Da Politikens journalist Viggo Toepfer blev bedt om at dække Titanic-katastrofen for lige knap 100 år siden, kunne han viderebringe en god nyhed til læserne:

Alle 2.293 ombordværende passagerer var blevet reddet, og det ramponerede skib havde fortsat sejladsen mod den canadiske havneby Halifax efter sammenstødet med isbjerget.

»Harland-Værftet i Belfast, som har bygget Titanic, hævder, at Skibet umuligt kan synke«, afsluttede skribenten artiklen, der blev bragt i Politiken 16. april 1912.

Arkiv.  Politikens dækning 16. april 1912. Klik på billedet for stort format.

I samme avis bragte Politiken en illustrativ artikel, der meddelte, at Titanic i »synkefærdig Stand flyder på de lufttætte Rum, mens Passagererne er reddede om Bord på tililende Dampere«.

Artiklen var tilmed forsynet med en halvkæk redaktionel bemærkning om, at »Elementerne kan smile; det er lykkedes dem at vise, at de stadig kan spille Skæbne for Menneskenes Mesterværk«.

Arkiv.  Politiken 16. april 1912. Klik på billedet for stort format.

Fejlagtige informationer
Men allerede samme aften stod det klart, at den første dækning af Titanics forlis havde været sørgeligt fejlbehæftet.

Via Ritzaus telegraftjeneste blev de danske medier informeret om, at skibet var gået ned, og at forliset havde kostet op imod 1.550 menneskeliv.

»De første beskeder var forkerte, fordi vi er på et tidspunkt, hvor telegrafien så at sige springer fra skib til skib. Det er den måde, man får beskeden frem til England på, for telegrafstationen kunne slet ikke nå så langt«, forklarer museumsinspektør Jesper Hjermind, der er aktuel med bogen 'Titanic - de danske fortællinger'.

»Men selv om der herskede stor forvirring i starten, var det imponerende, hvor hurtigt de danske medier var i stand til at belyse historien med stort set korrekte tal over de omkomne og de reddede. Der var selvfølgelig også en masse vrøvl og underlige sidehistorier, men alt i alt er det fascinerende, hvor hurtigt informationsstrømmen gik«, siger Jesper Hjermind videre.

LÆS OGSÅNy bog afslører den mystiske 14. Titanic-danskers skæbne

Dagen derpå kom den rigtige historie
Da Politiken udkom 17. april 1912 var den foregående dags kækhed afløst af en nøgtern tone:

»Det viste sig i Gaar, at Katastrofen have krævet et endogså meget stort Antal Menneskeliv, og at Paastanden om, at Skibet overhovedet ikke kunde synke, ikke har holdt stik«.

Telegrammer fra New York havde informeret om, at damperen Carpathia havde reddet 800 passagerer fra Titanic, hvorfor tabstallet blev skønnet til 1.550.

Politiken kunne oplyse, at rederiet White Star Lines direktør Bruce Ismay var blandt de reddede, mens forfatteren William Stead, millionæren A.G. Vanderbilt, præsident Tafts adjudant major Butt og Titanic-kaptajn Smith alle skulle være omkommet.

Senere skulle det dog vise sig, at Vanderbilt ikke havde været om bord.

LÆS OGSÅTitanics mindeskib ramt af problemer

Politiken bragte også en reportage fra New York, der afslørede en »uhyre Ophidselse« blandet med en »mægtig Forbitrelse over White Star-Linjens Forsøg på at skjule Sandheden«.

Arkiv.  Politikens dækning 17. april 1912. Klik på billedet for stort format.

Politikens artikel 18. april 1912, altså tre dage efter forliset, afslører et imponerende overblik over, hvor pålidelige de forskellige oplysninger om omkomne skulle tages.

Det fastslås, at »Antallet af Forulykkede andrager 1.490«, hvilket stadig betragtes som et officielt tabstal af flere forskere, selv om der er nogen uenighed om antallet af omkomne.

Arkiv.  Politikens dækning 18. april 1912. Klik på billedet for stort format.

Samme dag bringer Politiken en leder, der vil have et ansvar placeret.

Arkiv.  Lederen fra 18. april 1912.

Og selv om lederen advarer mod at dømme overilet, henledes opmærksomheden alligevel på kaptajn Edward J. Smith, der gik ned med sit skib og »gik i sin Grav som en Helt«.

For var det ikke til syvende og sidst ham, der overhørte advarslerne om, at Titanic var på vej ind i isfyldt farvand?

»Om Ansvaret bør lægges paa ham (kaptajnen, red) alene, eller om Forholdet ikke er det, at de store Rederier i indbyrdes Kappestrid og for Reklamens Skyld hidser deres Kaptajner til et farligt Rekordjageri, det vil jo Undersøgelsen rimeligvis afdække«, lød det fra lederskribenten.

Rederidirektøren blev syndebuk
Titanic-eksperten Jesper Hjermind forklarer, at kaptajn Smith faktisk blev betragtet som en helt efterfølgende - både af medierne og i befolkningen.

Det kritiske søgelys rettede sig i stedet mod rederidirektør Bruce Ismay, der stadig i dag betragtes som en af den 20. århundredes største kujoner, da han tog plads i en af redningsbådene og lod sig transportere væk fra det synkende skib, mens der stadig var kvinder og børn om bord.

»Han kom grueligt i klemme i offentligheden, men han blev faktisk frikendt ved søforhør i USA og England. Han gik i øvrigt af som rederidirektør året efter og trak sig helt tilbage i en anonym tilværelse«, fortæller Jesper Hjermind.

Vil du også gå på opdagelse i Politikens avisarkiv, kan du klikke på følgende link. Abonnenter har gratis adgang og skal blot indtaste abonnemetsnummeret. Arkivet går helt tilbage til 1. oktober 1884.

FACEBOOKBliv ven med Politiken