Det kunne han godt glemme alt om. Adam Price. En tv-serie om gode viljer og onde omveje på Christiansborg. Ja, goddaw!

Daværende dramachef i DR Ingolf Gabold husker udmærket den dag, manuskriptforfatteren kom til ham med sin sære ide. Og fik et venligt, men umisforståeligt nej.

»Det vil vi ikke, sagde jeg. For der var almindelig politikerlede, vi havde diskuteret det med mediedirektøren flere gange, og den slags får man ikke over en million seere til søndag aften, var konklusionen«, siger Ingolf Gabold.

I dag venter vi på ’Borgen’s tredje sæson. De to første har fejret store triumfer både i danske og udenlandske sofahjørner. Men når DR til slut lod 'Borgen' optage, skyldtes det ifølge Gabold kun, at Price ændrede argumentation og solgte ideen nærmest som nødhjælp til folkestyret.

LÆS OGSÅ'Borgen' sender politik ind i stuen

Et middel til at udrydde sofavælgere og altså snarere få folk op af end ned i tv-møblet.

»Det er et yndigt synspunkt, sagde jeg. Og et rigtigy public service-synspunkt. Men den blev ikke lavet, fordi vi tænkte, at politik er spændende«.

I dag er vi alle sammen lidt klogere. Og mange af os mærkbart mere optaget af politiske intriger. Men begge dele har taget sin tid. Det kan journalisten Christoffer Guldbrandsen tale med om. Da han i 2003 havde lavet sin senere berømte dokumentarfilm 'Fogh bag facaden', var DR således ikke meget for at sende den.

»Det tog virkelig tid, før den blev programsat. Påsken var »faktafri«, fik jeg at vide. Og da den endelig kom på, var det meget sent om aftenen, fordi den blev vurderet som meget smal«, siger han.

Tiden var en anden. På DR opererede man med en model af cirkler, hvor den inderste hed »mig«, den næste »os« og den yderste »dem«. Og, siger han:

»Vi skulle aldrig ud i dem«.

Dirch Passer i Watergate-drama
Der kom vi så alligevel. I Guldbrandsens selskab i dokumentarfilm som 'Den hemmelige krig' og 'Dagbog fra midten'.

I fiktionens verden indledte den tidligere konservative pressechef, journalisten Niels Krause-Kjær rejsen med romanen 'Kongekabale', som instruktøren Nikolaj Arcel gjorde til spillefilm, mens Hanne-Vibeke Holst undersøgte kvinders vilkår i det politiske magtspil i tre romaner.

Og i virkeligheden er det sært, at den politiske fiktion lod vente så længe på sig, mener Niels Krause-Kjær, når vi har »mæsket os i amerikanske og engelske versioner af det i de seneste 30 år«, efter at Watergate-filmen 'Alle præsidentens mænd' åbnede ballet i 1976.

»Der var masser af stof at lave politiske thrillere af i 70'erne. Men så rendte man rundt og lavede Olsenbanden, og hvordan fik man lige Dirch Passer ind i en politisk thriller?«, siger han.

LÆS OGSÅMedierne gør dansk politik til 'Paradise Hotel' for voksne

Vi prøvede faktisk. Med filmen 'Skytten' fra 1977, hvor Jens Okking i et forsøg på at få lukket Barsebäck skød Allan Simonsen under en landskamp.

»Og den ... «, siger Niels Krause-Kjær og kæmper med latteren. » ... holdt overhovedet ikke. Den skræmte livet af hele branchen i mange år«.

Nu har angsten ikke bare fortaget sig. Ifølge Sigge Winther Nielsen, der forsker i parti- og vælgeradfærd ved Københavns Universitet, tør tv-serierne 'Borgen' og 'Forbrydelsen' være »ret nørdede«. Hvilket er en kompliment.

»Embedsmænd mig her og departementschefer mig der. Jeg tror nærmest ikke, at TV-avisen turde bringe historier af den kompleksitet«.

Så solidt er fiktionen flyttet ind i den politiske verden, at et remake af 'Skytten' nu er på vej. Men samtidig kan man godt få det indtryk, at politikken selv har bevæget sig den modsatte vej, over i fiktionens verden og helt ind i mig-cirklen.

