Lad mig med en lettere omskrivning af den amerikanske forfatter E.B. Writes’ ord begynde med at bringe en advarsel:

At skrive om sex er som at dissekere en frø. Dyret risikerer at dø af det. Jeg siger det bare. Men nogle gange er det nødvendigt at risikere et dødsfald. Lige nu for eksempel.

Forestil dig en seng i en lille dunkel lejlighed i New York. Den unge mørkhårede mand Adam ligger oven på den unge mellemblonde kvinde Hannah. Han stønner:

»Kan du li’ det?«.

»Ja, jeg kan li’ det«.

»Hvad kan du li’?«.

En anelse tøvende svarer hun:

»Jeg kan lide alt, hvad du gør«.

»Jeg vidste, da jeg fandt dig, at du ville have det på den måde«.

»Fandt mig?«.

»På gaden! Hvor du gik alene«.

LÆS OGSÅKvindekønnet træder i fokus i nye amerikanske tv-serier

»Nej, vi mødtes ikke på gaden, men til en fest ...«, indvender Hannah og fatter så, at Adam er i gang med at fantasere højt:

»Åh, gud ja, på gaden, ja, på gaden«.

»Du var en lille junkie. Du var kun 11. Og du havde din fucking kålhoveddukkemadkasse med«.

Ikke særligt overbevisende forsøger Hannah at bringe fantasien videre:

»Ja, og jeg blev virkelig bange for dig«.

Adam trækker sig ud, med et elastisk klask hiver han kondomet af og masturberer vildt på sig selv. Vi ser hans nøgne krop skråt fra siden, armen, der hamrer frem og tilbage med en rytmisk lyd og ophidselsen i hans stemme:

»Fuck ... du er en beskidt lille luder, og jeg vil sende dig hjem til dine forældre dækket i sperm«.

Frigørelse?
Tv-serien ’Girls’ om en gruppe middelklasseunge i 20’erne fra Brooklyn, New York, hvorfra ovenstående scene stammer, er et af to kulturelle fænomener, der netop nu diskuteres i USA.

Det andet fænomen er den engelske romantrilogi ’Fifty Shades’, også om en pige i sine 20’ere, der indleder et forhold til en rig farliglækker forretningsmand med en forkærlighed for reb, kæder, piske, håndjern, kugler og hvid bomuldssnor.

De to, både serien og bogen, slås i hartkorn og er af flere kommentatorer blevet set som et udtryk for en tendens til, at moderne kvinder, når det kommer til privatlivet, ikke har fattet, hvad kvinder før dem forstod: nemlig at sex også er politisk, og at mandlig aggression i sovegemakkerne er undertrykkende. Ak, de yngre kvinder er ukritisk vendt tilbage til tiden før kvindefrigørelsen og har dermed solgt ud af de hårdt tilkæmpede frihedsidealer.

Og rigtigt nok, her i serien og i bøgerne er det kvinden, der umiddelbart underlægges mandens fantasi. Eller som den 24-årige hovedpersonen Hannah i tv-serien en passant fortæller sin ekskæreste – der for øvrigt er sprunget ud som bøsse – på en bar:

»Jeg ser denne her fyr, og nogle gange lader jeg ham slå mig på siden af kroppen«.

Det er selvfølgelig et moderne demokratisk no go: Mand slår kvinde, mio Dio! Og det er noget, der har fået mange til at undre sig, her milliarder af år efter at Simone de Beauvoir greb pennen, og 14 år efter at serien ’Sex and the City’ i første afsnit spurgte: Kan kvinder have sex som mænd? Og brugte et årti på at forsøge at besvare spørgsmålet igen og igen, egentlig uden held.

Jeg har læst den rekordsælgende bog, som udkommer på forlaget Rosinante denne måned – og som for øvrigt har resulteret i, som NBC News forleden kunne rapportere, at bomuldssnor er efterspurgt som aldrig før og mange steder er udsolgt hos amerikanske isenkræmmere.

Og jeg har set første sæson af den omdiskuterede emmynominerede serie, som er købt af DR og skal vises på det nye DR 3. Men modsat mange af de amerikanske kommentatorer vil jeg påstå: Vi står i virkeligheden over for en lille revolution – når det gælder sex i mainstreamkulturen.

