25. oktober 2011 sad Henrik Andreassen på sit værelse i Thyborøn i det yderste af Vestjylland og så fodbold med sin ven Flemming.

I pausen reklamerede realityprogrammet ’Big Brother’.

To milliarder mennesker havde fulgt med verden over, nu søgte konceptet deltagere til en ny dansk omgang.

»Hva’, Andreassen, skal vi ikke melde os til? Det kan vi da nemt vinde, sådan to bonderøve fra Thyborøn«, sagde Flemming. Mest for sjov. Alligevel fandt de ansøgningsskemaet på nettet. Men det var urimeligt langt, så de fik kun udfyldt Henriks. Og så glemte de ellers alt om det.

LÆS OGSÅUdskældt reality-program nægter at dø

Efter tre uger ringede en caster på ’Big Brother’ til 22-årige Henrik.

»Jeg er ikke vant til at skulle tale om følelser, men hun spurgte ind til alt muligt, og uden jeg tænkte over det, åbnede jeg bare op. Jeg tænkte, hvis de synes, jeg er så speciel, så lad mig dog snuse til det. Jeg kunne altid trække mig«.

Bagtale på kommando
Henrik fik nummer 383 ud af mere end 3.000 ansøgere, der kom til den første casting.

Samtalen tog 20 minutter, og Henrik nåede både at fortælle om sin tatovering af sin mor med »store svabser« og om dengang, hans ven hældte absint i håret og satte ild til det. Han fortalte også om sin barndom og om sit forhold til sine forældre. Og så var det ud igen.

Efter en hjemmelavet videopræsentation og en gruppecasting, hvor man skulle bagtale hinanden på kommando, blev de tilbageværende ansøgere kaldt til København til en 2-dages casting, hvor de blandt andet skulle tale med psykologer. 38 gik videre. Og så var det op til seerne at stemme 16 af dem ind i huset via ’Big Brother’s webside.

Til kickoffshowet, som ’Big Brother’ kaldte premiereaftenen, fik de endelige 16 besked.

Big Brother kaldte Henrik ind i huset som nummer 2. Han nåede lige at få et klap på skulderen af en ven og sige noget med, at hans mave rumlede, inden han frivilligt lod sig isolere og overvåge – hvis han gik hele vejen – i 105 dage.

»Jeg var meget fortvivlet. Jeg vidste ikke helt, hvad fanden jeg havde rodet mig ud i. Men jeg havde også den der eventyrlyst. Og der er ikke ret mange, der får sådan en chance«.

Skeletterne i skabet
’Big Brother’ var med til at sætte turbo på realitybølgen i Danmark.

Det blev sendt første gang i 2001, tre år efter at ’Robinson Ekspeditionen’ fik nationen til at spærre øjnene op og følge med i, hvordan almindelige mennesker gennem intriger og alliancer konkurrerede om at vinde en stor pose penge under ekstreme forhold på en øde ø.

Men ’Big Brother’ gik skridtet videre og isolerede en flok mennesker i et hus spækket med kameraer i 100 dage, mens de konkurrerede om at undgå at blive stemt ud. Deltagerne blev fulgt overalt – også i soveværelset og i badet.

Realiy-stjerne.  Linse Kessler.Som så meget andet tv var det amerikanerne, der opfandt reality.

I 1973 kunne de amerikanske seere for første gang nogensinde følge en helt almindelig families liv. Gennem syv måneder blev familien Loud fulgt med kameraer. Det blev til realityserien ’An American Family’. Selv om udgangspunktet var en sund kernefamilie fra den øvre middelklasse, begyndte skeletterne at rasle ud for åben skærm.

Forældreparret Bill og Pat Loud fandt ud af, at deres søn ikke bare var homoseksuel, men også kæreste med en transvestit. Ligesom voldsomme uenigheder mellem Bill og Pat Loud kulminerede, da Pat Loud proklamerede, at hun ville skilles.

