Det var åbenbart ikke nogen særlig svær beslutning. I hvert fald stemte et stort flertal af indbyggerne i den schweiziske landsby Rüschlikon for et år siden for at sænke deres egen skat med 7 procent.

Og ikke, som nogle havde foreslået, kun med 5, så der også var penge til at hjælpe nogle af dem, der havde været med til at skabe den formue, som pludselig var dumpet ned i kommunekassen. Nemlig fattige ved kobberminerne i Zambia, hvor folk lever for under 1 dollar om dagen.

LÆS OGSÅGuldbrandsen-dokumentar afslører multinationalt selskabs rovdrift i Afrika

Når skatten kunne sænkes, skyldtes det, at en af Rüschlikons store skatteydere var blevet gevaldigt meget rigere.

Mester i nærbilleder af magten
En vis direktør Ivan Glasenberg, bestyrelsesformand og aktionær i det multinationale råstofselskab Glencore, som har hovedkontor i Schweiz, men tjener en del af sine penge i lande som Zambia, hvor man vogter mindre nidkært over borgernes sundhed og insisterer mindre nidkært på store selskabers skattepligt.

Det overrasker sikkert ingen.

Men de færreste havde vel gættet, at historien ovenfor er afsættet i en ny dokumentarfilm, ’Tyveriet af Afrika’, af den danske instruktør Christoffer Guldbrandsen, bedre kendt som mester i nærbilleder af magten, som den udfolder sig under mere hjemlige himmelstrøg, når han følger danske politikere som i ’Fogh bag facaden’ og ’Dagbog fra midten’ om Ny Alliance.

Så hvad bestiller han på det evigt fortabte og i nogles øjne kronisk uinteressante afrikanske kontinent?

Foto  fra filmen
Handler om usynlig magt
Svaret er, som flere af Christoffer Guldbrandsens, stykket sammen af flere forskellige. Og de rimer ikke nødvendigvis på hinanden.

Hvilket ikke alene skyldes en distræt og indimellem lettere rundtosset form for begavelse, men også, at svarene må være forgrenede og modstridende snarere end snævre og entydige, hvis de skal ligne den virkelighed, de har til opgave at beskrive.

LÆS OGSÅGuldbrandsen går bag facaden på regeringen

»Mine tidligere film har handlet om synlig magt, og i dem havde jeg mulighed for at være til stede. Jeg kunne stå med et kamera, når Naser Khader skulle sætte Jørgen Poulsen på plads«, begynder han.

Denne gang er det den store usynlige magt, han vil skildre. De multinationale selskabers, som er vokset enormt under de seneste årtiers globale deregulering og liberalisering, så nogle af dem i dag matcher mindre nationer. Uden dog at være begrænset af »demokratiets snærende bånd«, som instruktøren siger.

Foto  fra filmen
Hudløse trommehinder
Egentlig handler filmen om Glencores udvinding af kobber i Zambia og dets flytten penge rundt mellem datterselskaber for at slippe billigst muligt i skat. Men i virkeligheden synes instruktøren ikke selv, at det er nogen afrikansk historie.

»Det er bare hensigtsmæssigt at fortælle den i Afrika. Fordi dem, der ikke har nogen magt der, er de sorte. Og de andre er hvide«, siger han.

»Ja, så bliver det så lidt forvirrende, fordi Zambias vicepræsident – som jo er god – er hvid«, retter han sig selv.

LÆS OGSÅHer er Danmarks mest magtfulde filmmand

Guy Scott er ganske rigtigt en ældre, munter og aldeles hvid vicepræsident, der arbejder for, at Glencore skal betale mere i skat. Men som han selv anfører, er hvide vicepræsidenter jo ikke noget helt ukendt fænomen. De har vist også en i USA, som han siger.

Den usynlige magt er næsten umulig at filme. Og det er en anden grund til, at Guldbrandsen er taget til Afrika. For der bliver selv komplekse problemstillinger synlige. Som når folk går og hoster i en landsby nær en kobbermine i Zambia. Stillet over for indbyggere i en schweizisk landsby, der sætter sig selv ned i skat.

»Men ... Afrika«, griner instruktøren. »Jeg ved det godt. Og: multinationale selskaber. Og måske ulovlige skattefiduser«.

Foto  fra filmen
Ikke nogen klassisk opskrift på, hvordan man får publikum til at dejse om af bevægelse. Og mens journalisten Mads Brügger fik folk i biografen til sin personlige safari gennem et korrupt Afrika iført tropehjelm og koloniherremanerer i filmen ’Ambassadøren’, er Guldbrandsens film et nøgternt blik på et system, der fordeler rigdom og fattigdom i verden.

Selv er instruktøren født i 1971 og har oplevet, hvordan man i firserne holdt helt op med at fortælle historier fra Afrika. Fordi, siger han:

»Trommehinderne var blevet hudløse«.

Senere dominerede de intime dokumentarfilm og »mig-filmen«. Imens uretfærdighederne og udnyttelsen fortsatte ude i den store vide, men åbenbart også kedelige verden.

»Og så tænkte jeg, at det måske var på tide at prøve at se, om huden var vokset ud igen. Om vi er kommet dertil nu, hvor vi igen kan interessere os for noget, der er så langt væk fra os selv«.

Foto  fra filmen
Også skurkene redder verden
’Tyveriet af Afrika’ handler om den enorme magt, der er blevet koncentreret i de multinationale selskaber, som er vokset gevaldigt i de år, hvor det internationale finansielle system blev dereguleret.

»Hvilket der er en masse gode ting ved«, skynder instruktøren sig at sige.

»Men det har også givet ekstreme koncentrationer af selskaber, som har haft virkelig gunstige vilkår for at reducere deres skattebetaling«.