For med dramaet om Henrik Sass og de mystiske rænkespil i Helle Thornings skattesag er dansk politik ikke alene blevet uhyre personlig, men også temmelig kulørt. Eller som 'Borgen's hovedforfatter, Adam Price, siger:

»Efter hvad der er sket i de seneste halvandet år, tror jeg nok, at de fleste kritiske røster om, hvad der er realistisk og ikke realistisk i vores lille dramatiske univers, er forstummet«.

Med SF's formandsopgør, PET's manglende godkendelse af Henrik Sass Larsen og Helle Thornings tilbagevisning af rygter om, at hendes mand skulle være biseksuel, har forfatterholdet på 'Borgen' »flere gange følt, at virkeligheden faktisk har overhalet os indenom«, siger Adam Price.

»Altså, hvis vi var kommet på et plot, hvor en potentiel finansminister blev fældet af et PET-risikotjek, som ingen kunne tjekke, fordi det var hemmeligt, og hvis en statsminister måtte redegøre for dybt personlige spørgsmål i sit privatliv i en skattesag, tror jeg nok, at vi havde fået at vide, at det var en usandsynlig omgang sludder«, siger han.

Spørger man Niels Krause-Kjær, hvordan tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens udsagn i Skattesagskommissionen forleden om, at der to gange var indbrud i Skatteministeriet, mens Helle Thornings papirer lå i hans ulåste kontor og altså kunne være stjålet af hvem som helst, ville passe i et filmmanuskript, griner han.

»Den var næppe gået«, siger han og tilføjer, før latteren igen tager magten:

»Forfatteren var nok blevet spurgt: Kan vi ikke lave den lidt mere elegant?«.

LÆS OGSÅAnmeldere: 'Forbrydelsen'-plot peger mod en stor kanon

Det er nu ikke bare elegance, der mangler i dansk politik, mener Mogens Rukov, i mange år leder af manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole. Det er virkelighed. For det nye er ikke så meget, at danskerne er begyndt at interessere sig for den politiske virkelighed.

Snarere, at politikerne er begyndt at optræde som karakterer i fiktion. Godt hjulpet på plads af medierne i rollerne som lune Villy, Gucci-Helle og friske Johanne.

»Man taler ikke om vores statsministers politik, men om hendes skattesag og hendes mands seksualitet. Det er, som om der ikke er nogen adskillelse mellem folks privatsfære og det politiske længere. Samtidig er det politiske blevet fiktionaliseret med alle disse kommentatorer og spindoktorer, og det destruerer en side af virkeligheden«, siger Rukov.

»Fordi jeg ikke kan forstå alle de her milliarder, giver jeg mig til at kigge efter karakter. Men virkeligheden er ikke et drama. Vi bliver bare præsenteret for den i den skikkelse«.

Eller med forfatteren Hanne-Vibeke Holsts ord: »Det er vigtigt, at vi får substansen tilbage i politik. For det er jo ikke Helle Thornings mands seksuelle orientering, der afgør, om vi kommer ud af krisen og får øget vores produktivitet, eller om Arktis smelter«.

Entré: Dovne Robert
Politik rummer alt, hvad et godt drama kræver. Nogen, der vil noget. Og vil det meget. Samt nogen eller noget, der vil det anderledes, så der skal kamp til.

»Dramaet udtrykker vilje«, siger Mogens Rukov. »Og andre menneskers vilje er en fantastisk stærk faktor i vores forståelse af vores omverden«.

Dramaet er forskellen på det, man siger, og det, man gør, fortæller Hanne-Vibeke Holst.

»Det handler om, hvad du udadtil viser, og hvad du indadtil er drevet af. Og om de midler, du benytter for at nå dine mål. Det er det, vi afdækker, når vi skriver politiske thrillers«.

Ikke ulig det drama, journalist og tidligere spindoktor Michael Kristiansen udlægger for seerne på TV 2 News sammen med Peter Mogensen.

»Politik er allemandsdrama«, siger han. »Og vi kender personerne. Rent dramaturgisk får du enormt meget forærende i politik. I erhvervslivet kan du være et dumt svin, bare du skaffer resultater. Men har man i politik indgået nogle nye alliancer og prøvet nye ting af undervejs, er resultatet måske mindre vigtigt. Processen er vigtig. Og de største konflikter foregår ofte inden for partierne«, siger han.