Familiens op- og nedture, følelser, reaktioner og store sammenbrud blev stillet til skue for millioner af tilskuere.

»Det var banebrydende at få adgang til almindelige menneskers liv. Det havde man aldrig set før«, siger professor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet Anne Jerslev, der er ekspert i reality-tv.

Reality på hele fladen
Lige siden har realityprogrammer forsøgt at finde nye og flere formater, hvor almindelige mennesker viser sider af sig selv, vi normalt aldrig får adgang til, hvor de afslører nedrige sider, skændes, elsker, griner, græder, bliver forladt og forrådt eller forlader og forråder.

»Reality-tv har bredt sig til hele tv-fladen. Der er ikke længere bare TV3 og Kanal 4 og Kanal 5, der viser reality-tv. Det har bredt sig ind i DR og TV 2 også. Og det har bredt sig til en lang række programmer, der måske ikke er rene realityprogrammer, men bruger en masse realityelementer«, siger Anne Jerslev.

LÆS OGSÅArrig folkestemning: »DR slår plat på de arbejdsløse«

TV 2 sendte allerede i begyndelsen af 00’erne ’Livet er fedt’, og DR har i år blandt andet lavet ’Mig og mit publikum’ og ’Gør Danmark dansk’ med klar inspiration fra realitygenren.

Ligesom mange af de senere års talentprogrammer som ’X Factor’ åbenlyst bruger realitygreb, når programmerne går tæt på de mange deltagere. Vi følger deres op- og nedture, deres tårer og glædesudbrud, deres drømme og håb.

Populært følelses-tv
En optælling foretaget af Politiken Research viser, at der i dag er otte gange så mange reality-udsendelser på danske tv-stationer i løbet af en uge som for 10 år siden.

Men hvorfor har reality vokset sig så stort?

»Det er følelses-tv«, siger Anne Jerslev.

»Vi får adgang til almindelige menneskers liv og deres virkelighed. Noget, vi normalt ikke har adgang til. I realityprogrammer er intervieweren klippet ud, så det fremstår, som om personerne betror sig direkte til os. Som seer får man en fornemmelse af autenticitet, af at være med lige der, hvor det sker, som en tilsyneladende uredigeret adgang til virkeligheden«.

LÆS KOMMENTARTv-redaktør om reality-fjernsyn: Der sniffes numse for rullende kamera

Som seere oplever vi kun højdepunkter, konflikter og krise.

Der er krisegaranti i reality, siger Anne Jerslev. For kriser skaber følelser, og det er følelserne og betroelserne nærmest uden filter, der fastholder os som seere.

»Der har gennem det seneste halvandet årti været en stigende tendens til, at grænserne mellem det private og det offentlige bliver nedbrudt i den moderne kultur«, siger Anne Jerslev.

»Noget af det interessante ved reality-tv er de her diskussioner om moral, om, hvordan man får det sociale til at fungere. Programmerne fungerer, fordi de italesætter vigtige problemer i en kultur, hvor det hele tiden handler om at sælge sig selv. Man kan sige rigtig meget skidt om reality-tv, men det er tv til tiden«.

Reality-tv’s tiltrækningskraft skyldes også en blanding af det genkendelige og det eksotiske, mener professor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet Kirsten Drotner. Programmerne er forankret i en virkelighed – selv om den ofte er iscenesat – hvor karaktererne er mere overdrevne, end vi er vant til fra vores eget liv.

På samme måde som humor har realityprogrammer rod i noget, vi alle kender. Det er bare forstørret op.

»Det interessante for seerne er at se sig selv i en lidt forandret udgave. Det hele bliver lige en tand for meget, så det bliver underholdende. Det spændende er, at vi hele tiden er usikre på, hvor grænsen går mellem det virkelige og det iscenesatte«, siger Kirsten Drotner.

En dværg og en hest
Tiden i ’Big Brother’-huset gik langsomt for Henrik.

