Annonce
Annonce
Annonce
Medier 11. jul. 2012 KL. 11.46

Pressede fotografer søger private sponsorer på nettet

Aviser har ikke længere råd til ambitiøse projekter, så fotografer går nye veje.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

På ti dage er det lykkedes fotografen Jan Grarup at skaffe 70.000 kroner til sin næste fotoreportagerejse til Somalia.

Pengene kommer fra privatpersoner på især Facebook og Twitter.

Crowdfunding

Fænomen, hvor internetbrugere kan støtte projekter som f.eks. pladeudgivelser, fotoreportager, bogudgivelser og personer, der vil starte en business.

Ifølge Wikipedia begyndte det i 1997, da fans af den britiske rockgruppe Marillion via internettet samlede 60.000 dollar ind til bandets turné i USA. Også film som den newzealandske ’The Age of Stupid’ (2009) blev crowdfundet med 450.000 pund.

Der findes flere sites på internettet, hvor man kan blive crowdfundet. Det største er Kickstarter.com, hvor 24.000 projekter er blevet støttet af 2 millioner personer med 250 millioner dollar siden april 2009. Sitet Emphas.is er særlig målrettet crowdfunding for fotojournalistik.

Også på det danske site booomerang.dk kan man søge om crowdfunding.

Læs mere om Jan Grarups projekt her, hvor du også kan give støtte. (eksternt link)

’Crowdfunding’, hvor almindelige mennesker over internettet støtter forskellige projekter med mange små beløb, har eksisteret i en årrække inden for især genrer som musik og film.

Men nu er også fotografer i større omfang begyndt at bruge crowdfunding for at skaffe penge til deres ofte dyre reportagerejser. De medier, som før betalte for ambitiøs fotojournalistik, har nemlig ikke længere råd.

LÆS OGSÅFans betaler 19 millioner kroner for ufærdigt spil

»De store projekter bliver jo enten solgt til magasiner eller udgives som bøger, men begge dele er for nedadgående: Forlagene udgiver ikke fotobøger som før, for der er ikke det store salg i dem, og aviser og magasiner køber ikke så mange projekter mere. Og så må man jo finde et tredje ben for at få finansieret sine projekter«, siger Søren Pagter, der er leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Og i bund og grund er det måske ikke en dårlig udvikling. Selvfølgelig er det anstrengende for fotograferne, der skal samle penge ind, men deres historier kommer bredere ud på den her måde i stedet for kun at blive bragt ét sted«.

22.000 dollar til sikkerhedsvagter
Når Jan Grarup tyr til crowdfunding, er det, fordi det er blevet trangere tider på de magasiner og aviser, der normalt køber hans reportager.

Grarup, der tidligere har været ansat ved Politiken og i dag arbejder for bl.a. New York Times og magasiner som Süddeutsche Zeitung Magazin, GQ og Stern, har lavet flere reportager fra Somalia og Afrikas Horn, men oplever, at det er blevet sværere at skaffe penge til historier fra netop det område.

Jeg ville have det svært med bare at bede folk om penge.

Jan Grarup, fotograf

»Der er faldende oplag og faldende annoncesalg. Plus at det er en historie fra Afrika. Lige nu er det et land som Syrien eller historier om det arabiske forår, der trækker«, som han siger.

Hans rejse kommer til at koste 22.000 dollar alene til betaling af de sikkerhedsvagter, som han er nødt til at have, og det er de penge, han nu forsøger at rejse via crowdfunding.

Han mangler stadig godt og vel 63.000 kroner. De, der støtter, får et signeret eksemplar af det billede, der ses her på siden.

»Jeg ved godt, at mange af de projekter, der bliver crowdfundet, ikke tilbyder noget, men jeg ville have det meget svært med bare at bede folk om penge; så får jeg en fornemmelse af tiggeri«, siger han.

En vigtig sag
Både Jan Grarup og Søren Pagter tror, at crowdfunding er vejen frem, og det vidner de sites, der oftere og oftere popper op på internettet, om.

Men det skal være et godt projekt, før folk vil støtte – og ikke som f.eks. en newzealandsk fotostuderende, der via sitet createafund.com søgte om 7.000 dollar til et nyt kamera. Han fik kun 13 dollar.

»Hvis man har noget på hjerte og kan forklare folk, hvad det handler om, kan man også engagere dem. Det vigtige er, at folk skal have en fornemmelse af og en forståelse for, at det her er en vigtig sag«, siger Jan Grarup, der dog også advarer mod overdreven brug af crowdfunding, så folk bliver trætte af at støtte.