Hvis min mor ikke havde set annoncen i avisen, hvor Henning Carlsen søgte en ung pige til ’Oviri’, var jeg helt sikkert ikke blevet skuespiller.

Jeg snublede ind i faget. Annoncen søgte efter en ung pige, der var spinkel, så yngre ud, end hun var, og som var god til engelsk. Det passede meget godt på mig, og min mor løftede hovedet fra avisen og sagde: »Kunne det ikke være meget sjovt?«.

Min første dag på arbejde var en nøgenscene. Det var ikke traumatiserende, tiden var en anden. At vise sine bryster var ikke noget særligt. Det gjorde man i Kgs. Have hele sommeren.

LÆS OGSÅBritiske 'Forbrydelsen'-fans lærer at opføre sig som danskere

Nogle gange tænker jeg på, hvad der var sket, hvis ikke det tilfælde var opstået. Hvor jeg var havnet. Jeg kan godt se mig selv som lærer.

Da jeg var yngre, var jeg i tvivl, om jeg overhovedet skulle fortsætte som skuespiller.

Det tog mig mange år at bemægtige mig beslutningen selv. Som 17-årig havde jeg fået en identitet forærende, og det havde været fantastisk. Men var jeg god nok? Jeg synes stadig, at man som skuespiller er udsat: Man står der med sin uformåenhed og alt det, man ikke kan.

Det smukke er, at man stiller sig til rådighed – for en historie, en rolle, et publikum.

LÆS OGSÅSofie Gråbøl: 'Forbrydelsen 3' tager os med ind i mørket

Jeg gik rundt med en skoletaske i utallige film. Den sidste 16-årige skolepige spillede jeg som 26-årig. Jeg havde følelsen af at være et helt andet sted, men fortællingen om mig blev ved med at være den samme.

Det var helt overraskende, da Ole Bornedal i forbindelse med ’Nattevagten’ sagde: »Sofie, nu skal du være en sexet blondine!«. Jeg fik affarvet håret. Og det billede, der var af mig, blev sprængt i stykker. Det var en befrielse.

Den sexede og lækre kan jeg ikke spille mere – det er klart. Jeg så yngre ud, end jeg var, indtil jeg var 30, men så var det, som om det gik i vater. Jeg synes, at mine roller er blevet mere udfordrende og komplekse de seneste år.

Når det er sagt, så er problemet, at der er færre store kvinderoller end manderoller, når man passerer 40. Til gengæld har manderollerne en tendens til at være mindre facetterede.

Jeg har det dårligt med nøgenscener nu. Der står 30 mennesker, og jeg står med min krop, som den er. Jeg havde en meget kort nøgenscene i ’Forbrydelsen’.

Jeg var slet ikke klar over, at det var en nøgenscene: Jeg troede, at jeg var gået uden for billedet. Det havde vi mange diskussioner om – om min rumpe måtte være med i billedet. Det syntes jeg jo godt, at den måtte.

Det er løgn, når midaldrende kvinder i damebladene siger, at de kun har vundet ved at blive ældre. Man taber jo også en masse. Uskyld for eksempel.

Hende Sarah Lund, som jeg har været med til at forme, er jo ikke en scorerolle. Min forfængelighed for en rolle er større end min forfængelighed for, hvordan jeg tager mig ud. Når jeg spiller, skænker jeg det ikke en tanke.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde gjort det, når jeg ser mig selv og tænker. »Aj, hvorfor holdt du dit hoved sådan, det er jo forfærdeligt, så mange dobbelthager du får dér«.

Men jeg ville ikke kunne spille med den slags forfængelighed kørende. Jeg har på intet tidspunkt tænkt, at det kunne være lækkert, hvis der var cashmere i den trøje, eller hvis hun fik læbestift på.

SE VIDEO»Jeg leder efter svaghederne og de mørke sider«

Noget i mig stritter, når Sarah Lund i England bliver udråbt som et nyt kvindeideal. Jeg tænker: »Wouw, det kan da ikke anbefales at leve som Sarah Lund«. Jeg tror ikke, at man bliver lykkelig i hvert fald. Der er masser at beundre, også for mig. Hun er forankret i sin kerne.

Men hun er ikke tænkt som et statement om, at kvinder skal fucke familien og kærligheden og loyaliteten over for kollegerne. Der er en forestilling om, at kvinderoller skal opdrage. Vi skal være talsperson på vores køns vegne.

Det er jeg grundlæggende modstander af. Tværtimod er idealiserede mennesker de mindst interessante at spille. Jeg leder efter fejl, skrøbeligheder og ufuldkommenheder.

LÆS OGSÅBritiske anmeldere skamroser 'The Killing 3'

Jeg tudbrølede hele vejen hjem efter sidste optagelse af ’Forbrydelsen’. Men det var ikke Sarah Lund, jeg græd over. Det var følelsen af ikke længere at høre til nogen steder.

I mit fag er man hjemløs i fin forstand. Det er et ensomt liv. Man er altid på vej til et nyt møde, et nyt projekt og nye mennesker. At høre til havde været så rart. Efter syv år kendte vi hinanden på en familiær måde. Jeg skulle ikke præsentere mig og forklare mig. Det var vi kommet forbi.

Når min nekrolog engang skal skrives, tror jeg, at Sarah Lund vil stå i den. Det er en mærkelig følelse. Det har været vigtigt i mit liv at spille hende. Jeg håber bare ikke, at overskriften bliver: »Sarah Lund er død«. At jeg bliver reduceret til hende. Eller endnu værre: »Sweateren er død«.

Der vil være noget tid endnu, hvor jeg er Sarah Lund. Det har jeg fuldstændig fred med. Men jeg håber på, at jeg endnu en gang får lov at flytte mig. For jeg er jo videre.