Julen er truet, forsvundet eller afskaffet, og der er kun 24 dage til at redde den i.

Det er præmissen for langt de fleste af de familiejulekalendere, der er rullet hen over skærmen de sidste 50 år, og som år efter år får op til næsten halvanden million tv-seere til at tænde for fjernsynet aften efter aften i hele december.

LÆS OGSÅHenrik Palle: Stjernegod julestjernekalender

Julekalenderen er blevet en integreret del af mange danskeres juleritual, men sådan har det ikke altid været, fortæller professor i medievidenskab ved Aalborg Universitet Gunhild Agger.

»De første julekalendere tilbage i 1960’erne var beregnet til små børn og varede ikke særlig lang tid«, siger hun og fortæller, at der i tidens løb er sket flere ændringer i målgruppen, som har fået konsekvenser for julekalenderens udformning.

'Jul i Gammelby'
Fra i begyndelsen primært at være korte dukkefilm målrettet de yngste børn begyndte julekalenderne i begyndelsen af 1970’erne at tale til både de yngste og de ældre børn for i slutningen af 1970’erne at indfange hele familien.

LÆS OGSÅDen store julekalenderguide: Det' sørme, det' jul, det' Lyby

»Mange tror fejlagtigt, at det er TV 2, der introducerer udvidelsen i målgruppen, men det er ikke helt rigtigt. Danmarks Radio starter allerede i 1979 med ’Jul i Gammelby’, som bliver normsættende for julekalendergenren«, forklarer Gunhild Agger.

’Jul i Gammelby’ handler om en købmandsfamilies kvaler med at få råd til julen i 1850 og berørte emner, som interesserede både børn og voksne.

Jul  i Gammelby. FOTO: DR
Pyrus og kulturhistorien
Kalenderen tog samtidig fat i det kulturhistoriske tema, der sidenhen har været omdrejningspunktet for mange julekalendere. Ikke mindst på TV 2, der for alvor viste, hvordan kulturhistorien kunne udgøre kernen i en julekalender, da kanalen sendte den første af i alt fire julekalendere med ungnissen Pyrus, ’Alletiders Jul’, i 1994.

Pyrus får gang på gang kludret i tingene og skal som følge heraf i hver af de fire kalendere rede trådene ud og genopdage og genlære alt om julen, nissen, julemanden og eventyr.

»Med Pyrus-kalenderne introducerer TV 2 kulturhistorieformidlingen. Kalenderne får et læringsaspekt, og vi får gravet lidt i traditionerne, men aldrig så meget, at det ikke stadigvæk er underholdende at se på«, fortæller Gunhild Agger og nævner ’Absalons Hemmelighed’ (2006) og ’Pagten’ (2009) fra DR samt ’Jesus & Josephine’ (2003) og ’Jul i Valhal’ (2005) fra TV 2 som andre eksempler.

LÆS OGSÅDR's nye julestjerne: Jeg drømmer om at blive bildesigner

»Der er en klar tendens til, at man vælger at trække på det folkloristiske – det passer også godt til julen, som jo er traditionernes tid«, siger hun. Kulturhistorien fungerer også godt som drivkraft for julekalenderens format, der med tiden er blevet låst fast i 24 afsnit À cirka 25-30 minutters varighed.

»Det er et specielt format, der normalt er velegnet til komedier, men er svært anvendeligt til mere seriøse fortællinger«, forklarer Gunhild Agger.

Det folkloristiske format synes dog at fungere, hvilket ikke mindst kan aflæses i seertallene. Således har ’Alletiders Jul’ fra 1994 fortsat rekorden for det højeste gennemsnitlige seertal for en familiejulekalender med 1.338.000 seere i gennemsnit hver aften efterfulgt af ’Alletiders nisse’ fra 1995 med et gennemsnitligt seertal på 1.344.000.
Alletiders  jul. FOTO: TV2
Historien er vigtigst
Instruktør og forfatter Martin Miehe-Renard var manden bag kalenderne om Pyrus. Han forklarer, at ideen til ’Alletiders Jul’ opstod, da hans yngste søn satte spørgsmålstegn ved, om der skulle et træ ind i stuen til jul. Han så med det samme et potentiale til en julekalender, der gik bag om traditionerne og samtidig listede lidt læring ind i seerne.

