For nylig sad denne skribent og så en reportage fra et sted i USA, som var blevet ramt af naturkatastrofe i form af en tornado.

I programmet gik en kvinde rundt og ryddede op i en kælder efter oversvømmelsen; skovlede vand med en spand og talte om, at nu måtte de sandelig også se at få gang i butikken igen. For både hun og hendes familie samt hendes ansatte var dybt afhængige af, at hundesalonen, som det drejede sig om, kom på fode hurtigst muligt.

Når vi ser reportager fra oversvømmelser eller andet herhjemme, er det kun uhyre sjældent den indstilling, man møder. I stedet tales der om erstatninger, manglende politisk vilje til at gribe ind og hjælpe samt dårlig offentlig sikring.

Og det kom jeg til at tænke på, da jeg så Louise Detlefsens dokumentarfilm om ’Den usynlige arv’.

LÆS OGSÅFilm: Er danskerne talblinde, ignoranter eller ofre for ny fattigdom?

For hvis der var en ting, der gik igen hos de fleste voksne og nogle af børnene, var det manglen på evne til at forestille sig, at det først og fremmest handler om en selv: at man ved at rejse sig fra sofaen og skodde filtercigaretten tager det første skridt i retning af et bedre liv for sig selv og sine efterkommere.

Godt nok understregede en af de medvirkende vigtigheden af at få en uddannelse og et job, men på en sært halvhjertet facon.

Loyale børn
Tallene, som filmen baserer sig på, skræmmer. For de fortæller, at sandsynligheden for at slippe ud af bistandshjælpshelvedet og fattigdommens svøbe er alt for lille. Men filmen viste også delvis, hvorfor det er sådan.

»Der er så meget, man kunne. Hvis man gad«, som det illusionsløst kom fra en yngre kvinde med fem børn, som var på kursus i at skrive jobansøgninger – på trods af at hun hverken havde uddannelse, nævneværdig erhvervserfaring eller andre kompetencer at berette om i en sådan.

Men det var først og fremmest børnene, som førte ordet og fortalte om, hvordan det er at være fattig, blive drillet, måtte lide afsavn og gå og drømme om nye ting og tøj. Rørende på en trist måde.

De kære børn var ganske ufatteligt loyale over for de voksne, opmærksomme på deres skavanker, men ikke bebrejdende i noget omfang.

Rent journalistisk var der tale om en ørkenvandring i trøstesløshed, en svælgen i dårlige boliger og billige møbler, garneret med billeder af usund mad og generelt skidt levevis. Og man savnede ærligt talt noget struktur.

Det er selvfølgelig en journalistisk pointe, at man har valgt ikke at narrativisere eller montere materialet. Men desværre kommer det så til at fremstå som et meget langt nyhedsindslag uden ekspertkilder.

Politisk debat
Som oplæg til diskussion er ’Den usynlige arv’ det rene og skære sprængstof.

For fra den borgerlige fløj vil fremstillingen med god grund kunne give anledning til en kritik af, at velfærdsstaten fastholder folk i deres fattigdom i stedet for at hjælpe dem og give dem redskaber til selv at komme videre, mens de få tilbageværende venstreorienterede partier i Danmark med lige så god ret vil kunne pege på, at vi altså svigter de svageste.

LÆS OGSÅFolk på overførselsindkomst er den nye syndebuk

Og heri ligger også dokumentarens største fortjeneste, nemlig at den ikke moraliserer, ikke forfalder til socialpornografisk synd for-retorik, men nådesløst udstiller, hvor galt fat det er på bunden af samfundet, hvad enten det er mentalitetsmæssigt, ernæringsmæssigt, uddannelsesmæssigt eller erkendelsesmæssigt.

Til gengæld er ’Den usynlige arv’ som fjernsynsfortælling temmelig kedelig og nedslående – også af andre grunde end det triste emne.