Politikens bagside har igennem længere tid beskæftiget sig indgående med teamet 'Ingenting' og i den forbindelse skrevet om blandt andet digtere, komponister, malere og andet godtfolk, som i deres kunstneriske praksis har afdækket dette intet, som ifølge nogen er selve det moderne menneskes kerne, dets eksistensgrundlag og eneste mulige udsagn.

Digteren Dan Turèll, som sgu ellers på intet tidspunkt i sit liv og sin kunst var intetsigende, indleder sin fantastiske bog ’Karma Cowboy’ fra 1974 (med kongenial og fantastisk cover art af Peder Bundgaard) følgende rammende formulering:

»Så er den der igen og det er ingenting. Det er bare historien den eneste og vedblivende«.

Og så går den ellers derudad for fuld Gaddafi i den vidunderligt strømmende tekst ’Karma Cowboy Blues’, der sender hilsner til den i disse dage biografaktuelle beatdigter Jack Kerouac og hans begreb om øjeblikkets poesi.

Den gode smag
I aftes var den der så igen.

Kronprinsparret skulle – sponsoreret af et pengeinstitut, forstås – uddele sine årlige priser til talentfulde og hyldestværdige yngre danskere, og det skete ved et – for nu at bruge foromtalernes betydningstomme ord – ’storslået show’, hvor der blev både sunget og talt og klappet og hyldet og grinet og grædt til den helt store både guldmedalje, elefantorden og alle andre tænkelige former for klirrende knaphulspynt og sildesalat.

LÆS OGSÅStrid vinder kronprinsparrets kulturpris

Og det var i den grad ingenting, historien den eneste og vedblivende.

Men hvor Turèlls historie fra midten af halvfjerdserne emmer af sanset liv og sprudlende formuleringstrang og evne, var gallafesten med indlagte pengegaver til de særligt udvalgte tom og uendeligt ligegyldig, fordi hensigten åbenlyst ikke i noget omfang var at hylde kunsten og kulturen, men blot markedsføre og legitimere vort lands kommende regentpar; få dem til at stå i et pænt og moderigtigt lys som sande elskere af de skiønne Kunster og med god smag.

Fjernsyn til folket
Moderat moderne musik, fremført af dygtige og fine kunstnere.

Floromvundne taler af såvel kronprinsen som hans hustru, Mary, hvori de absolut intet sagde ud over det mest banale. Og så kunne vi ellers beundre kronprinsessens nydelige dansk.

Fjernsyn til folket fra den øverste rangklasse, totalt lydefrit formidlet af DR.

Det var, hvad man i min barndom omtalte som ’en dejlig aften’. Indholdstomt som en ballon.