Annonce
Annonce
Annonce
Medier 15. okt. 2012 KL. 14.13

Eksperter: Medieforlig sikrer flere penge til pinligt tv

Medieforliget giver 64 mio. kroner mere til TV 2-regionerne, som ingen ser.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

De to faste tv-makkere, Mads Gudiksen og Anders Albjerg, er ved at pakke deres bil, inden de skal ud og lave optagelser til TV 2 Østs magasinprogram ’Zoo og safari’.

Gudiksen, som er vært, har taget skiftetøj med i dag, for sidst han optog et program fra Zoopark Sydsjælland i Næstved, skulle han håndtere en tigerpyton, og her blev slangen så arrig, at den tømte både blære og tarme ud over tv-værten.

»Sådan en slange, der roterer rundt i arrigskab«, siger Mads Gudiksen, mens han fægter med armene.

»Det sprøjtede bare ud, og ...«.

»Det stank«, afbryder Anders Albjerg, fotografen.

»Du lugtede simpelthen så dårligt«.

LÆS OGSÅTi års kamp om tv er slut med bredt medieforlig

Nu velforberedte med ekstratøj er makkerne klar til at tage på optagelse igen. Og i redaktionslokalerne bag garagen er otte kolleger i gang med at forberede dagens regionale nyhedsudsendelser. Klokken er halv ti om formiddagen.

Otte timer senere skal TV 2 Østs store nyhedsudsendelse sendes på TV 2, og op mod halvdelen af alle områdets tv-seere vil kigge med.

Deprimerende seertal
Anderledes forholder det sig for det arbejde, som Mads Gudiksen og Anders Albjerg skal ud og lave i zooparken. De skal nemlig lave to halvtimesprogrammer til TV 2 Østs egen kanal. Ét program, hvor de gør havens tigre klar til halloween.

Og ét program, hvor de fanger kænguruer. Men på trods af de appellerende emner er der sjældent mange, der kigger med på regionalkanalen.

Kvaliteten er også præget af, at det er svært at fylde så meget sendetid ud. Det bliver noget discount.

Henrik Søndergaard fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU

»Vi når måske op på 20.000 seere efter alle genudsendelser. Hvordan vurderer man, om det er godt nok?«, spørger Mads Gudiksen.

’Zoo og safari’-programmerne laver de også i udgaver på ti minutter, som bliver sendt som en del af nyhedsudsendelsen på TV 2, så de skal nok blive set.

»Men nogle af de magasinprogrammer, som kun bliver sendt på vores egen kanal, har næsten ingen seere«, fortsætter han.

»Anders og jeg laver sådan et program. Der hedder ’Køkkenet’, og der er en kok, der laver hverdagsmad. Det er da deprimerende at se seertallene for programmet«.

Pinligt dårligt fjernsyn
I mere end et årti har de regionale TV 2-stationer ønsket deres egne tv-kanaler, så de ikke var afhængige af de såkaldte vinduer på hovedkanalen TV 2.

Og fra nytår fik de så endelig deres ønske opfyldt, da digitalt tv gav mulighed for, at hver af de otte regioner fik deres egen kanal til fri afbenyttelse 24 timer i døgnet.

Seerne er dog ikke fulgt med.

Ifølge en undersøgelse af seertallet i løbet af det første halvår foretaget af Gallup TV-meter for TVnyt.com bruger danskerne kun cirka en halv procent af deres tv-tid på de nye regionale kanaler.

LÆS OGSÅEkspert: Medieforlig styrker public service

Og tæller man forbrug af det regionale tv, der ses på TV 2’s hovedkanal med, bruger danskerne nu et procentpoint mindre af deres tv-tid på regionale programmer, nemlig fire procent.

Opgjort på en anden måde er de nye digitale tv-kanaler i kontakt med en ud af 10 danskere i løbet af en uge.

»De nye regionale 24-timers tv-stationers seertal er nærmest pinlige. Og kanalerne er også pinligt dårlige – for de har ikke penge til at lave noget godt«, siger professor og medieforsker ved Aarhus Universitet Frands Mortensen.

Flere penge i det sorte hul
Det netop indgåede medieforlig på Christiansborg forpligter de regionale TV 2-virksomheder til at undersøge mulighederne for indbyrdes samarbejde og eventuelt at etablere en fælles administration. Samtidig får de ekstra 63 mio. kr. at lave fjernsyn for over de næste to år.

Men ifølge Frands Mortensen er det ikke bare spild af penge. Det er også en investering, der kan bliver dyr.

»Ét er, at det er spild af penge. Noget andet er, at man ved at bygge dem op risikerer at føle sig nødsaget til senere at hælde endnu flere penge i det sorte hul. Og hvis man for alvor vil dyrke dem op, kræver det mange hundrede millioner kroner«.

LÆS OGSÅElbæk: Super medieforlig går på to solide ben

Også lektor og public service-forsker Henrik Søndergaard fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet tvivler på, at de nye regionale stationer kan vokse særlig meget i seertal.

»Kvaliteten er også præget af, at det er svært at fylde så meget sendetid ud. Det bliver noget discount. Hvis man virkelig vil have det her til at betyde noget, kan man roligt gange beløbet med 10«.

Kamellort i spanden
Landskabet farer forbi ruderne på TV 2 Øst-folkenes bil. På vej mod Zoopark Sydsjælland er Mads Gudiksen gået i gang med at forklare, hvorfor det er fuldstændig forkert, når eksperterne siger, at pengene ryger i et stort sort hul, og at budgetterne skal tidobles for at give en effekt.