Frigørelse kan antage mange former, og der er – selv om den 11-årige junkie med sin madkasse selvsagt spøger i baghovedet – ingen grund til, at vi bekymrer os for Hannah og hendes medsøstre.

Bekymringen derimod reserverer vi til noget helt andet.

Talent.  Den 26- årige newyorker Lena Dunham er både hovedrolleindehaveren og skaberen af den kontroversielle tv-serie 'Girls'. Foto: AP

Holy cow
»Jeg vil gerne have ’Fifty Shades’ – det er til research. Jeg er journalist. JOUR-NA-LIST«, sagde jeg forleden til den mandlige ekspedient hos boghandleren og fik lyst til at flå noget Günter Grass ned fra reolen i tilfælde af, at ekspedienten ville mistænke mig for at have et kønsliv. Men det var helt umuligt at nå. ’Fifty Shades’-trilogien lå allerede i det engelske bokssæt på disken helt tæt på kassen som kondomerne i Føtex.

»Vi sælger mange om dagen«, sagde den venlige ekspedient beroligende og skubbede sine briller op på næsen med sin pegefinger.

»Rigtig mange«.

Jeg gik tilbage til kontoret. Slog op på første side. Da en dør smækkede på gangen en times tid efter, for jeg sammen. Hvem er jeg? Hvor er jeg? Den 22-årige universitetspige Anastasia Steele havde stadig en intakt mødom. Der havde stadig ikke været nogen nævneværdig sex, selv om jeg nærmede mig side 100.

Så jeg læste videre. Og hvis der er noget, bogens forfatter, E.L. James, denne 48-årige engelske kvinde, der er mor til to store sønner og gift med sin mand Niall gennem 20 år, kan, er det at skrive Anas indre monolog om hendes flirt med den flygtige og småintimiderende Christian Grey i små sætninger, der nærmest læser sig selv, med suspenseeffekt, så man vender næste side.

LÆS OGSÅHusmorporno er det nye årtis svar på Harry Potter

Og pludselig gik det løs, på omkring side 112, hvor jeg da også var nået til et punkt, hvor jeg havde påskønnet selv en faktuel forplantningsbeskrivelse i en biologibog på HF’s B-niveau. Tre gardinsvingende orgasmer senere (Anastasia Steeles, mind you! Jeg var faktisk på arbejde) måtte jeg alligevel undre mig over, hvordan forfatteren gjorde.

For det var ikke god prosa, men som at skøjte igennem en ungdomsbog, hvor udbrud som ’holy shit!’, ’holy cow!’ og ’holy Moses!’ var drysset med løs hånd ned over siderne, især de mest intime steder.

»Jeg tror ikke, at nogen råber holy cow under deres første orgasme«, som den amerikanske forfatter og feminist Erica Jong meget rigtigt har indvendt et sted.

Men omvendt: Alle forsøg på erotiske beskrivelser, jeg selv havde forsøgt mig med i egne tidligere bøger, havde jeg været nødt til at skrotte, da de ved første gennemlæsning var så tåkrummende, at jeg risikerede at sprede ortopædisk elendighed over land og by.

Velopdragen sadomasochisme
Det er svært at skrive om sex. Og når først E.L. James er i gang, kan hun kan blive ved. Og ved. Og ved.

Og det, hun gør, den pressesky forfatter fra London, der egentlig hedder Erika Leonard, hvis man skal nærme sig det en lille smule (og det er her, frøen begynder at lide dødskramper, jeg ved det), er at beskrive den fysiologiske fornemmelse, som Ana har: Der er ingen pudrede metaforer À la Anaïs Nin, som risikerer at skabe distance med sit poetiske forlangende (gummiplantens saftfyldte blad og silkehud er der intet af her), men vi taler helt basalt om ’det ydre øre’, ’kæbe’, ’underlæbe’, ’tommelfinger’ og ’køn’.

