Annonce
Annonce
Annonce
Medier 29. jun. 2012 KL. 13.06

Danmark får sin første Magnum-fotograf

Jacob Aue Sobol er blevet optaget i verdens mest prestigefulde fotosammenslutning.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Fotografen Jacob Aue Sobol er som den første dansker nogensinde optaget som fast medlem af den verdensberømte fotografsammenslutning Magnum.

Det er meget svært at opnå fuldt medlemskab af Magnum. Først er man i to år såkaldt nominee og derefter i et år associate member. Først da bliver man optaget som medlem – hvis ellers man fagligt har udviklet sig til de andre medlemmers tilfredshed.

To andre danske fotografer – Joachim Ladefoged og Jan Dagø – har tidligere været på prøve i Magnum uden at blive optaget som medlemmer.

Kollega: Han går sine egne veje
Jacob Aue Sobols varemærke som fotograf er hans totale kompromisløshed. En af hans arbejdsmetoder er at bo i længere perioder i de miljøer, han fotograferer.

Sobol har blandt andet opholdt sig tre år på Grønland. Han er, som Per Folkver, nuværende fotograf og tidligere fotochef på Politiken, har sagt: »… fuldstændig uanfægtet af ethvert udefra kommende krav om, hvordan tingene skal se ud«.

Sobol er uddannet på Den Europæiske Filmhøjskole og fotouddannelsen Fata Morgana. Han har vundet flere internationale priser, blandt andet førstepræmien i World Press Photokonkurrencen i 2006 i kategorien ’Daily Life Stories’.

Magnum blev stiftet i 1947 af blandt andre den verdensberømte amerikanske krigsfotograf Robert Capa og Henri Cartier-Bresson. Magnum har i dag omkring 50 faste medlemmer, blandt andre briten Martin Parr og italieneren Paolo Pellegrin.