Christoffer Guldbrandsen opdagede det nærmest ved et tilfælde, da han fulgte Naser Khaders og Kamal Qureshis valgkampe.

»Og det var en åbenbaring for mig, hvor meget personkonflikt, hvor meget karakter og hvor mange følelser der var i miljøet og i personerne. Alt det, god dramatik er gjort af«, siger han.

Men derfor kan det jo godt være noget farligt skidt at lege med.

»På redaktionen vil I da heller ikke have en tør analytiker, som vurderer, hvor mange der udnytter det sociale system«, siger Adam Price.

»I vil ud og finde et ærkemøgsvin, som udnytter systemet, og helst en halvflabet type, der kan sige noget provokerende«.

Dovne Robert, fattige Carina ...?

»Ja, og den slags karakterer er sindssygt stærke. Dovne Robert var jo godt tv. Hans måde at tale på var næsten 10 minutter i revy. Men hvor meget kan han bære af reelle politiske ændringer?«.

Det var nu ikke forfatterne, der lagde grunden til det politiske skuespil, vi er publikum til i de daglige nyheder, forklarer Sigge Winther Nielsen. Midt i 90'erne fik partierne flere penge, som de brugte på spindoktorer. Som modtræk hyrede medierne kommentatorer, der skulle oversætte politikernes spin til almindeligt dansk, og hele dette fokus på spillet bredte sig så til populærkulturen.

»I dag har også vælgerne et strategifilter i deres hoveder, som de forstår politik med«, siger Sigge Winther Nielsen, der har forsket i sagen.

»Rigtig mange danskere associerer strategi, når man spørger til de politiske partier«.

Personer har vi altid dyrket
Persondyrkelsen er de fleste enige om nærmest er eksploderet i dansk politik i de senere år. Men ikke alle. Engang sad Christoffer Guldbrandsen og så en masse gamle optagelser.

»Det, der har karakteriseret dansk politik, er kæmpestore excentriske personligheder. Helt tilbage fra Stauning, der delte ispinde ud til drenge i knæbukser, og op til Erhard Jakobsen, der løb tør for benzin, og skøre Glistrup, der spiste marcipanbrød og gik i morgenkåbe«.

Niels Krause-Kjær mener ligefrem, at »den vedtagne præmis, at personer betyder mere i politik i dag«, er forkert.

»Tag nu de konservative, som gennem 15 år har haft Hans Engell, Per Stig Møller, Pia Christmas-Møller, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Lars Barfoed som ledere. Og det er eddermame en samling vidt forskellige ledere på alle måder. Alligevel lå partiet fra Per Stig til Lene Espersens Mallorca-tur stabilt på ca. 10 procent, fordi den politiske linje var ens. Nemlig: relativt uklar. Så betyder personer mere i dansk politik i dag?«.

LÆS OGSÅ'Borgen' lærer briterne om politik

Svaret er sådan set ja. Men måske kun i medierne, som før i tiden omtalte partier, men i dag oftere omtaler personer, forklarer lektor i journalistik på RUC, Mark Blach-Ørsten.

»Så det hedder ikke længere Venstre mod Socialdemokraterne, men Løkke mod Helle Thorning. Og det er også færre politikere, vi hører om«, siger lektoren, der i en undersøgelse har fundet ud af, at folk synes, at der er for meget personligt drama og sensation i politik.

»Så vil Ekstra Bladet sige: Jamen, folk klikker på det. Men derfor kan det godt være, at folk også gerne vil præsenteres for noget kvalitet. Altså, Jens Olaf Jersilds sene DR 2-program om EU endda uden danske vinkler ...«.

Det lyder mildt sagt ikke som porno ...

»Nej, men det er faktisk populært«.

Så hellere det kulørte Italien
EU er måske et område, hvor vi med fordel kunne spæde lidt personkonflikt til, mener Christoffer Guldbrandsen.

»For der ser vi, hvad man får uden identifikation. Nemlig ligegyldighed. Så hellere det kulørte italienske operettedrama«, siger han.

Personerne var måske nok så farverige i gamle dage. Det er bare først nu, at vi andre har fået indblik i det, mener forfatteren Hanne-Vibeke Holst.

