Ivrige journalister, der kimer personer ned, som har været ramt af en traumatiserende oplevelse, kan være med til at skubbe ofret endnu længere ud i mørket.

Det fortæller ledende psykolog i Beredskabsstyrelsen Henrik Lyng.

Kirsten Sandvad Hansen mistede for to år siden sin mand ganske pludseligt. Han blev stukket ned af en psykisk syge person, som han passede.

I en kronik i Politiken beskriver hun i dag, hvordan ufølsomme journalister, der ikke respekterede et nej, har gjort det svært for hende at komme videre:

LÆS KRONIK Min dræbte mands ære blev krænket i pressen

»Den ovenfor (i Kroniken, red.) kritiserede journalistik har bragt en dyb smerte med sig, som vel er helt unødvendig. Jeg taler ikke mod ytringsfrihed, men hvis journalister blev underlagt nogle etiske regler, som det havde alvorlige konsekvenser at bryde, ville meget personlig smerte kunne undgås«, skriver hun blandt andet.

Uddannelser klæder ikke journalisterne på
Politiken.dk har ringet rundt til landets tre journalistuddannelser i Aarhus, Odense og Roskilde. Ingen af stederne er der konkret undervisning i, hvordan journalister skal tackle interviewsituationer med folk, der har været udsat for noget traumatiserende, og det er beklageligt, mener Henrik Lyng.

En forkert håndtering kan nemlig, som Kirsten Sandvad Hansen er et eksempel på, have alvorlige konsekvenser:

»En ting er, at du er et offer. Hvis du så bliver krænket af journalister efterfølgende, bliver man offer igen, og offerrollen bliver endnu tydeligere. Det svarer til at sparke til en, der ligger ned. I psykologisproget kalder man det sekundær viktimisering«, siger han.

Omvendt kan både offeret og journalisten vinde meget, hvis journalisten henvender sig på den rigtige måde, understreger Henrik Lyng:

»Hvis man er kriseramt, føler man sig enormt alene. Så hvis nogen tør træde ind i vedkommendes personlige univers, så kan det være en enorm hjælp, og så gør det faktisk ikke så meget, at det er en journalist. På den måde kan vi jo også se, at journalister har en rigtig vigtig samfundsmæssig rolle«, siger han.

Små etaper
Når journalisten står på dørtrinnet hos en traumatiseret er det først og fremmest vigtigt ikke at være frembrusende:

»Det første man skal gøre er at fortælle, hvem man er, og hvor man kommer fra, og dernæst sige: 'Jeg kan forstå, at det er meget svært for dig. Har du lyst til at tale med mig et øjeblik, så vi kan aftale, om jeg må interviewe dig?'«, siger Henrik Lyng.

»Man kan jo tage det i små etaper. Så vil den ramte også føle sig respekteret i stedet for overfaldet og ikke tvunget til at tale. Og så er det nemmere for journalisten at komme inde for døren«.

Offeret har brug for tid
Under selve interviewet er det vigtigt, at journalisten giver offeret tid:

»Man skal være klar over, at det kan være svært for dem at svare på journalistens spørgsmål. Journalisten kan komme med nogle rigtig godt formulerede og ordentlige, etisk forsvarlige spørgsmål, men kriseramte og traumatiserede mennesker befinder sig i en situation, de aldrig har befundet sig i før, og som de ikke forstår«, siger Henrik Lyng.

LÆS OGSÅ Kirstens mand blev knivdræbt - i to år har hun ventet på erstatning

»Det vil sige, at når de så skal til at fortælle om det, der er sket, så ved de ikke, hvordan de skal tale om det. De har simpelthen ikke noget sprogbrug for det, der lige er sket. Så når journalisten spørg: 'Hvad er det værste for dig lige nu?', så ved ofret ikke, hvilken af de 5.000 ting, der flyver rundt oppe i hovedet, der er den værste«

»Derfor er det vigtigt, at stille enkelte spørgsmål og give den ramte god tid til at svare. Det er vigtigt, at journalisten signalerer: 'Tag dig bare god tid, jeg løber ingen steder'. Og når så den ramte giver sit svar, så bør journalisten gentage det og sige, 'Du sagde sådan og sådan, er det sådan, jeg må skrive det'«, tilføjer psykologen.

SKRIV Er det for vanskeligt for ofre at få erstatning?

Henrik Lyng fortæller, at han og Beredskabsstyrelsen meget gerne vil indgå i et samarbejde med landets journalistuddannelser, så psykologer kan komme ud og fortælle de studerende, hvordan man bedst håndterer mødet med traumatiserede og kriseramte personer.

Umiddelbart er tilbagemeldingen positiv i både Odense, Aarhus og Roskilde.