En ung, dygtig, men også ubefæstet juridisk kandidat shanghajes til en stilling som advokatfuldmægtig hos stjerneadvokaten Patty Hewes.

Hun har ry for at være knusende kompetent samt kold som indlandsisen. Og det kommer hurtigt til at stå klart for den gode Ellen Parsons, at hun er steget om bord på en galej, hvor eneste undskyldning for ikke at give sig 120 procent i jobbet er ens egen død.

Belønningen er til gengæld at blive uddannet af en sagfører, der både er kynisk, despotisk og forfængelig. Spørgsmålet er, om hun også er ond? Og i den usikkerhed ligger serien ’Damages” kvalitet.

For det er en konstant nagende tvivl hos såvel seriens figurer som dens tilskuere, der tegner sig for en ganske god del af den fascinationskraft, de fire sæsoner hver især besidder, med anden sæson som den mindst vellykkede.

LÆS OGSÅ Glenn Close er for kvindelig til at spille mand

Problemer i bagagen
Patty Hewes har selvfølgelig sine grunde til at være, som hun er. Intet menneske er som bekendt en ø, men en del af det kontinent, man kalder samfundet. Og alle har en historie, de kæmper med på den ene eller den anden måde.

Pattys er ikke af de lykkeligste, men sådan er det jo ofte i fiktionens verden. Lykkelige barndomme skaber ikke gode hovedpersoner.

Ellen Parsons har også sit at bakse med. Til at begynde med er hun forlovet med en dejlig ung læge, men det ligger ligesom i kortene, at det snarere ender med en blues end med en Lily-model.

Desuden er hun velsignet med en god gammeldags familie, hvor faderen er en stivstikker, moderen en livsløgner og søsteren et fjols. Og hendes familie bakker hende ikke op i forhold til karrierevalg. Nej da.

LÆS OGSÅ'Mad Men' fører Emmy-kapløbet - igen i år

Moderen synes, at hun meget hellere skulle se at få sig nogle børn og skrinlægge sine juridiske ambitioner – og da faderen på et tidspunkt får brug for en advokat, går der for alvor hat og briller i relationen.

Men det er ikke primært intimsfæren og de med den forbundne problemer, der er det mest interessante ved ’Damages’. Familie- og kærlighedsliv tjener som nuancerende og kvalificerende elementer i en historie, der har en overordnet lang handlingstråd per sæson.

Og første sæson er noget af det mest infamt spændende og velspillede, denne tv-kritiker har stiftet bekendtskab med længe.

Fin erstatning til Frost
Patty Hewes og hendes håndgangne folk fører et gruppesøgsmål mod erhvervsmanden Arthur Frobisher, som spilles af Ted Danson, der i øvrigt med den rolle befæster sin position som en af de absolut bedste tv-skuespillere. Sideløbende hermed kører også historien om, hvordan det gik for sig, at Ellen Parsons endte med at gå halvnøgen rundt på gaden, indsmurt i blod.

Disse historier fortælles i to forløb, der er tidsmæssigt forskudt i forhold til hinanden, sådan så man som seer, efterhånden som sæsonen går, får mere og mere indsigt i, hvad der fører op til den aktuelle situation. Flere og flere brikker til puslespillet; mere og mere information om, hvilken rolle Patty Hewes har spillet i de forskellige forløb.

Glenn Close spiller sin rolle som jurafurie og magtkvinde med frygtindgydende overbevisning. Hun kombinerer den psykopati, hun fremstillede i Adrian Lynes ’Farligt begær’, med den snu, manipulerende skarphed, hendes markise de Merteuil besidder i Stephen Frears filmatisering af Choderlos de Laclos’ barokroman ’Farlige forbindelser’.

LÆS OGSÅ'Game of Thrones' er et stort udstyrsstykke med indre mangler

Og danner dermed et perfekt kontrapunkt til Rose Byrnes ferske, men opvakte Ellen Parsons. Og den duo kompletteres til en trio af Tate Donovans karakter, advokaten Tom Shayes, der må lægge ryg til sin chefs luner og praktisk talt stille op til hvad som helst.

Den dybe menneskelige indsigt er måske ikke til stede. Og man finder ikke den eksistentielle dimension, der eksempelvis udmærker en serie som ’Sopranos’ eller ’Mad Men’.

Men holdt man i sin tid af Stephen Bochcos ’L.A. Law’ (på dansk ’Advokaterne’) og ’Forsvarerne’, vil man forstå at sætte pris på ’Damages’. Ikke mindst fordi den rent narrativt er afviklet på nærmest sublim maner.

Brugen af ikke-lineær fortælling, vildspor og forskydning er ypperlig og bærer mindelser om eksempelvis en film som Christopher Nolans begavede ’Memento’. Samtidig er den som krimi og thriller betragtet aldeles meget mere spændende end de fleste afsnit af ’En sag for Frost’, som har været på tapetet for Gud ved hvilken gang denne sommer.