Efterårets tv-sæson er nu for alvor gået i gang og byder på et ondt overflødighedshorn af diverse former for realityfjernsyn, som i lighed med så meget andet i den moderne verden såsom indkomstskat, tribaltatoveringer og frugtte tilsyneladende er kommet for at blive. Sådan er det.

Gamle formater føder nye i et væk. Og derfor giver det ingen mening overhovedet at kaste sig ud i grådkvalt jammer over tv-tingenes tilstand samt seernes åndelige niveau i almindelighed og realitydeltagernes i særdeleshed.

Det kan godt være, at man kunne ønske sig andet og mere end unge mødre, snotdumme unges dødsdruk samt en håbefuld families liv i en celeber soveby nord for København. Men sådan spiller klaveret nu engang ikke.

LÆS OGSÅUdskældt reality-program nægter at dø

Straf eller belønning
Der er masser af mennesker, som gerne vil se både Adam Duvå Hall og hans på alle måder udfordrede cast af ungdomar i ’Fristet’ og efterfølgende følge med i, hvem der erhverver sig den tvivlsomme ære af at komme på date med Frederik Fetterlein, forhenværende tennisspiller og nuværende fallent – samt bivåne, hvordan det går med Gustav og Linse, når de indtager fjernere himmelstrøg med henholdsvis gargantuanske silikonebryster og håndled så løse, at man er angst for, at hænderne ryger af, hvis ejermanden forsøger at skrue proppen af en ketchupflaske.

Pseudo-celebs together outrageously, for nu at sende en hilsen til Pamela des Barres og hendes slæng af groupier fra de glade 1970’ere, hvor det at knalde med rockstjerner var en måde at få et snif af berømmelsens sødme på.

LÆS OGSÅ Fallenten Fetterlein scorer flere seere end 'Big Brother'

Det, man derimod kan tillade sig både at rynke på næsen ad og såmænd også blive en kende elegisk over, er den dybt forudsigelige form og fremstillingsmæssige logik, der præger disse programmer, hvad end de så handler om Oliver Bjerrehuus’ kvaler med kæresten eller almindelige menneskers hovedløse hoppen i ’Luksusfælden’.

Den er nemlig så primitiv, at det er til at tude over – og selvfølgelig hamrende effektiv og kynisk skræddersyet til kommercielt fjernsyn.

Først lokker man seerne i gyngen med teasers for de enormt spektakulære løjer, der følger i løbet af programmet. Så fortæller man lidt af episodens historie, inden man afbryder, måske med udsyn til de enormt spektakulære løjer, der følger senere i afsnittet. Når man så vender tilbage, skal der lige rekapituleres, så eventuelle nytilkomne seere – og dem med korttidshukommelse som guldfisk – ikke går glip af guldkornene.

Og desuden viftes der med godbidder fra de enormt spektakulære løjer, der følger. For genrens fortællemæssige logik er alene bygget op omkring stærke emotionelle udladninger, seerne umiddelbart kan relatere til: gråd eller glæde.

Og omkring den akse drejer et univers, hvor alt er sort eller hvidt. Hvor ting hænger sammen og giver mening. For enten vanker der straf eller belønning.

Degraderer seerne
Bortset fra til seerne, der får lystgevinsterne under alle omstændigheder. Det er nemlig lige så lækkert med et godt sammenbrud og en tudetur som jubellykke og ekstase.

Og ved at vifte med de mentale viktualieprodukter vænner man seerne til at sidde og savle som Pavlovs forudsigelige hunde.

Man degraderer seerne fra at være tænkende væsener til kun at reagere på ganske bestemte stimuli, ikke reflektere over nuancer eller kritisk identificere sig.

Men ved at spille så håndfast på en så simpel følelsesmæssig struktur hos seeren, fjerner man også elegant opmærksomheden fra det forhold, at realityfjernsyn absolut har lige så lidt med spontant forekommende virkelighed at gøre, som en pose småkager har med helsekost.

LÆS OGSÅBankrøver og brystbombe kæmper for en plads i realityshow

Realitybetegnelsen nasser på den oprindelige dokumentargenres anseelse og lødighed ved at betjene sig af mennesker, der optræder under egne navne i en ikke fiktionaliseret virkelighed, men er reelt lige så konstrueret som en hvilken som helst roman eller kriminalserie.

Man må beundre den iver og ildhu, med hvilken producenterne bag realitykoncepterne inddæmmer stadig nye områder. Desværre bliver man også efterfølgende nødt til at erkende, at der blot er tale om mere af det samme og strukturelle gentagelser; blot skrues der konstant op for virkemidlernes potens: endnu mere skandaløse personager, frivolitet, dumhed, tatoveringer og flagrant mangel på social empati.

Det er et på alle måder hundsk foretagende, hvor der sniffes numse for rullende kamera enten symbolsk eller reelt.

Næste skridt bliver måske, at der tones rent flag: Vruf, vruf.