»Hver femte ord kunne have været serbokroatisk, og jeg ville stadig have fortsat læsningen, for E.L. James’ evne til at bygge forventning op til et klimaks er helt i top«, har den engelske forfatter bag romanen ’Scandalous’, Martel Maxwell, jublet på Huffington Post. Hun er en af de intelligente voksne kvinder, der således har valgt at leve med afsnit såsom:

»»Jeg har tænkt mig at kneppe dig nu, frøken Steele«, mumler han, mens han placerer hovedet på sin erektion ved indgangen til mit køn.

»Hårdt«, hvisker han, og han banker ind i mig«.

Men samtidig må man indvende, at Christian Grey må være sadomasochismens mest velopdragne flinkerfyr. Han er besidderisk, ja, men aldrig har en romanperson så mange gange spurgt: »Er du okay?«, »Hvad har du lyst til?« og »Er du o.k.?« igen. Selv når det gælder kondomet, er han en dygtig dreng.

Læserne vil have sex
»Det er min midtvejskrise skrevet med stort«, har forfatteren selv sagt til NBC News. »Alle mine fantasier er med, og længere er den ikke«.

Her får vi nok en af nøglerne. Alle obligatoriske rekvisitter fra sadomasochistens ABC er med, men de er i brug på en måde, så man ikke risikerer at få sin earl grey med letmælk i den gale hals.

Forfatterens egen bagatellisering til trods har hendes midtvejskrise vist sig at have temmelig store konsekvenser.

For selv om ’Fifty Shades’ først belejligt fik det lettere fornedrende mærkat mommyporn, som om det allerede befandt sig i et kønshierarki, hvor den mandlige porno i så fald måtte være den mest autentiske ægte vare, kunne ugemagasinet Newsweek i forbindelse med sin forsideartikel i midten af april slå fast, at den betegnelse ikke stemmer overens med bogens demografiske udbredelse.

LÆS OGSÅErotiske bøger sparker konkurrenter af banen

Den læses af kvinder i tyverne. Kvinder i trediverne. Og kvinder i fyrrerne. Med mere. I knap 40 lande.

Desuden: E.L. James er nu på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer, bøgerne er solgt i over 30 millioner eksemplarer alene i USA og England og har netop slået Harry Potter af pinden som verdens hurtigst sælgende paperback.

Og her er seneste bizarre nyhed: Et babyboom som følge af bogens effekt på sine læsere kan være undervejs, spåede en engelsk professor i avisen Daily Mail forleden. For læserne vil have sex.

Bestseller.  E.L. James har solgt 30 millioner eksemplarer af bogen 'Fifty Shades'. Foto: AP

Feministisk brandudsalg
’Smæk går mainstream’. Sådan lød overskriften på forsiden af Newsweek netop i forbindelse med ’Fifty Shades’ og tv-serien ’Girls’. Og pludselig var det i virkeligheden, som om sexdebatten gik mainstream. I et utal af amerikanske og engelske medier, papir såvel som på internettet og tv, var kvinders nye tendens til underkastelse til debat.

»Gik Gloria Steinem på barrikaderne for dette?«, skrev Frank Bruni i sin klumme i avisen The New York Times.

Og i magasinet The New Yorker skrev Margaret Talbot i sin klumme, at netop sexscenen, som jeg beskrev i begyndelsen mellem tv-seriens Hannah og Adam, var »solipsistisk nichesex, der havde lånt sine forventninger fra pornografien, hvor manden mærkeligt og arrogant nok føler, at han har ret til at få tilfredsstillet sine specifikke fantasier«.

Forargelsen og skuffelsen var til at fornemme.

For mens den feministiske moderfigur Gloria Steinem jo netop havde lagt alle kræfter i for at fortælle unge kvinder (og mænd), at sex og aggression på ingen måde var synonymer – men at det udelukkende var noget, som kvinder var opdraget til at tro – var disse unge kvinder, Ana og Hannah, pludselig i gang med at holde brandudsalg af de feministiske mormødres arvesølv.

Alligevel må den voldsomme reaktion undre. Bevares, man kan ikke ligefrem sige, at det ser ud til, at de unge kvinder og mænd forstår at bolle sidelæns (pardon my French) i ligestillingens navn, ja, faktisk fremstilles en meget følsomt elskende ung mand i serien ’Girls’ som verdens kedeligste knald. Så han fyres.