Han vænnede sig hurtigt til at blive overvåget og lod være med at afsløre for meget om familie eller venner. Ligesom han lærte at skjule skridtet for kameraerne i badet og »morgenfætteren«, når han vågnede. Han spiste sin mad, røg sine cigaretter og drak sin kaffe.

»Selv om vi ikke lavede noget, var det sindssygt stressende og mentalt hårdt, fordi man skulle sørge for at være den, folk godt kunne lide, og have sig selv med samtidig. Vi skulle op hver morgen og gøre os klar, men til hvad anede vi ikke. Jeg ventede i tre måneder på, at der skulle ske noget, men det gjorde der ikke rigtigt«, siger Henrik.

Han havde indstillet sig på to uger, men overlevede meget længere.

Da Henrik havde været i huset i mere end 60 dage, fik ’Big Brother’-deltagerne at vide, at de skulle ignorere alt, hvad der blev sendt ind i huset. Hvis ikke de gjorde det, skulle de smide en af de andre deltageres breve hjemmefra ud – den første kontakt fra familien efter to måneder i total isolation.

Det gik egentlig fint med at ignorere slanger og edderkopper, en stand-upper, en stripper, en tryllekunstner, en dværg, en hest og en hel pigegarde, men så begyndte ’Big Brother’ at sende venner, kærester og familie ind i huset.

Græd for første gang siden barndommen
Henrik havde lige rejst sig fra sofaen og var på vej mod køkkenet, da ’Big Brother’-stemmen sagde: »Frys, for helvede«.

Syv af Henriks bedste venner kom ind ad døren, mens han stod der med bøjet hoved og forsøgte at stirre ned i gulvet uden at fortrække en mine.

De fortalte nyt hjemmefra. »Thomas er i Congo«. »Katrine har fået en lille pige«. »Hele Thyborøn hepper på dig, Henrik«.

Realiy-stjerne.  HenrikHenrik havde mest lyst til at grine, mens hans venner gik rundt blandt deltagerne og kiggede på dem som udstoppede dyr.

»Hende der har sgu da nogle gode patter«, råbte en.

»Jeg ved, du er glad for dem her«, sagde en anden og stak en mentolcigaret i munden på Henrik, inden ’Big Brother’ bad dem forlade huset igen. De krammede ham, inden de rev bukserne af ham og skred igen. Så stod deltagerne der i stilhed. Og Henrik begyndte at ryste over hele kroppen og hulke lydløst.

»Passér gaden«, sagde ’Big Brother’-stemmen, og deltagerne måtte bevæge sig igen.

Henrik knækkede forover. Stadig med bukserne nede om anklerne græd han ukontrolleret – for første gang siden han som otteårig brækkede sin arm.

»Jeg har svært ved at sætte ord på det. Hele min krop begyndte at ryste. Jeg begyndte at hulke. Tudbrøle. Og jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg mærkede noget, jeg ikke havde mærket før – det gik op for mig, hvor åndssvagt det hele var. Hvad skulle jeg derind for?«.

Og vinderen er...
Henrik kunne ikke sove om natten. Og om dagen lå han bare og spekulerede.

Men han blev i huset.

Tre uger inden finalen måtte en af deltagerne forlade huset, fordi hun fik problemer med sine nye bryster – købt billigt i Thailand. Og så kom en tidligere deltager, Amanda Friis, tilbage til huset.

Det var hende, Henrik endte i finalen med. De havde på det tidspunkt været isoleret i 105 dage. De sad i en rød sofa og fulgte på en skærm, hvordan flere tusinder havde samlet sig uden for huset og ventede på afgørelsen.

»Amanda og Henrik, jeg ved nu, hvem der går herfra med en halv million kroner, æren og titlen som vinder af ’Big Brother 2012’«, sagde værten på skærmen.

»Vinderen af ’Big Brother 2012’… det er… Amanda«.

LÆS DEBATDansk reality-tv er blevet forkasteligt og ulækkert

Da Henrik kom ud af huset, forsøgte han at tale med produceren. Han ville vide, hvorfor de sendte Amanda tilbage. Han følte sig snydt. Men produceren trak på skuldrene og slog ud med armene.

