Han kan ikke huske det. Manden, der pinte og plagede og krænkede den 10-11-12-årige Lisbeth Zornig Andersen, hende, der i dag er formand for Børnerådet, kan intet erindre om, at han forbrød sig mod hende gentagne gange.

Hendes mor, som i visse tilfælde lå ved siden af i sengen, mens det gik for sig, har heller ingen minder om overgrebene.

LÆS OGSÅBørnerådets formand skriver rystende erindringer

Og stedfaderen har endog den uhyre til arrogance grænsende frækhed at påstå, at han kun gav ’en endefuld’, når ungerne havde været virkeligt strenge.

Hvilket står i en temmelig grel kontrast til, hvorledes Lisbeth Zornig Andersen og hendes to overlevende brødre opfattede tingene.

En vanskelig balancegang
Det er en rent ud sagt forfærdelig, rystende og skræmmende opvækst, der blev oprullet på DR 1 her til aften.

Og man kan spørge sig selv, om det overhovedet giver nogen som helst form for mening at anmelde en dokumentarfilm som ’Min barndom i Helvede’, fordi historien, den fortæller, er så pokkers ekstrem, at man egentlig helst ville være den foruden.

Til det må vi svare os selv, at ikke alene er der ræson i at forholde sig kritisk til enhver dokumentar; der er desto mere anledning til refleksion og vurdering, fordi indholdet er af så spektakulær art og dermed sætter en række fælder for fortællingens sobre afvikling.

Thi det er uhyre vanskeligt at balancere mellem på den ene side socialpornografiens distancerende ’godt det ikke er mig’-grøft og så den overdrevne empatis ’narj, hvor er det altså bare megasynd for dem alle sammen’-diskurs, som vægrer sig ved at eftersøge strukturer og blotlægge mønstre, men i stedet vil give verden en bjørnekrammer.

Instruktøren, producenten og ikke mindst hovedpersonen selv udfører kunststykket med bravur, og det lykkes for dem at billedliggøre de menneskelige svigt uden at vise dem samt at karakterisere og skildre historiens aktører uden at hænge dem ud og stigmatisere dem.

'Tyst' er ordet
Selv Lisbeth Zornig Andersens mødrene ophav, der meget let kunne være fremstillet som enten en monstrøs mæfikke eller et regulært frådende uhyre, kommer ud gennem skærmen som et nogenlunde facetteret menneske, men ved at dvæle ved hendes neurotiske kropssprog og livsløgnerretorik – herunder ørnebratte detaljeringsdyk, når samtalen drejer ind på for konkrete og oplagte svigt – gør billederne deres eget tyste jury-arbejde.

Og ’tyst’ er et ganske godt adjektiv til at karakterisere hele filmen. For når der er mest på spil for Lisbeth Zornig Andersen, som trods alt er ude på en mission, hvor hun skal hente brikker til sin barndoms forfærdelige puslespil, dæmpes anslaget: ingen overgjorte teatertårer, kun fattede miner og kejtede omfavnelser.

Som seer kan man ikke lade være med at tænke på, hvor mirakuløst og fantastisk det er, at Lisbeth Zornig Andersen ikke er endt som sine brødre: mønsterfortsættere, misbrugere og menneskelige vrag.

Foto  fra filmenRejsen tilbage til normaliteten
Men vi møder personen bag dette stykke menneskelig genopretning, socialpædagogen, der videofilmede den unge utilpassede og tvangsfjernede pige, så hun kunne se, hvordan livet fysisk tyngede hendes unge krop.

Og heller ikke her slås der i noget omfang ud med armene. For det er netop ikke et eventyr, vi er vidner til; det er snarere et terapiforløb, hvor målet ikke er prinsessen og det halve kongerige, men normaliteten, livsdueligheden og den langsomme heling.

Mange af filmens billeder henligger i et mørke, der forekommer passende til de grusomheder, Lisbeth Zornig Andersen har været udsat for. For de er udslag af et menneskeligt mørke og udfoldet i et mentalt og normløs tomrum, hvor engle ikke tør gå og fanden tager de sidste.

Og der svælges ikke i slibrige detaljer. Hvilket der er grund til at takke for, idet alene de tilnærmelsesvise beskrivelser af ugerningerne er tilstrækkeligt til at fremkalde forargelse, vrede og lede.

Intet forskønnelsesprojekt
Filmen forsøger ikke at ’forskønne’ sine medvirkende. Hovedpersonen er ikke gjort til en sej heltinde og hendes to stof- og alkoholmisbrugene brødre ej heller piedestaliseret som tapre i noget omfang.

Fremstillingen er ganske nøgtern og søger ikke at frikende nogen eller noget ved at etablere sociale kausalitetskæder.

Præmissen er nemlig ikke at belægge aktører med ansvar til brug for en moralsk strafudmåling; det handler om, at Lisbeth Zornig Andersen skal have fyldt hukommelseshullerne ud til den bog, hun i filmens fortælling er ved at skrive, og som allerede er udkommet med titlen ’Zornig – vrede er mit mellemnavn’ og har solgt i flere oplag.

Mere end en filmet radiodokumentar
Det får hun, og i processen får hun også konfronteret sine dæmoner og ikke mindst moderen, som til gengæld ikke viser sig villig til at bearbejde eller lære af sine egne gerninger.

Flot formået at spænde den refleksion og proces visuelt ud, så resultatet bliver mere end filmet radiodokumentar.

Hvilket snildt kunne være sket, når nu det går ud på at finde ord, som forløser.

FACEBOOK Bliv ven med IBYEN