Annonce
Annonce
Annonce
Medier 18. sep. 2012 KL. 16.10

Newsweek mobbes for sin forside

En opfordring til at debattere historie om Muhammedfilm gav bagslag.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Ansigtet på en skægget mand med turban og fuldskæg fortrækker sig i vrede, mens andre mænd hiver i ham og råber op i luften.

»Muslimsk vrede«, står der med fede typer under logoet for magasinet Newsweek på en forside, som har fået internettet til at gløde.

Selve historien handler om den seneste uges protester i kølvandet på, at traileren for den islamkritiske film 'Innocence of Muslims' blev spredt via YouTube.

LÆS OGSÅ Pakistan lukker for YouTube

Teksten, som forsiden henviser til, er skrevet af den verdensberømte debattør Ayan Hirsi-Ali, og Newsweek sælger historien således:

»Endnu engang brænder gaderne i den arabiske verden med falsk forargelse. Men vi må holde hovederne højt. Ayan Hirsi Ali fortæller, hvordan hun overlevede den muslimske vrede - og hvordan vi kan gøre en ende på det«.

Hvad med 'kristen vrede'
I første omgang medførte historien og især overskriften på forsiden kritik for det, der kaldes en unuanceret formidling af den seneste uges uroligheder.

De mere seriøse kritikere på Twitter bemærkede eksempelvis, at demonstrationerne over filmen sjældent har samlet mere end 1.000 mennesker, og om man ville have kaldt en lignende historie med andre demonstranter for 'kristen vrede'.

»Da Bush erklærede, at Gud havde fortalt ham, han skulle invadere Irak, hvor var forsiden, der kritiserede 'kristen vrede'?«, spurgte freelancejournalisten Ayesha A. Siddiqi eksempelvis.

LÆS OGSÅ Demonstrant dræbt af skud under Muhammed-protest

Men herefter tog debatten en drejning.

Frustrerende ikke at kunne kalde på Jihad
Newsweek postede på Twitter en opfordring til at diskutere cover-historien med emneordet 'muslimsk vrede', hvilket på Twitter skrives #muslimrage.

Emneordet blev i høj grad brugt. Men ikke helt på den måde, som Newsweek havde opfordret til.

I stedet er det væltet ud med ironiske kommentarer om, hvad der kan gøre muslimer rigtig vrede.

Jeg har sådan en god hårdag. Og ingen ved det #muslimrage

Kvindelig Twitter-bruger kaldet 'Hend'

Eksempelvis erklæringen om »at tage til stranden og få mærker efter sin hijab« som noget, der kan afføde 'muslimsk vrede'.

Eller »at ens nevø forsvinder i lufthavnen, men man kan ikke kalde på ham, fordi han hedder Jihad«. Begge vittigheder er blevet delt og omformuleret så mange gange, at det er umuligt at gennemskue, hvem der var den oprindelige afsender.

Problemer med hundehvalpe
Et tweet af en amerikansk kvinde med libyske rødder kaldet 'Hend' er blevet delt over 4.000 gange på Twitter. Hun skriver om sin 'muslimske vrede':

»Jeg har sådan en god hårdag. Og ingen ved det«.

LÆS OGSÅ Pornoinstruktør instruerede omstridt Muhammedfilm

Også brugeren Hijabi Girl har defineret 'muslimsk vrede' på en måde, så det er blevet delt igen og igen - i alt 249 gange.

Hun henviser til den muslimske tradition Wudu, hvor man vasker sig inden bønnen, og skriver:

»En hundehvalp har slikket på mig, SÅ NU SKAL JEG UDFØRE WUDU IGEN OG BRÆNDE MIT TØJ«.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Newsweek.