»Når man alligevel har fået folks opmærksomhed, er det ærgerligt ikke at udnytte det, men det har aldrig været et mål i sig selv, og det må aldrig blive på bekostning af historien«, fortæller han.

Historien er nemlig i bund og grund det vigtigste i en julekalender, og på det punkt adskiller den sig ikke fra andre tv-serier.

»Man skal dybest set lade være med at tænke på, at det er jul og i stedet koncentrere sig om at skrive en medrivende historie«, understreger Martin Miehe-Renard og forklarer, at det indebærer en handlingsdrivende konflikt og nogle interessante menneskeskæbner.

»For er man ligeglad med karaktererne, er man også ligeglad med, om det går dem godt eller skidt«.

Skurke med flere dimensioner
Om karaktererne er børn, voksne eller nisser, mener han dog ikke gør den store forskel, så længe karaktererne er nuancerede, og det gælder både helte og skurke.

»For mig er skurke altid mest interessante, hvis de også har gode sider. En skurk, der bare er ond med ond på, bliver meget endimensionel og utroværdig«.

LÆS OGSÅJulekalender tager de unge alvorligt

På samme måde nytter det heller ikke noget, hvis heltene kun er gode.

»Man må ikke præsentere virkeligheden for børn som bare sort og hvid – så begrænser man sig selv helt vildt«.

Grin og gråd skal der til
Derudover mener Martin Miehe-Renard, at der i familiejulekalenderens grundopskrift også bør være både noget at grine ad og noget at græde over.

»Grin og gråd går jo hånd i hånd og er i fællesskab med til at skabe en god historie«, fortæller han og tilføjer, at man heller ikke kommer uden om hygge i en julekalender.

»Det er jo det, hele julen går ud på, og i vores moderne tider, hvor alle har rygende travlt og brug for et pusterum, synes jeg, at en julekalender nærmest har pligt til at indbyde til hygge«.

Endelig skal julekalenderen indeholde et lys i mørket, og derfor skal den også, uanset hvor mange kvaler helten eller heltene skal igennem, ende godt 24. december.

»Lyset i mørket er det dramaturgiske grundcenter i en julekalender: Vi ved, at det nok skal gå til sidst«, fortæller Martin Miehe-Renard og tilføjer, at det er dramatikerens opgave at sørge for at gøre vejen til lyset så besværlig som mulig for at skabe en større forløsning. Det er også forklaringen på, at hele korthuset som regel ramler igen kort før juleaften.

»Historier lever jo af twist, og har man ikke et twist, har man ikke en historie«, understreger Martin Miehe-Renard.

Julekalenderens fremtid
Derfor vil vi formentlig igen i år blive dybt frustrerede, når det går grueligt galt 23. december, og ånde lettet op, når alle med stort smil danser rundt om træet og udveksler gaver dagen efter. For der er intet, der tyder på, at julekalenderen trods sine 50 år på bagen og stigende konkurrence fra digitale medier er på vej ud.

DR og TV 2 producerer fortsat med jævne mellemrum dugfriske familiejulekalendere, og tv-seerne kigger troligt med år efter år, hvilket et gennemsnitligt seertal på 1.145.000 seere til sidst års julekalender ’Ludvig & Julemanden’ på TV 2 og 852.000 seere til genudsendelsen af ’Nissebanden på Grønland’ på DR vidner om.

Nissebanden  i Grønland. FOTO: DR Var julekalenderne på vej ud af tv-billedet, ville vi straks mærke det, for børn er et kritisk publikum, forklarer Gunhild Agger. Hun tror dog, at kalenderne med tiden vil udvikle sig og fortsætte med at inddrage flere platforme for at imødekomme nutidens børns behov for interaktivitet.

LÆS OGSÅ Jul på slottet vinder kneben sejr

»Men indtil videre har de andre platforme som eksempelvis internettet kun haft en understøttende funktion, og meget tyder på, at folk fortsat finder den traditionelle tv-sening hyggelig«.

Traditionen spiller i følge Gunhild Agger også en stor rolle.

»Hvis julekalenderne ikke var der, ville mange med garanti blive skuffede. Siden 1962 har de jo etableret sig som en tradition som noget, man plejer at gøre – og hvis der er noget, man gør i december, så er det jo det, man plejer at gøre«, siger hun.