Jeg gik rigtig meget op i fodbold, indtil jeg som 16-årig blev syg af leddegigt, sad i kørestol i et år og fik at vide, at det ville følge mig resten af livet.

Den røde tråd
Det ene billede er af den fodboldbane, jeg som barn spillede på, og som ligger i Fårvang mellem Viborg og Aarhus. Det er ensomhedens fodboldbane med fodspor af børn. Også jeg har sat mine fødder der engang, men jeg er nu betragteren, der længes efter det uopnåelige.

Manden på det andet billede flyttede ind i den gamle rødstensvilla, jeg flyttede fra i 1977, da jeg var syv år. Han hedder Karsten.

Fotografen

Joachim Ladefoged

Født 1970. Fotograf med udstillinger i ind- og udland bag sig. Ansat på Politiken 1995-1998 og 'nominee' til fotogruppen Magnum 2000-2001. Kåret til årtiets fotograf af Fagbladet Journalisten.

Arbejder nu for magasiner som The New York Times Magazine, The New Yorker, MARE and TIME.

Priser: Visa D'Or, World Press Photo, POYi, Eissie, Agfa og Årets Pressefoto.

Kamera: Digital Canon på stativ.

Fotobogen 'Tiden efter min tid' udkommer i begyndelsen af 2013.

LÆS OGSÅSikke en billedskat danske pressefotografer har skabt

Det er fra mit kunstprojekt 'Tiden efter min tid', hvor jeg sætter landskabsbilleder sammen med billeder af mennesker, der nu bor i de huse, jeg engang har boet i. En slags danmarksfortælling med mig som den røde tråd. Der er mange gode minder, men også sorg.

Danmark og mit liv
Det kan være svært at gå hen og banke på en dør og sige: »Hej, må jeg tage et billede af dig, jeg har boet i dit hus engang. Du kommer til at bidrage til et bogprojekt, som handler om Danmark og mit liv. Og du skal ikke regne med at genkende dig selv«.

Ofte ringer jeg først, men jeg har også afleveret et brev og mødt folk, når de har været på vej ind i deres hus.

Et af stederne ville de ikke have vist deres ansigter, men jeg tog i stedet et billede af deres gardiner, og et andet sted lod en ældre kvinde sig fotografere med bar overkrop på sin seng. I mange af billederne ligger folk i sengen eller på deres sofa.

Grænseoverskridende ro
Jeg siger måske: »Det kunne være fedt, hvis du tog din trøje af«. Jo mere tøj man tager af, jo mere grænseoverskridende er det for både mig og personen. Men Karsten var med på den. Jeg foreslog, at han lagde sig på sofaen, og så lagde han sig i netop den stilling. Jeg tænkte: Der har vi det. Det er smukt. Det er roligt.

LÆS OGSÅMessi indtager en helt ny forside

Jeg skyder billederne på stativ og bruger lang lukketid og får på den måde mig selv og personen, jeg fotograferer, til at falde til ro. Jeg nærmest tvinger mig selv til ikke bare at fyre den af, men at komme ned i gear.

Foto:  Joachim Ladefoged
»Sådan vil jeg ikke ende«
Det oplagte for mig, når jeg bliver spurgt om, hvad mit bedste billede er, ville måske være at vælge et billede af død og ulykke i Albanien eller en mand med en Kalasjnikov. Men det hører min fortid til.

Jeg stoppede konsekvent med at lave reportage fra krig, da jeg fik mit første barn i 2001. Jeg havde ikke lyst til at dø i krig, det ville være tåbeligt. Min kone og jeg troede ellers, at vi skulle bo i Paris, London eller New York uden børn, men så mødte jeg fotografen Tom Stoddart til en masterclass, da jeg var 29 år.

Han fortalte, at han var blevet 50 år og ikke havde fået børn. Han tog stadig ud og lavede krig, og der var ingen til at tage imod ham, når han kom hjem. Når han drak sig fuld, blev han samlet op af folk, der også var fotografer.

Jeg tænkte: »Sådan vil jeg ikke ende«. Min kone sagde: »Lad os få nogle børn«. Jeg var netop kommet med i Magnum, og den beslutning gjorde, at jeg røg ud.

Ser fremad ved at se bagud
Mit billedsprog har udviklet sig - jeg er træt af den gamle reportageskole. Jeg har levet i 42 år og har tre børn, og det er dem, der har fået mig til at se fremad ved at se bagud. Hvilke fodaftryk har vi sat? Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med livet?

'Tiden efter min tid' handler derfor heller ikke kun om mig. Men om livet.

Jeg ønsker, at folk skal få deres egne flashbacks og tænke: »Findes det sted, hvor jeg løb rundt. Og hvem mon bor i det hus, jeg boede i som barn?«.