»Henrik, det er fjernsyn«, sagde han.

Og så var den diskussion ligesom lukket. Men det blev ved med at sidde i Henrik, som endte med at melde sig ud af alt, hvad der havde med ’Big Brother’ at gøre.

’Big Brother’-baby
Henrik Andreassen er selv overbevist om, at han blev castet som ’den charmerende ærkejyde’ i 2012-udgaven af ’Big Brother’.

Allerede fra de første realityprogrammer stod det klart for producenterne, at det er karaktererne, der bærer realitygenren. De er altafgørende for programmernes succes, og de fylder mere og mere.

Realiy-stjerne.  Amalie.Som Fredrik Hillerbrand, dansk direktør for produktionsselskabet Strix, siger: »De medvirkende er blevet den nye valuta. Det er de medvirkende, der driver programmerne«.

Karaktererne i realityprogrammer skal være så interessante, at de er værd at følge. Og så skal de være indstillede på at gå hele vejen, vise det hele. Uanset om man følger dem i ’Sommer i Sunny Beach’, ’Paradise Hotel’ eller ’Big Brother’.

De skal have »shine og personality«, som caster Elisa Lykke udtrykker det. Hun castede til nogle af de første ’Big Brother’-sæsoner i begyndelsen af 00’erne. Og har castet deltagerne til ’Fristet’, som lige nu kører på TV3.

»Mennesker, der har noget på spil, er interessante – moderen, der skal efterlade sin datter derhjemme, den homoseksuelle, der ikke er sprunget ud endnu«, siger hun.

LÆS OGSÅKan du ikke finde et job? Så kan du komme på tv

Og hvis producenterne gerne vil have en kærlighedsaffære, forsøger de at caste personer, de mener kunne falde for hinanden. Det er lykkedes to gange for Elisa Lykke.

»Jeg lavede faktisk et match, der resulterede i verdens første ’Big Brother’-baby«.

Robert og Sissal var med i ’Big Brother’ i efteråret 2003 og deres søn, Kornelius, blev undfanget i huset. I ’Fristet’ havde Elisa Lykke udset sig Nikolaj og Amalie som par, og det er de blevet.

Negative definitioner
Realityformatet er fra mange sider blevet beskyldt for at være hjernedødt underholdnings-tv, der taler til det laveste i folk.

Og ikke mange, der laver reality-tv, lægger skjul på, at det er underholdning, der er nemt at gå til og fra.

Men selv om reality-tv kan virke dumt og plat, får det ifølge forskerne sine – fortrinsvise yngre – seere til at diskutere. Og de ser det ofte sammen.

Mange følger realityprogrammerne for at lære, hvad de ikke skal gøre, fortæller lektor Karen Klitgaard Povlsen fra Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet. Hun har været med til at lave flere undersøgelser i gymnasieklasser for at finde ud af, hvorfor unge ser reality.

LÆS DEBATHvorfor møder man kun de dumme og selvoptagne på tv?

»Det handler om nysgerrighed og social læring. Fornemmelsen af at komme tæt på andre mennesker«, siger hun.

Når de unge følger deltagernes branderter og affærer på kryds og tværs i ’Paradise Hotel’, er det, fordi det handler om ting, de selv er optaget af.

»Der er mange, der har påstået, at ’Paradise Hotel’ er tom underholdning. Men de unge bruger det faktisk til at diskutere, hvorfor de ikke selv gør sådan, og hvordan man skal opføre sig. De får forstørret nogle sociale mekanismer. De synes, at det er underholdende at se folk opføre sig åndssvagt og overskride nogle grænser og så tænke: Det skal jeg ikke«, siger Karen Klitgaard Poulsen

Masser af pomfritter
Mange fremhæver også, at de godt kan lide at følge med i, hvem der er bedst til at lægge strategier for at vinde.