»Tidligere var politik en langt mere lukket verden, hvor politikere og delvist også presse handlede tingene af uden om offentligheden. Alle vidste jo, at Krag havde erotiske eskapader og rendte med andre kvinder til statsbesøg. At Viggo Kampmann havde depressive perioder, og at Per Hækkerup var fuld det meste af tiden. Men man skrev det ikke«, siger hun.

Hvilket gav mere smagfuld journalistik. Og monopol på magten.

»For så kunne politikerne også få en institution eller en vej i deres egen valgkreds. Der er det mere demokratisk, at det i dag er mere gennemsigtigt. Omvendt må jeg sige, at det er skidt, at en statsminister i dag skal se sin mands påståede seksualitet på forsiden af aviserne«.

Hvem VAR inde i Anders Fogh?
Engang var det hele spindoktorernes skyld. Men den opfattelse var de selv med til at skabe, mener Christoffer Guldbrandsen, der synes, at »karakteren den kyniske spindoktor« er en mere fiktiv end virkelig figur.

Sådan er de blevet fremstillet i fiktionen, men »det monster« var de første spindoktorer nu også selv med til at skabe, mener han.

»For de særlige rådgivere var fascineret af at fremstille sig selv som mørkets fyrster og koketterede med det. Du ved. Hvem er inde i Anders Fogh? Og samspillet mellem, at der findes sådan en machiavellisk figur, og den fiktive dramatiks behov for sådan en sort hjælper plus deres eget ønske om at fremtræde sådan, har måske tilsammen skabt det her fantom«, siger han.

LÆS OGSÅBorgens hovedforfatter: Søren Espersen skal nok blive sur

Men Guldbrandsen oplevede selv Anders Fogh sammen med hans spindoktor.

»Og jeg lover dig. Anders Fogh var inde i Anders Fogh«, siger han.

I dag er det hele de politiske kommentatorers skyld. Og ikke mindst Michael Kristiansens og hans makker i TV 2 NEWS Peter Mogensens, som med deres analyser fastholder fokus på spillet frem for politikken.

»Det er jeg også langt hen ad vejen enig i, at vi gør. Det trækker i retning af, at det bliver sådan et stort realityshow. Men jeg mener virkelig, at et program som vores også har fået folk, som ikke har interesseret sig for politik før, til at gøre det«, siger han selv.


Indbildske journalister
Hvor politikerne for 10 år siden havde svært ved at komme til orde med mere end trekvart sætning, boltrer de sig i dag på alle platforme. Ikke mindst på TV 2 NEWS. Og at folk derfor i dag ved langt mere om det politiske indhold, tilslutter Niels Krause-Kjær sig.

»Der er langt mere dækning i dag end for 30 år siden. Men hele horse-race journalistikken er der kommet endnu mere af«, siger Niels Krause-Kjær.

Dels fordi den er lettere, mener han. Mange journalister kommer til kort over for departementschefer og kontorchefer med en dyb specialviden og tyer derfor til, hvad de »bilder sig ind, at de ved mere om end andre«, som han siger: nemlig spillet. Dels fordi det er relativt billig journalistik.

»Og på en række platforme kan man godt få det indtryk, at det nogle gange bare gælder om at fylde, og man ringer til en varmluftsblæser, som man så lader snakke, til man ikke gider mere«.

At der er mere journalistik om politisk indhold end før, bekræfter eksperterne.

»Men kommentatorerne fylder også langt mere end for 10 år siden i medierne, og de beskæftiger sig meget med proces«, siger Mark Blach-Ørsten, lektor i journalistik ved RUC.

Han har talt sig frem til, at 88 procent af alle indlandsnyheder i morgenaviserne i en given uge handlede om Christiansborgpolitik. Og ikke kun om personer.

»Det er bare personhistorier, andre medier overtager. Derfor får folk indtryk af, at de fylder det hele«.

De sløje, gamle dage
De gode gamle dage er ganske vist gamle, siger Niels Krause-Kjær. Men gode var de ikke.

»Og hvis vi i dag læste en avis fra 70'erne, ville vi tænke: Gud fri os vel«.

Der er nu også rigeligt at forholde sig til forude. Og i Niels-Krause-Kjærs øjne tegner det ikke så sløjt.

