For danske fans af tv-krimier er det vel nærmest noget nær helligbrøde overhovedet at forestille sig en genindspilning af serien ’Mistænkt’, der handler om kriminalinspektør Jane Tennisons brydsomme liv og karriere, fra hun som forholdsvis ung og stræbsom panser konfronteres med et nedladende mandsdomineret politimiljø, og til hun går på pension lettere afdanket, stærkt alkoholiseret og knusende ensom.

Fordi serien, der oprindelig kørte i årene fra 1991 til 2006, havde selveste Helen Mirren i hovedrollen.

Og fordi den originale ’Mistænkt’ sammen med serien om inspektør Morse, som den ret beset i et eller andet omfang bevidst eller ubevidst spejler, hører til britisk kriminalfjernsyns ypperste frembringelser.

Men amerikanerne har ikke den slags forbehold og fine fornemmelser.

Det så vi med versioneringen af ’Forbrydelsen’, som landede ret fint, selv om København er blevet skiftet ud med Seattle; og det må vi faktisk også sande nu med den amerikanske version af ’Mistænkt’, hvor London har måttet se sig remplaceret med New York – og Helen Mirrens rolle spilles af den skarpe og temperamentsfulde Maria Bello, der efterhånden har et par håndfulde fremragende præstationer i bæltet.

LÆS ANMELDELSEActionbrag drukner i fladt skuespil og håbløse replikker

Kors-pissende kammerater
Og lad os slå fast, at man efter lidt indledningsvis angst og bæven for, om ikke det hele falder fuldstændig til jorden, hverken savner Helen Mirren eller den særlige distancerede britiske omgangsform, som er en central del af plot og tematik i originalen.

For godt nok er det overordnede tema det samme: En kvinde skal slå sig igennem i et dumt, chauvinistisk og fordomsfuldt miljø fyldt af fordrukne over kors-pissende kammerater; men så hører ligheden også op.

For den generelle setting er en anden, serien er episodebaseret, og fortælletempoet er skruet ikke så lidt i vejret, ligesom mentaliteten er blevet opdateret, så den passer til vore dage.

Seriemord og voldtægt
Tiden er afgjort en anden end i begyndelsen af 1990’erne. Men ikke desto mindre:

Kriminalbetjenten Jane Timoney bliver overflyttet til en ny station, der bestyres af en gruppe meget sammenspiste (midaldrende) mænd, som har kendt hinanden siden politiskolen og betragter deres arbejdsplads som privat ejendom.

Så den ’nye pige’ får ingen opgaver og må tilmed finde sig i diverse former for seksuelt baseret chikane og leve med rygter om, at hun har knaldet sig til jobbet. Men det ændres, da en position som efterforskningsleder på en grim sag om seriemord og voldtægt pludselig bliver ledig.

Jane må træde i karakter som skrap politimoster. Og her er vi så det samme sted, som Helen Mirrens karakter stod i, da hun tog hul på historien for mere end tyve år siden.

Så Jane Timoney må også trækkes med mistroiske, modvillige og rent ud sagt ondskabsfulde mandlige kolleger, der hungrer efter fejltrin fra hendes side og benytter enhver lejlighed til dolkestød og til at sætte hende i et dårligt lys.

Den del af historien får producenterne afviklet på overbevisende og fremragende vis, ligesom hendes private bøvl med sin kærestes sygeligt politisk korrekte og frygtsomme ekshustru skildres skarpt og humoristisk.

Seriestereotyp
Seriens overordnede problem ligger nogle andre steder.

Først og fremmest er settings og plot nærmest generiske; de minder om så mange andre politiserier, og så er dramaturgien så seriestereotyp, at det ikke er til at holde ud.

LÆS OGSÅ Helen Mirren imponerer som Tolstojs hysteriske kone

De kommercielle kanalers opbygning, så det passer til reklameblokke, er irriterende, og samtidig savner man den store og langsommere fortalte historie, som var en vigtig del af den europæiske version.

Skuespillerne gør det virkelig godt, ikke mindst Maria Bello – og Peter Gerety er elskelig som hendes gamle far.

Men det hele er lige en tand for skrapt og heftigt, hvilket skygger for nuancerne i præmissen: en kvinde i mændenes verden.