First things first, som de ville sige i Canada, Jim Receveurs hjemland. For det fortælles, at radiochefens efternavn udtales som receiver altså ’modtager’ eller ’radiomodtager’.

Men mellem dig og mig: Det er for godt til at være sandt, ikke? Det er bare, fordi du er radiomand, I siger det?

»Undskyld, men det er faktisk fuldstændig sandt! Det er et fransk navn, men hvis du går over og ringer til min mor hjemme i Prince Albert, Saskatchewan, så tager hun telefonen og udtaler det som ’receiver’. Men når vi er ude at rejse, er jeg nødt til lære mine børn, at hvis de hører navnet ’røsøvøør’ over højttaleren, skal de reagere«.

Receveur læner sig tilbage i læderstolen over for mig. Han er en atletisk 50-årig. Jeg havde forventet jakke og slips, ikke så meget fordi han er totalt nyudnævnt direktør for de seks radiostationer under SBS Media, men mere fordi han har været business man i godt 30 år af sit liv, langt mere end halvdelen.

I stedet er han i armygrøn polo med hvid T-shirt indenunder. Da vi lige kiggede indenfor i det store hjørnestudie, der åbner op ud mod hovedstadens rådhusplads og den visuelle kakofoni af kraner og byggebras, satte Signe Muusmand og en anden programvært med tatovering på højre lår, Jasper Ritz, fut i 80’er-musikken ved synet af netop dén polo.

SBS sidder næsten på den kommercielle radio
Nogle meter længere nede ad gangen her på den 1. etage, der huser SBS Medias seks radiostationer, sidder blandt andre Morten Ernst Lassen, programchef for Radio Klassisk, og sammensætter aftenens program bare sådan ligesom for at demonstrere, hvor bredt de netop sammengiftede kanaler spænder. I alt dækker SBS nu 90 procent af det, der bliver lyttet til af kommerciel radio i det her land.

Det har ikke altid været sådan. Mildest talt. Kommerciel radio er et nyt sted henne i Danmark.

LÆS OGSÅMediehus opkøber tre radiostationer

Man kunne ikke åbne en avis for 5-7-10 år siden uden at blive overdøvet af dommedagsbasuner: ’Lang vej til succes for radiomarkedet’ (2004), ’Braget der blev væk’ (2004), ’Radiobranche i opløsning’ (2005), ’Pengene fosser ud af den danske radiobranche’ (2008), ’Sidste chance for kommerciel radio’ (2008), ’Tre mand frem for en blødende radiobranche’ (2008) og ’Knas på kanalen’ (2010).

Og først i år er det vendt, blandt andet i overskrifterne i dagbladet Børsen, som har dækket branchen intenst i årevis: ’Kommerciel radio kaprer annoncemarkedet’ og ’Alt udsolgt hos SBS Radio’ hed det to gange i juni.

'Radio er en stor forretning'
Jim Receveur har været her i 23 år og taler en blanding af dansk og canadisk engelsk, som man skal gøre sig lidt umage for at følge med i.

Han lyder som en mand, der for længst har droppet at blive verdensmester i dansk, når han nu færdes i en branche – kommerciel radio – hvis lingo i forvejen er gennemamerikaniseret, og helt afslappet svarer han i lange sætningsguirlander.

Historien om dig og SBS, er det en erhvervs- eller en kulturhistorie? Det var jeg i tvivl om, da jeg forberedte mig.

Receveur klør sig i håret:

»Jamen, ... det er begge dele. Radio er en forretning – en stor forretning, men radio er også en del af folks hverdag og dermed kultur. Hvilken musik ka’ man li’? Hvad snakker man om? Hvad synes man er en nyhed? Hvem vandt i fodbold i går, eller hvordan går det i Mellemøsten, eller hvornår går Madonna på?«

»Når jeg taler med min programafdeling, er jeg kulturformidler, når jeg taler med salg og administration, er jeg forretningsmand. Men det kræver også betydelig kreativitet at sælge et produkt til annoncører. Hvilken musik skal vi spille for at holde på lytterne? Hvordan får vore annoncører mest for deres penge?«.

Hvis du skal fortælle om de øjeblikke i din karriere, du var mest lykkelig, er det da forretningsmanden eller programmedarbejderen, jeg skal spørge?

»Jeg er meget stolt over, at jeg i dag overtager alle SBS’ radiokanaler, det er klart. Men ellers havde ledelsen på en radiokanal i Prince Albert så meget tillid til mig, da jeg var 19, at jeg fik lov til at lave en stor markedsføringskampagne. Og så var jeg enormt stolt, da jeg sidste år modtog Radiodays’ hæderspris, valgt af mine kolleger, inklusive dem fra Danmarks Radio«.