Men bliver man hængende til slutningen, vil man også opdage, at de unge kvinder i både serien og bogen forlader deres partnere, simpelt hen skrider på et tidspunkt ud fra en følelsesmæssig erkendelse, hvilket ret beset også tog selveste Erica Jongs 29-årige alter ego, Isadora Wing, lidt tid at nå i ’Luft under vingerne’ fra 1973.

»Jeg kan ikke blive. Jeg ved, hvad jeg vil have, og det kan du ikke give mig, og jeg kan ikke give dig, hvad du har brug for«, siger Ana for eksempel i ’Fifty Shades’. Og så går hun.

I stedet for at se bogen som en feministisk forfaldshistorie bør man, vil jeg mene, se den som udtryk for en tendens til, at læsere søger de erotiske bøger, hvor tanker for en gangs skyld må få lov at være toldfri. Og er det overhovedet en forbrydelse, hvis den erotiske litteratur vælger at være fuldkommen apolitisk? Det er et dilemma, hvor min venstre hjernehalvdel har tendens til at svare ja, mens min højre har tendens til at svare nej.

Drift minus politik
Spørgsmålet vender jeg derfor med forfatter Kristina Stoltz, der i maj udgav den roste erotiske novellesamling ’Kød’. Som praktiserende forfatter har hun været nødt til at træffe et valg. Og hendes svar lyder:

»Det duer ikke at være politisk, når man skriver erotisk. Jeg vil kalde mig selv feminist, men samtidig er jeg bevidst om, at jeg ikke kan skrive med feministen i forgrunden, når jeg skriver erotisk. Så ville jeg intet få skrevet, fordi jeg ville bremse mig selv, hver gang der var tegn på underkastelse«.

Så selv om Kristina Stoltz understreger, at den kvindelige seksualitet rummer meget mere end en drift efter underkastelse, og at der i hendes noveller er flere bud på kvinden som forføreren, har også underkastelsen fået en plads et sted i forfatterens novellesamling, nemlig i fortællingen om en yngre kvinde, der tiltrækkes af en ’fed, klam mand’. For, som hun siger:

»Underkastelse er også en del af vores seksualitet og erotiske liv, og i en seksuel kontekst er der både magtspil og måske en dødsdrift på spil«. Det er vigtigt at give plads, understreger forfatteren:

»Politik og drift hænger ikke sammen, og vi kan ikke tage det politiske med ind i soveværelset. Men det betyder jo ikke, at vi skal være underdanige og ikke længere er ligestillede, når vi rejser os fra sengen«.

Nogle gange antager den erotiske litteratur nye former. Andre gange ikke så nye former. ’Fifty Shades’ omfavner ubekymret pigedrømme og plakatfantasier og går målrettet efter læserens askepotsyndrom.

Og på den vis favner den på bredest muligt måde en tendens til erotisk litteratur, som viser sig på alle niveauer for tiden – fra internationale genudgivelser af Anaïs Nin til moderne og mere eksperimenterende nyudgivelser af Kristina Stoltz, Lotte Garbers og Kirsten Hammann, der i sin ’Se på mig’ læner sig op ad det pornografiske flere steder.

Det, der imidlertid burde give anledning til jamren i forhold til ’Fifty Shades’, er snarere: At denne bog, der står allerforrest på disken for tiden, begynder med sætningen: »Jeg skuler med frustration til mig selv i spejlet. Pokkers til hår – det vil bare ikke opføre sig ordentligt ...«.

Må jeg her have lov at låne et holy Moses!

Porno overalt
Men vi slutter, som vi begynder. I Adams lejlighed i New York.

»Hvor er du på vej hen?«, spørger han fra sin seng næste morgen.

Hannah har tøj på og taske over skulderen.

»Kan du ikke huske det? Jeg er en beskidt lille luder, som er på vej hjem til sine forældre dækket med sperm?«.

»Hvad?«, udbryder Adam og kigger undrende på Hannah. Så drejer han skamfuldt ansigtet væk.

Alverdens velmenende bekymringer for Hannah til trods er det netop pointen: Hannah, som spilles af manuskriptforfatteren og instruktøren selv, det 25-årige stortalent Lena Dunham, er ingen stakkel.

