med børn. »Sig til dem, at jeg synes, det er sejt at være røver«, var i øvrigt hendes bud.

Dårlig presse
Jamie Oliver har gjort noget lignende før, men projektet som sådan fejler ikke noget; som leder af en succesrig virksomhed er det et godt initiativ at ville gøre noget for at klæde de hårde kriminelle bedre på til en fremtid uden for fængslet, end fængslets sløjd- eller syværksteder kan.

Og Meyers kommentar om, at det først og fremmest føles som tab af liv, når han ser på de indsatte i Vridsløselille, er da også programmets kerne: via surdej, hjemmedyrket grønt og god smag at give de indsatte smag på livet igen.

LÆS OGSÅ Claus Meyer: Jeg ansætter dømte for at forhindre ny kriminalitet

Programmet har premiere kort efter, at Meyer har været i strid modvind i formiddagspressen, fordi han ansatte en dømt voldsforbryder, der havde gennembanket sin kæreste og smidt hende ud fra tredje sal.

I en kronik her i avisen ytrede voldsofret vrede og ærgrelse over det faktum, at hendes ekskæreste havde fået hjælp til resocialisering via et godt job hos Claus Meyer, mens hun var invalideret for livet. Men lige så meget som man forstår hendes harme, gør Meyer ret beset en god samfundsgerning ved at ansætte tidligere dømte.

At han sandsynligvis havde satset på at få bedre presse ud af det også, er en anden side af sagen.

Fjernsynsprojekt
’Restaurant bag tremmer’ tegner i første omgang ikke noget særlig rosenrødt billede af Claus Meyer.

Han kommer anstigende med sin underligt kejtede attitude og siger nogle uheldige ting som: »Det slog mig lige, at det jo slet ikke er sikkert, man er ønsket her«.

LÆS OGSÅ Vi skal ikke lade ofrene dømme de kriminelle

Han virker dårligt forberedt på projektet og underligt uafklaret omkring programmets rolle i projektet, som naturligvis ikke først og fremmest er skabt for fjernsynets skyld, men jo alligevel også er en tv-ting.

»Det er næsten min største bekymring: at de tror, det er sådan et fjernsynsprojekt«, siger han, inden han møder fangerne, og det virker bizart, når han få minutter efter spørger ud i rummet: »Er der nogen, der allerede nu kan sige, at de ikke er bange for at komme i fjernsynet og godt vil være med i projektet?«.

Naiv
Men man mærker også, hvad det er, Claus Meyer er god til: at få ting til at ske. Han får overtalt fængselsinspektøren til både større køkken og køkkenhave i fængslet ved at køre på med en ubrudt talestrøm om innovation, forandringsvilje og skaberkraft.

Og da han når til sit retoriske trumfkort: »Altså, tænk hvis man kunne få en mand, der havde slået ting ned, til at få ting til at gro?«, er der ingen tvivl: Han skal nok få sin køkkenhave.

LÆS OGSÅ Får offeret også en chance til?

’Restaurant bag tremmer’ tegner et billede af Claus Meyer som en mand, der måske i virkeligheden mest er naiv, men som via sin naivitet og sin næsten damp-agtige energi får rykket på nogle ideer, som andre ville bruge år på at færdigudvikle.

Alting behøver ikke være gennemtænkt; når viljen er der, bliver det til virkelighed for Claus Meyer. Og det må man tage hatten af for.

Målet helliger midlet
Foreløbig er der dog ingen grund til at løfte på hatten for ’Restaurant bag tremmer’, som lover mere action, end det kan holde.

Der spilles dramatisk på farerne ved at have skarpe knive inden for rækkevidde af de voldsdømte fanger (et klip med en indsat, der hugger i en bøf, gentages gang på gang), men alle de indsatte, man møder i programmet, virker blide som lam.

Dertil kommer, at Claus Meyer bliver nægtet informationer om de indsattes gerninger og straf – mens seerne får lov at høre, hvad fangerne er dømt for.

Men målet helliger midlet, og pyt med, hvor interessant tv der kommer ud af det, hvis bare de voldsdømte får en chance mere.

FACEBOOKBliv ven med Politiken