Annonce
Annonce
Annonce
Medier 5. jun. 2012 KL. 11.19

Tv-redaktøren: Drop de territoriale ambitioner, kære DR

Det er ikke nødvendigvis en god idé at omformatere DR 2, som er en god kanal med unik profil.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

DR's kanalomlægning

  • DR 2 bliver en 24-timers nyheds- og samfundskanal. Indholdet skal være et miks af nyheder, aktualitet, dokumentar og satire.
  • Ifølge DR skal den nye DR 2sende de seneste nyheder, men også levere analysen, perspektiverne og baggrunden.
  • DR Update, DR HD og dermed også DR MAMA lukker.
  • DR laver til gengæd to nye kanaler. DR 3, der skal fange den type lyttere, som radiokanalen P3 appelerer til. Lille Ramasjang som bliver en børnekanal for de 3-6-årige. Den nuværende Ramasjang-kanal bliver derfor for de 7-12-årige.
  • Omlægningen sker i 2013.

DR Update blev vist aldrig rigtig, hvad man havde håbet på.

Intentionerne med den netbaserede nyhedskanal var ellers fine nok, men interessen udeblev, fordi TV 2 News sådan set allerede havde sat sig i stolen for rolling and breaking news ad nauseam.

LÆS OGSÅ TV 2 hilser 24-timers nyhedskamp velkommen

Så nu lukker DR’s ledelse, det vil sige Maria Rørbye Rønn og hendes ikke videre røde lejesvende, Update. Hvilket der ikke skal lyde et eneste ondt ord for her fra tv-redaktørkontoret på Rådhuspladsen.

Det er en måske ikke vis, men så dog rimelig beslutning. Når ingen ser det, behøver ingen heller ikke have mulighed for at se det, for nu at parafrasere noget, Ritt Bjerregaard aldrig nogensinde sagde.

Ingen tårer over DR HD
Ved samme lejlighed afskaffer man også DR HD med det argument, at kanalens rolle som teknologilokomotiv anses for at være udspillet; alle kanalerne skal mere eller mindre i HD fremover, så der er ingen grund til at hegne et højopløseligt reservat ind til giraffer og andre eksotiske væsener fra denne vor blå, blå klode.

Hvis det ikke er i stykker, så lad for fanden være med at reparere det.

Henrik Palle

Atter letter vi på vor sommerlige stråhat: Høj opløsning alene for den høje opløsnings skyld er for technofetichister og den type mennesker, der mener, at det sublime musikalske udtryk er Ortofons testplade spillet på et anlæg med rørforstærker, Regagrammofon og JBL 4410 studiomonitors.

Derudover er det den gamle dampradios plan at omkalfatre DR 2 til noget mere newsy. Og her er det, at denne tv-kommentator bliver ilde til mode og ikke så lidt ængstelig.

Hvad har DR 2 gjort?
For hvorfor i hede hule Helvetica skal det nu gå ud over de tænkende menneskers efterhånden eneste dansksprogede tilflugtssted på kabelnettet, at DR også vil have et TV 2 News-agtigt produkt i deres i forvejen mere end omfattende produktportefølje.

DR 2 er en god kanal med en ret unik profil, og der er ikke nogen grund til at lave den grundlæggende om. Hvis det ikke er i stykker, så lad for fanden være med at reparere det, som min gamle bramfri dansklærer lærte mig, man skulle sige til geskæftige menneskers uigennemtænkte forandringsbestræbelser.

LÆS OGSÅDR 2 forvandles til en 24 timers samfundskanal

DR 2’s miks af analyse, debat, kvalitetsunderholdning, satire og folkeoplysning med særligt henblik på havekultur og gastronomi er unik og faktisk ret glimrende.

Og den er et forbilledligt godt supplement til TV 2 News løbende opdateringer af situationen omkring væltede træer på Midtfyn tilsat Mogensen og Christiansen samt den formidable Stephanie Surrugue.

Verden har ikke behov for en DR-version af TV 2 News, ligesom selvsamme slet ikke hungrer efter en TV 2-version af Kanal Klog.

Umuligt at målrette DR 3 til de 15-39 årige
Kodeordet er arbejdsdeling. Det er det, public service går ud på.

At de kommercielle kanaler tager sig af Champions League, The Simpsons, Master Chef og diverse reality-formater samt syndfloden af film og serier, mens de public service-forpligtede aktører sørger for at kolportere det, markedet ikke af sig selv formodes at kunne levere. Og udvikler noget, der ikke findes i forvejen.

Så kære DR. Koncentrér jer om indholdet. Det er I rigtig gode til. Og drop så de territoriale ambitioner.

Henrik Palle

Derfor er det fint at se, at DR så også vil søsætte DR 3 – som en afløser for den dundrende fiasko DR Mama, der dør med DR HD. For Mama havde faktisk en del indhold af glimrende kvalitet. Men hvorfor er det lige, at målgruppen nu skal være mennesker mellem 15 og 39. Helt ærligt, venner.

Denne målgruppe er lige så kompleks som Holger Bech Nielsens bevisførelse for Guds eksistens ved hjælp af en Higgs-partikel, det vil sige ikke til at fatte. Segmentet de 15 til 39-årige har det til fælles, at de trækker vejret og skal have mad og drikke for ikke at dø, men er ellers lige så ens som en svensknøgle og et stykke med sildesalat.

Derfor giver det ingen mening at målrette en kanal til dem. De kan jo snildt være børn og forældre. Og dem er DR 1 vel til for i forvejen.

LÆS OGSÅ Generaldirektør: DR2 skal ikke være en breaking news-kanal

Selvfølgelig skal der justeres indimellem; luges, plantes om og skæres ned. Men man behøver altså ikke omlægge hele haven, bare fordi man har lyst til at prøve det.

Så kære DR. Koncentrér jer om indholdet. Det er I rigtig gode til. Og drop så de territoriale ambitioner.

FACEBOOKBliv ven med Politiken