»Vi producerer ekstremt billigt, og derfor bliver vi nødt til at lave det på en anden måde, end man traditionelt gør på DR og TV 2. Vi går ud og skyder to programmer på en dag«, forklarer han.

»Når vi laver de her lange takes, får vi fortalt nogle nære historier. Vi tager kameraet på nakken, går ud og filmer virkeligheden, som den er, og går hjem og viser det«.

I øvrigt skal de ikke kun måles på seertal.

Ellen Trane Nørby, Venstres medieordfører

Selv hvis de fik 100 gange så mange penge, ville det ikke ændre på, at den opskrift, de laver tv efter, er den rigtige til at fortælle regionale historier, mener han.

»Det er her, vi adskiller os fra alt det andet tv, der er klippet op i soundbites og speaks og bang, bang, bang – mens vi stort set har kameraet tændt, lige fra vi ringer på hos fru Jensen. Det giver en anden virkelighedsoplevelse og et andet nærvær«.

Zooparken og Halloween
Ved zooparken tager ejeren Spoocky Lambert imod de to tv-folk. Konceptet for programmet går ud på, at Mads Gudiksen skal hjælpe til med at udføre forskellige opgaver i zoologiske haver og dyreparker i regionen. Han er seernes repræsentant i uvante situationer.

I anledning af halloween skal havens tigre have græskar at lege med, og så skal der bredes duftspor ud, som de kan undersøge. Derfor starter dagen med at indsamle afføring hos kamelerne.

LÆS OGSÅDI: Medieforlig skaber ikke nok vækst

»Har I en skovl?«, spørger Mads Gudiksen.

»Nej, her gør vi det naturligt. Vi tager dem med fingrene«, replicerer Spoocky. Så Gudiksen sætter sig tøvende på knæ, samler en rund lort op og lægger den i spanden.

»Ja, jeg har faktisk taget nogle handsker med til dig«, siger Spoocky.

Kameraet fanger det hele.

Mere end seertal
Hvor medieeksperter er kritiske over for de nye regionalkanaler, er både Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby og Socialdemokraternes Mogens Jensen godt tilfredse med debuten.

Antallet af seere er ganske vist lavt, erkender de. Også for lavt. Men folk skal have tid til at finde kanalerne. Og så har en række andre tv-stationer også temmelig beskedne seertal.

»I øvrigt skal de ikke kun måles på seertal«, siger Ellen Trane Nørby. »Der er jo også public service-kvaliteten. Jo mere globaliseret verden bliver, jo hurtigere nyhedsstrømmene går, og jo mere der kommer udefra, jo større behov er der for også at få en lokal tilknytning«.

LÆS OGSÅTV 2 undgår salg med nyt medieforlig

Socialdemokraternes Mogens Jensen fortsætter i samme spor:

Hvis man går ind og ser på tallene, så er vi på rette vej.

Vagn Petersen, direktør for TV 2 Øst

»Jeg foretrækker, at folk har muligheden for lokalt at se professionelt produceret tv om lokale forhold frem for at skulle sidde og se, hvad der foregår på Fox News i USA«, siger han.

Selv om regionalnyhederne på TV 2 ofte er landets mest sete nyheder, er det helt urealistisk at tro, at man kan flytte de seertal over på de nye kanaler, siger Vagn Petersen, direktør for TV 2 Øst. Hvis bare to pct. af seerne mellem klokken 20 og 22 stiller over på lokalkanalen, vil han være tilfreds

»Hvis man går ind og ser på tallene, så er vi på rette vej. Der er visse aftener, hvor vi allerede opfylder målsætningen og også har endnu flere seere«, siger han.

En halv time i kassen
Sammen med tre dyrepassere har Mads Gudiksen og Spoocky Lambert spredt kamellort ud i tigeranlægget, og en trillebørfuld græskar er blevet læsset af og hængt op.

FAKTA

TV-SHARES
I løbet af de første seks måneder af 2012 brugte tv-seerne i regionerne ikke nogen overvældende del af deres samlede tv-tid på de nye regionale 24-timers tv-kanaler, viser tal indsamlet af Gallup TV-Meter for tvnyt.com:

TV/Midt-Vest: 1,2 pct.

TV 2/Fyn: 0,9 pct.

TV 2/Nord: 0,8 pct.

TV 2 Øst: 0,7 pct.

TV Syd: 0,5 pct.

TV 2 Østjylland: 0,5 pct.

Lorry: 0,3 pct.

Seergrundlaget for TV 2/Bornholm er for lille til at kunne offentliggøres.

Til sammenligning var sharen for de store kanaler på landsplan:

DR 1: 18,3 pct.

DR 2: 4,2 pct.

TV 2: 23,8 pct.

Da de alle er ude igen, åbner en dyrepasser for de store katte, der knurrer utålmodigt i deres bure.

Straks begynder tigerungerne at tumle med græskarrene. Gudiksen og Albjerg er glade. Efter to en halv time i Zoopark Sydsjælland har de nok i kassen til en halv times tv – og det er blevet et godt program, synes de.

LÆS OGSÅMedarbejdere glade for nyt medieforlag

»Der er en klar fortælling, vi får set en masse dyr, og vi får løst en opgave.

Der er ingen grund til at gøre det mere kompliceret, end det er. Man kunne sagtens bruge uger på at planlægge sådan et program, men man kan også bare gå ud og lave det«, siger Mads Gudiksen.

Efter frokost skal der skydes endnu et, når værten skal indfange kænguruer.

»Jeg håber, der er én, der sparker ham«, siger Anders Albjerg med et grin.

»Der ville være gode billeder i det«.