»Vi kan jo måle hele denne her udvikling ved at spørge os selv, om vi så har fået en generation af unge, som er politisk ugidelige og ikke interesserer sig for samfundet eller mener, at vi skal identificere fælles problemer og finde fælles løsninger«, siger han.

»Næh ... Tværtimod. De melder sig ikke ind i et politisk parti. Men de har en dyb samfundsmæssig interesse«.

Lidt mindre lyst ser Sigge Winther fra Københavns Universitet fremtiden.

»Hvad der bekymrer mig lidt er, at politik måske snarere bliver noget, man iagttager, en stor underholdningsforretning, end noget, man deltager i. Vi er måske ved at blive en slags heppe-demokrati, hvor meget få har lyst til at engagere sig og måske endda har glemt at mene noget, og hvor en politisk elite så lærer sig alle de beskidte tricks i ungdomsorganisationerne og bliver karrierepolitikere resten af deres liv, mens vi andre står og bedømmer, hvem der klarer de strategiske narrestreger bedst«.

Som med guillotinen
Her kunne medierne godt hjælpe lidt til. Eksempelvis ved at bryde den monotone sværm af mediestorme, der synes at ramme partierne efter tur.

»Det ser nogle gange ud til, at mediernes projektørlys bliver drejet over på et parti i to-tre uger, hvor det så bliver gennemhøvlet, mens andre partier kan tage på ferie. De orkaner har en særlig dramaturgisk udvikling, hvor vi efter nogle faser når et point of no return, og til sidst skal nogen gå bodsgang«, siger Sigge Winther Nielsen.

De kan jo forsøge en variant med SF's nye formand. En politiker, som ifølge Sigge Winther Nielsen kan være et eksempel på en ny, mindre dresseret type politiker. En slags baglandets oprør imod spillets glatte veltalenhed. Nærmest »en dansk Sarah Palin«, siger han.

LÆS OGSÅPolitisk-dansk parlør fundet på Borgen: SF’sk oversat til dansk

Eller også er hun bare endnu en karakteri spillet. Ligesom de mennesker, hun afløste, lyder advarslen fra forfatteren Hanne-Vibeke Holst, som kalder afsættelsen af skatteminister Thor Möger en ofring.

»Det er lige som med guillotinen. Underholdende at se på og let at forstå. Men jeg tror faktisk, at de færreste almindelige mennesker kan vurdere, hvordan hans indsats var som skatteminister og i SF's ledelse. Jeg kan ikke! Ikke desto mindre var det ifølge folkedybet hans skyld det hele«, griner hun.

»En 27-årig knægt! Altså. Der var to fløje, der kæmpede. Helt reelt. Men vi kan bedre forstå, at han bliver ofret, og at det er hans hoved, der kommer trillende henover torvet. Det er jo lige efter ethvert narrativt skema«.

Ikke kedeligt længere
Nu har vi så set, at også politikere kun er mennesker, siger hun. Og mangler kun at huske på, at det er vi andre også.

»Vi er ikke et hak bedre. Vi projicerer bare al vores frustration og skuffelse over i politikerne. Helle Thorning var jo også nærmest dømt til fiasko, før hun havde sat sig i stolen. Og igen tænker jeg: Jamen, ud fra hvad? Hvordan kan vi se, at hun er så dårlig? Skal vi ikke lige se, hvordan det går?«.

Imens kan vi tænke os om, mener lektor i journalistik Mark Blach-Ørsten. Især i medierne.

»Vi trænger til at diskutere copy-paste journalistikken, hvor man citerer andre medier for historier, som så ikke altid holder. Og til at genopfinde privatlivets fred og folks ret til ikke at blive krænket uden grund. I Helle Thornings skattesag var det længe gætterier, medierne rapporterede. Ligesom i sagen om Henrik Sass Larsen. Og da man endelig fik PET's papirer at se, var der måske ikke så meget at skrive om. Og så er der jo tale om en slags slags fiktion«.

Vores opmærksomhed har de fanget. Politikerne. Selv om det måske ikke lige var på den måde, de drømte om det.

»Før i tiden sagder man, at politik var kedeligt«, siger DRs tidligere dramachef Ingolf Gabold.

»Men jeg må sige, at som det har artet sig i den seneste tid, forstår jeg godt, at Adam Price har kunnet lave 30 afsnit af noget, der hedder 'Borgen', og som går med stor succes«.