Selv om det er ud på formiddagen, da politiken.dk ringer til Lisbeth Zornig Andersen, er hun lidt fortumlet og næsten lige vågnet, forklarer hun.

»Det blev sent i går, for jeg sad oppe og forsøgte at følge lidt med i alt det, som folk skrev til mig og sådan noget«, siger hun.

Dokumentaren 'Min Barndom i Helvede' af Mette Korsgaard er en stærkt personlig fortælling om formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersens barndom med vold og seksuelt misbrug.

I filmen søger hun svar på, hvordan det kunne ske. Og hun opsøger sin stedfar, der misbrugte hende seksuelt fra hun var 10, til hun var 12 år - som regel med moderen liggende ved siden af i dobbeltsengen.

Folk bruger hende som et spejl
Historien har gjort indtryk på rigtig mange mennesker.

Siden klokken 21 i aftes, da dokumentaren var færdig, er det væltet ind med henvendelser til Lisbeth Zornig Andersen.

»Der lå over 300 nye beskeder på Facebook, og en masse venneanmodninger. Efter de første 100 opgav jeg at acceptere flere«, siger hun.

LÆS ANMELDELSEStille film om børnerådsformands opvækst er uafrystelig

Derudover åbner hun to andre indbakker, mens hun har politiken.dk i røret.

»Jeg har fået i hvert fald tusind henvendelser, som jeg skal forholde mig til i løbet af det næste stykke tid«, siger hun efter en tænkepause. Og tilføjer:

»Hvilket ikke er belastende for mig, jeg er glad for det. Det samme skete, da min selvbiografi udkom i efteråret. Jeg bliver brugt meget som et spejl på folks egne følelser og rædselsfulde oplevelser, og hvis jeg på nogen måde kan give dem et skub i en god retning, så er det noget, jeg rigtig gerne vil bruge min tid på«, siger hun.

LÆS ARTIKEL Formanden for Børnerådet blev seksuelt misbrugt

Også moderen bliver i filmen konfronteret med misbruget, men fastholder, at hun ikke kan huske det.

»Min mor i en nøddeskal«
Nu, efter at dokumentaren har været vist på landsdækkende tv, afventer Lisbeth Zornig Andersen, hvordan omgivelserne vil reagere over for moderen.

»Jeg ved ikke, om min mor sad og så filmen i går, men vi så den sammen i lørdags. Og jeg ringede til hende i går for at høre, hvordan hun havde det. Hun havde det fint. Jeg tror, hun sad og så Paradise Reunion eller noget i den stil, da jeg ringede til hende. Det er min mor i en nøddeskal! Hun er videre. Det rammer hende ikke så dybt«, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Der er et enkelt sted i dokumentaren, hvor hun forlader lokalet og bryder sammen?

»Ja, på et tidspunkt i et splitsekund fik man en fornemmelse af, at facaden krakelerede. Og så var hun også tilbage igen«.

»Jeg turde ikke«
I dokumentaren ser man Lisbeth Zornig Andersen sidde over for den stedfar, Jan, der misbrugte hende seksuelt, men hun konfronterer ham ikke direkte til misbruget.

Til sidst i filmen gøres der dog opmærksom på, at han er blevet spurgt til misbruget, men afviser at kunne huske det. Det skete uden Lisbeth Zornig Andersens tilstedeværelse.

»Mette (instruktør Mette Korsgard, red.) tog derhen igen, alene. Og forklarede ham, hvad jeg egentlig gerne ville have sagt til ham. Hun forklarede, at min bog snart ville udkomme, og at Ekstra Bladet formentlig ville have det som en forside, så hun forberedte også ham på, at den historie ville komme i efteråret«, forklarer Lisbeth Zornig Andersen.

Hvorfor tog du ikke med?

»Jeg turde ikke. Jeg turde simpelthen ikke. I virkeligheden var det enormt grænseoverskridende, at jeg overhovedet tog derover. Og hårdt. Man kunne også se bagefter, hvor påvirket jeg var, tror jeg«.

Hvad med dine brødre, hvordan har de reageret på filmen?

»Jeg har ikke talt med dem i dag, men jeg har set dokumentaren sammen med dem begge i sidste uge. Tony, den korthårede, var stolt. Og min bror Michael har ikke sagt, at han var stolt, men han har sagt, at hvis det kan gøre en forskel for andre børn, er han glad«, siger Lisbeth Zornig Andersen, mens små computerlyde i baggrunden markerer, at der stadig kommer henvendelser i hendes indbakke.

En frygtelig top af isbjerget
På Lisbeth Zornig Andersens Facebookvæg er der stor opbakning til hende og hendes projekt med at fortælle sin historie.

»Din historie er den frygtelige top af det isbjerg, hvor alle vores børn stadig i år 2012 risikerer at blive mødt af voksne uden medfølelse og forståelse, som i stedet lever i en svunden tid med adfærdsregulering og kæft, trit og retning. Jeg håber din stemme kan gøre noget for alle børn. Kh«, skriver Berit Beatrix Gerup Nielsen blandt andet.

Selv er Lisbeth Zornig Andersen mest nysgerrig efter, om hun bliver forstået rigtigt, som hun siger.

»Jeg er ikke er ude på at udstille folk eller udpege bødler. Jeg er virkelig ude på, at man forstår, at hvis man vil noget med det her miljø og med børnene, så må man også have fat i de voksne«, siger hun.

LÆS OGSÅ Børnerådets formand skriver rystende erindringer

De voksne kommer af noget
Hun nævner som eksempel sin stedfar, Jan, som hun i filmen besøgte i hans lille, mørke hus.

»Noget af det, han fortalte, som ikke kom med i dokumentaren var, at det var første gang i 13 år, han havde besøg. 13 år er lang tid ikke at have besøg i sit hjem! Jeg tror, han er et ensomt menneske. Han fortalte også - det vidste jeg ikke - at han selv var vokset op i en familie, hvor stort set alle var psykisk syge. Det var hans vilkår, da han var barn. Han gik alene rundt på gaden i København, og mandagene var de gode dage, for der var der gratis adgang på museerne. Så kunne han være der«.

»De voksne i det miljø kommer jo af noget. Nu er Michael og Tony de voksne i det miljø, og de har heller ikke været gode til at passe på deres børn«, siger hun.

Dokumentaren kan ses på dr.dk/nu(eksternt link)

FACEBOOKBliv ven med Politiken