I ’Paradise Hotel’ og ’Big Brother’ vinder man på en form for social intelligens. Den, der er bedst til at lægge strategier og opbygge netværk, løber af med sejren.

En reality-serie som ’De unge mødre’ har faktisk et stort publikum blandt yngre akademikerkvinder i 30’erne, fremhæver Karen Klitgaard Povlsen. Det er her, de kan opleve en ung mor sige: »Det ik’ rigtigt, at Lucas ikke får sine grøntsager. Vi får da pomfritter«.

»De veluddannede kvinder ser det, fordi det får dem til at føle, at de selv er nogle enormt gode mødre. De bruger programmerne til at afstive sig selv og føle, at deres børn i hvert fald har det bedre«, siger Karen Klitgaard Povlsen.

Hun er også selv fan af ’De unge mødre’:

»Det giver mig et vindue til et socialt miljø, jeg ellers ikke havde en chance for at stifte bekendtskab med«.

Fest hele natten
’Big Brother’ var slut.

Efter finaleshowet tog Henrik sammen med sine forældre tilbage til Thyborøn, hvor opbakningen var stor. Henrik havde sovet en halv time om natten, men hans far ville ned forbi havnen, da de ankom til byen. Der var noget, Henrik skulle se.

På den lokale kro – Æ Kanal – var der sat meterhøje billeder op af Henrik på den orange facade. Æ Kanal havde givet gratis bajere og mad til dem, der havde hjulpet med at sætte dem op inde finalen. Og byens butikker havde støttet Henrik ved at give dem, der havde stemt på ham, rabat svarende til det beløb, de havde brugt på sms-stemmer.

Da Henrik og hans forældre kom hjem, ventede alle, han kendte, i garagen for at feste med ham.

Næste dag kom hans bedste venner over for at hjælpe med oprydningen, men endte med at drikke i stedet. I et døgn. Hans forældre gik i seng, stod op, gik på arbejde og kom hjem fra arbejde igen, før den sidste var gået.

Allemandseje
Men så lagde det hele sig.

Henrik kunne ikke sove. Han kunne ikke stå op. Nogle dage gik han i seng ved midnat, men lå og spekulerede helt til klokken 6 og blev i sengen til langt ud på eftermiddagen, hvis han overhovedet stod op.

Han kunne ikke overskue at gå udenfor og møde byen, for uanset hvor han gik hen, blev han standset af venner og bekendte og folk, han nærmest aldrig havde talt med, som ville høre om ’Big Brother’. Hans telefon ringede konstant. Men han tog den ikke.

Realiy-stjerne.  Sidney Lee.»Uanset hvem jeg mødte, spurgte de til ’Big Brother’. Jeg hadede det som pesten. Jeg var virkelig taknemmelig og ville gerne give igen, men det var også ret hårdt i længden at skulle svare på det samme igen og igen og være sød og rar mod alle«, siger Henrik Andreassen.

Når han gik i byen med drengene, ville alle tale med ham. Eller om ham. Piger kom hen for at snakke, men mest, fordi de kendte ham fra fjernsynet. På en god aften kom der måske kun 15, på en dårligere aften skulle han tale med 40 mennesker.

»Jeg befandt mig ikke godt i rollen som kendt. Pludselig var man allemandseje. Og pludselig var jeg interessant på grund af noget, der i virkeligheden ikke var mig«.

Henrik begyndte at gå til samtaler hos den psykolog, der var tilknyttet ’Big Brother’. De blev enige om, at han skulle flytte fra Thyborøn for at komme væk fra alting. Henrik flyttede til Aalborg.

Han har fået det bedre, selv om der er dage, hvor han stadig har svært ved at sove.

»Jeg gør det aldrig igen, og jeg skulle nok aldrig have gjort det. Når folk tænder for fjernsynet og griner ad realitydeltagerne eller holder med dem, er det mere end bare nogle kvajpander, de følger. Det er mennesker«, siger Henrik Andreassen.