Fjenden bor i Ørestad
Hov, Danmarks Radio! DR er et løsen, når man taler med Jim Receveur. Alt bliver målt og vejet i forhold til, hvad de har gang i ude hos mastodonten i Ørestad, og Receveur har tit nok proklameret, at DR er hovedfjenden.

»Hvis man forestiller sig medieverdenen som en playground ... en legeplads, så er DR the big bully, ham der tyranniserer de mindre drenge. Det så jeg med det samme, da jeg ankom til Danmark. Jeg kiggede over på ham tyrannen og vurderede, at han var en stor, muskuløs dreng på 100 kilo, mens jeg vejede 50 kilo eller deromkring. Jeg kiggede over på ham og tænkte: Skal jeg slås med ham?«.

Jim Receveur var til at begynde med tilknyttet Uptown Radio og blev senere chef for blandt andet Radio 100FM:

»Men så lagde jeg mærke til, at The Voice, den anden store spiller på det kommercielle marked, også var til stede på legepladsen, med cirka 55 kilos kampvægt. Så Voice og jeg kæmpede med hinanden i 20 år, mens bullyen bare voksede sig stærkere og stærkere og kiggede på os og glædede sig over at se os slås«.

»Jeg kunne ikke vinde over ham, men nu da vi har slået os sammen med seks kanaler i SBS Media, så kan vi. Vi kan ta’ DR, det kan godt være, at vi skal gå rundt om ham og angribe ham fra hver vores side, men vi kan ta’ ham«.

Fuldt styr på tingene
Receveur ser ganske blid ud, mens han formulerer en strategi, der kun kan kaldes krigerisk. Det er ikke SBS’ mening at konkurrere med DR’s P1. Han er helt ærlig om, at det kun er målgruppen i alderen 19-50, der er interessant for ham, det er dem, annoncørerne har øje for.

»Det er P3, der er vores største konkurrent«, siger han.

»Mange taler om, at DR sidder på 70-72 procent af det hjemlige radiomarked, men vi skal huske på, at når vi taler om lyttergruppen over 60 år, har de dem alle. Det marked er ikke os, det er ikke så interessant kommercielt. Men i gruppen 19-50 kan vi give DR kamp til stregen, og det er reelt første gang, vi har en chance«.

SBS Media har defineret sine seks kanaler – Radio 100, Radio Soft, Radio Klassisk, NOVA FM, The Voice, Pop FM – meget omhyggeligt, filet dem skarpe som pilespidser, så de hverken rammer lidt til højre eller lidt til venstre for deres mål, men direkte ind i gigantens hjerte.

»Vi ved nøjagtig, hvor ofte vi spiller hvor mange sange i de forskellige programmer«, siger Receveur.

»Vi har typisk en playlist på lidt over 350 titler, som vi for eksempel spiller tre gange om dagen i tre uger, hvorefter de skiftes ud. High rotation og high burnout kalder vi det. Det er klart, at Radio Klassisk har sine egne regler, men der spiller vi også hits. Det er bare hits, der er komponeret inden for de sidste 300 år«.

I sidder her på én enkelt etage på Rådhuspladsen, og derude i Ørestad i milliardbyggerier ligger DR. Er det ikke, som om I er fra Mars, og de er fra Venus – eller to andre dybt forskellige planeter?

»Nej, slet ikke. Det er lige nu, vi er i øjenhøjde med hinanden. Jeg kan ikke sætte en dato på, hvornår vi overgår dem, men det ender med at ske. Men jeg understreger, at det selvfølgelig kun handler om segmentet mellem 19 og 50 år. Det er særdeles realistisk. Som sagerne står lige nu, ligger vi kun 150.000 lyttere efter dem«.

'DR er udemokratisk'
Jeg er opvokset med DR og i forestillingen om, at DR er afgørende for, hvordan demokratiet, folkestyret og den kulturelle mangfoldighed har det. Hvis I og kommerciel radio vinder, kommer de ting så ikke i fare?

Jim Receveur slår ud med armene fra sin læderstol:

»Det kan jeg slet ikke se. Hvorfor dog det? Problemet er jo, at du kun har DR, og det er da så udemokratisk som noget. Det er mig, der skal tilbyde dig den anderledes tankegang, og vi sætter en ære i, at vore værter har forskellige meninger om livet og om verden. Hver station har sin separate profil«.

Det kommercielle radiomarked kom ud på den anden side efter en lang række år, der skræmte – eller klemte – livet af de fleste og efterlod nogle få aktører tilbage i stående positur på valen.

Jim Receveur har ikke hvæsset sine knive i godt 20 år for ingenting. Så spørgsmålet er, om jeg stadig skal møde ham på disse forholdsvis snoldede kvadratmeter over en antikvarboghandel og en 7-Eleven-butik, hvis jeg opsøger ham igen om en halv snes år, eller om han og virksomheden er flyttet til noget større.