LÆS OGSÅDansk forlag satser på erotisk litteraturbølge

Serien handler om så meget mere end sex, men fordi den foregår blandt en gruppe middelklasseunge i den vestlige verden, handler den også om sex. Og når den handler om sex blandt netop disse unge, må den uvægerlig også handle om porno.

Som Lena Dunham selv har sagt i et interview i New York Times:»Fyre på min alder ser enormt meget porno. Da jeg begyndte at kysse med drengene, kan jeg huske, at jeg lagde mærke til ting, særlige måder at opføre sig på, hvor jeg tænkte: »Du kan umuligt have lært det andre steder end på YouPorn.com««.

Dels er scenen et seksualportræt af den generation, der har haft mere eller mindre fri adgang til pornosites, fra det øjeblik de blev kønsmodne og kunne logge på deres lektiecomputer.

Dels er sexscenen i kraft af Hannahs passivitet ikke kun et eksempel på kvindelig underkastelse, men snarere et fint, særligt og enestående portræt af en ung kvinde, der har et sammensat, famlende og uperfekt kærlighedsliv, som man nu engang har.

Fortsættelsen på den seksuelle revolution
Hun har svært ved at få fucking og forelskelse til at gå lige op. Lyder det bekendt for nogle af jer, der engang var 24?

Som Elaine Blair, en af de eneste kommentatorer, der hylder den omdiskuterede scene, skriver i The New York Review:

»Hannahs dilemma er udbredt i det virkelige liv, men det er ikke et, du ser ofte, hvis nogensinde, på film. Derimod vier romantiske komedier (og deres tv-variationer) deres energi på at tilsløre de mulige kløfter, der er mellem venskab, tiltrækning og intens seksuel ophidselse«.

Og Hannah har faktisk slet ikke brug for vores hjælp. Hun er en sjov, højt begravet, egoistisk, forelsket, charmerende og neurotisk, ung kvinde, der har forfatteraspirationer og skriver eksistentielle essays, og som har så tilpas meget selvtillid, at man er helt rolig, når hun også møder afvisning og nederlag. Er der bare lidt Hannah i ungdommen, er ungdommen i sikker havn, vil jeg mene.

Det, serien ligefrem gør, er at give en slags modgift til Hollywoods fordrejede, men udbredte fremstilling af, hvad sex mellem mennesker egentlig går ud på.

»En dosis porno, doseret med omtanke af en ekstremt intelligent instruktør, kan redde cinematisk sex. Jeg ville ikke have troet det, hvis ikke jeg havde set ’Girls’«, skriver Elaine Blair.

Det ville jeg heller ikke. Og mit kulturelle liv havde været en del fattigere.

Så om man kan lide det eller ej. Det var jo også netop disse korte, uforpligtende flerstrengede forhold, gode og dårlige, som Gloria Steinem og hendes medsøstre gik på barrikaderne for.

Og sådan er det blevet: Middelklassens unge kvinder og mænd i deres tyvere og tredivere er sat fri til at have et mangfoldigt uforpligtende voksenliv, hvor de i frihedens navn har mange møder – også svære, seksuelt uforløste, eksperimenterende og famlende. Det får man flere venner, flere aborter og flere kønsvorter af – som Hannah i serien – men det er også friheden.

At se serien ’Girls’ som en modsætning til kvindekampen er derfor at misse pointen. Tv-serien forstår at give os fortsættelsen på den seksuelle revolution – på godt og ondt – der med tiden, som også skribenten Elaine Blair lader antyde, er blevet en social revolution. Man havde ikke lige set den komme. Men den er her.

En død frø
»Det var virkelig godt. Det var så godt«, siger Hannah uden den store overbevisning, da Adam er kommet ud over hendes bryster.

»Jeg kom næsten«.

»Vil du have en energidrik?«, spørger han.

»Hvilken smag har du?«.

»Appelsin«.

»Nej, jeg er o.k.«.

Det ved vi, hun er. Og de andre i hendes urbane familie.

Frøen derimod, og jeg beklager virkelig, ser nu ud til at være fuldkommen livløs. Død er den. Stendød.