LÆS OGSÅ»Guldbrandsen skader den fri presse«

I dag er 60 procent af al verdenshandel interne handler i de store selskaber, hvilket gør det muligt for dem at flytte deres skattebetaling til de billigste lande, forklarer Christoffer Guldbrandsen.

Og sådan kan de slippe for at bidrage til statskassen i et land som Danmark, hvor de samtidig nyder godt af retssikkerhed, infrastruktur, en veluddannet arbejdsstyrke og andre skattebetalte goder.

’Tyveriet af Afrika’ er nu ingen moralsk film, understreger instruktøren.

»Jeg vil bare gøre den usynlige magt lidt mere synlig, så kan folk hver især tage stilling til, om selskaberne fortsat skal have forholdsvis frit spil«, siger han.

Foto  fra filmen
Filmens ærinde er ikke at fordele skyld, kun at påvise, om Glencore har solgt kobber til sig selv til kunstigt lave priser.

»Jeg har hele tiden psykologien i Glencore i baghovedet. Og den er jo ikke, at her gør vi verden dårligere. Men at her faciliterer vi vækst. Her skaber vi råvarer, som giver bedre levevilkår. De ansatte i Glencore lægger hele deres liv i firmaet og er sindssygt dygtige til det, de gør. Og grundlæggende respekterer jeg, at de har deres perspektiv på verden, som formentlig er, at forretning ikke har moral«.

Den selvforståelse er vel ofte netop forudsætningen for, at man kan tage røven effektivt på andre mennesker?

»Jo, men set udefra er en del af selskabets filosofi den enkle: Går den, så går den. Og det element har vi alle sammen i os i større eller mindre udstrækning. Så i stedet for at sige »Uha!«, vil jeg hellere konstatere, hvad de gør. For jo mere forståelig og identificerbar du kan gøre historien, jo mere relevant bliver den for flest mulig mennesker«.

Foto  fra filmen
Film af mig, om mig, betalt af jer
Mens Christoffer Guldbrandsen har været ude i verden at filme, er hans kolleger fortsat herhjemme.

Og spørger man ham, hvad han synes om tidens danske dokumentarfilm, lægger han da også ud med at glæde sig over, at flere ser ud til at have fået det lange lys tændt og interesserer sig for den del af verden, der begynder, hvor ens egen person slutter. Det politiske engagement er et helt andet, end da han begyndte for et dusin år siden, siger han.

»Dengang på DR kunne jeg ikke få penge til at lave en dokumentar, hvis den handlede om noget politisk. Den skulle helst handle om mig selv. Og selv om rigtig mange dokumentarfilm stadig væk handler om dem, der laver dem, foregår selvportrætterne dog i et univers, der prætenderer at handle om noget andet«.

Allerede her er det glade budskab ved at skride lidt ud. Men så retter han op.

»Efter finanskrisen står vi over for større udfordringer, og så er det meget nøgent bare at stille sig op og sige »Se mig«, uanset hvor sofistikeret og velfortalt projektet er. Nu diskuterer vi økonomi og velfærd, fordi det er blevet relevant«.

Foto  fra filmen
Kunne ikke få finansiering fra Filminstitut
Men så er det, som om han løber tør for velvilje.

»Måske er det bare mig, der har gået og hidset mig op under CPH:DOX. Jeg synes, der var meget: film af mig, om mig, betalt af jer. Plakaten lover alt muligt, men man kommer ind, og så er det et fucking selvportræt, hvor nogle sultne er bagtæppe«.

LÆS OGSÅCPH:DOX-leder: Dokumentar i dag er ikke kun journalistik

Men i virkeligheden er der endnu en grund til, at han selv endte med at filme uden for landets grænser. Filminstituttet ville nemlig ikke finansiere en film om den nye regerings første år, som han selv var gået i gang med.

»Jeg kunne ret tidligt se, at det ville blive tumultarisk og fascinerende og karakterbåret, så inden valget begyndte jeg at filme og var sammen med Villy Søvndal og fulgte også Helle Thorning. Men det kunne jeg ikke få støtte til«.

»Hvilket jeg synes er fair nok«, skynder han sig at tilføje. »Men ... altså, det var dengang, skattesagen brød ud. Og de var oppe i tårnet på Amager. Jeg er meget bevidst om, at det er et privilegium at få lov ... og det er ikke noget, man skal tage for givet. Jeg synes bare, at det var meget ... sådan grundrelevant«.

LÆS OGSÅKendt dokumentarist går i kødet på skatteskandale

Langt  borte. I sin nye dokumentar, ’Tyveriet af Afrika’, vil Christoffer Guldbrandsen (nederst til højre) afprøve, om danskerne orker historier langt væk fra om store selskaber, der er ved at sætte sig på verden – historier fra Afrika, man ikke har kunnet fortælle siden 1980’erne, mener han. Foto fra filmen
Uopslideligt drama venter derhjemme
Så vender han igen hesten. Eller også holder dyret kursen, nu bare med instruktøren omvendt i sadlen.

»Jeg kan jo se, hvad der ellers er blevet lavet af dokumentarfilm. Og så tænker jeg: »Kunne vi alle sammen have haft glæde af sådan en film, uanset hvem der havde lavet den?«. Ja, det synes jeg«.

Og uanset hvor langt ud i verden Christoffer Guldbrandsen måtte bevæge sig med sit kamera, ligger der et uopslideligt drama og kalder på ham herhjemme. For politik rummer alt, siger han. Drift, seksualitet, død, begær og forfængelighed.

»I politik er det følelserne, der driver lokomotivet. Og fornuften, der styrer. Sådan prøver jeg også at lave mine film«.

»For uden følelserne er det bare ringbind i en tremmereol«.