For to år siden blev Kirsten Sandvad Hansens mand stukket ihjel af en psykisk syg mand, som han passede.

Oplevelsen var traumatiserende for hende, og det gjorde det ikke lettere, at journalister fra tabloidpressen kimede på hendes dør og forsøgte at få en kommentar.

»Det var som om, de havde ret til denne historie, og jeg ville ikke give den til dem. De stoppede ikke. De blev bare ved. De sms'ede og ringede, og når jeg sagde nej, svarede de, at det var bedst for mig at medvirke«, siger hun i et tv-interview med politiken.dk.

LÆS KRONIK Min dræbte mands ære blev krænket i pressen

I dagens udgave af Politiken har hun skrevet en kronik, hvor hun beskriver mødet med medierne mere detaljeret.

»En journalist fra Ude og Hjemme siger til mig, da jeg åbner døren, at det er meget værre for hende end for mig, og hun skal jo passe sit arbejde, og det er ikke særlig rart«, skriver hun eksempelvis.

Redaktionschef på Ude og Hjemme, Kasper Bækgaard, er ked af den oplevelse, Kirsten Sandvad Hansen har haft.

Han tillader sig dog at sætte spørgsmålstegn ved, om hans journalist har ageret præcis sådan, som enken beskriver det:

»Jeg har lidt på fornemmelsen, at det er blevet sat sammen af en serie af oplevelser. Der er ikke nogen hos os, der kunne finde på, at sige: 'Det gøre mere ondt på mig, end det gør på dig'. Så ufølsomme og kluntede er vi ikke. Det kan godt være, at journalisten siger: Jeg ved godt, det er ubehageligt, og det er det også for mig'. I almindelighed bestræber vi os på at være ærlige, høflige og nænsomme i sådan en situation.«, siger han.

Hvorfor tager I overhovedet ud til sådanne ting?

Først og fremmest vil jeg sige, at det er noget Ude og Hjemme går mere og mere væk fra. Vi vil helst vente nogen tid, så der kan komme perspektiv på. Men der kan jo ske noget, der er af så stor betydning for samfundet, at vi beslutter at gøre det alligevel.«.

Hvad kan det være for eksempel?

»Det kunne være et uopklaret barnemord, kvindemord, hvad ved jeg«.

Foretrækker brev eller mail
Kasper Bækgaard understreger, at der altid går en grundig afvejning af væsentligheden forud for en beslutning om at sende en journalist ud for stemme dørklokker:

»I almindelighed vil vi foretrække at kontakte folk via email eller brev, eller hvis der ikke er andre muligheder så ringe til dem. Der er ikke nogen journalister, der bare går ud og ringer på. Det er noget, vi vurderer, om vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre det«, siger han.

LÆS OGSÅ Kirstens mand blev knivdræbt - i to år har hun ventet på erstatning

»Hvis vi vurderer, at det er nødvendigt. Så tager jeg en snak med journalisten, der skal ud at gøre det, og så aftaler vi, hvad det er, vi er ude efter, og hvad vi gerne vil opnå med denne kontakt. Vi prøver at analysere på, hvorfor kilden skulle sige ja til det. Hvis vi har svært ved at svare på det, så sker det også, at vi lader være«.

»Man skal huske på, at vi kommer ikke for at røvrende kilden. Vi kommer, fordi vi har et godt ærinde, så vi skal ikke skamme os over det, vi er ude på. Vi er der med et tilbud, og hvis de afslår det, hører de aldrig mere fra os«, fastslår Kasper Bækgaard.

Kan gøre skaden værre
Ledende psykolog i Beredskabsstyrelsen, Henrik Lyng, har i en tidligere artikel her på politiken.dk understreget vigtigheden af, at journalister henvender sig på en ordentlig måde til traumatiserede og kriseramte personer.

Ifølge ham er det et problem, at man ikke allerede på journalistuddannelserne klæder de kommende reportere på til mødet med psykisk følsomme kilder, og han har derfor tilbudt institutionerne i Aarhus, Odense og Roskilde et samarbejde.

LÆS OGSÅ Psykolog: Ufølsomme journalister kan traumatisere ofre

Både Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Center for Journalistik og Journalistik på RUC siger, at de på forskellige måder behandler forskellen mellem professionelle og følsomme kilder, men ingen har specifikt fokus på kriseramte og traumatiserede personer.

Derfor er de positive over for Henrik Lyngs tilbud.

Ansvaret ligger på redaktionerne
Dog mener de først og fremmest, at det er ude på de journalistiske redaktioner, at ansvaret ligger:

»Vi har det grundlæggende dilemma, at det er praksis ude i virkeligheden, og ikke det man lærer på skolebænken, der kommer til at styre den adfærd, man har«, siger rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen.

»I den forbindelse synes jeg, at der kan være alt mulig grund til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det er, der nødvendiggør den følelsespornografi, det jo i bund og grund er udtryk for«.

»I gamle dage holdt man sig lidt på afstand, når der kom en ambulance på gaden til nogen, der var blevet skadet. De normer har ændret sig. Man skal hen og kigge og også gerne tage et billede med sin iPhone, så man kan vise det til alt og alle«, tilføjer han.

STEM OG SKRIV Er det for vanskeligt for ofre at få erstatning?

Udover Ude og Hjemme nævner Kirsten Sandvad Hansen også BT direkte i sin kronik.

Politiken.dk ville gerne have spurgt chefredaktør Olav Skaaning om, hvorfor avisen sender journalister ud til traumatiserede personer straks efter, at en ulykke har fundet sted, samt hvordan de bliver klædt på til opgaven, men han har ikke været at træffe.