Store bedrøvede barneøjne kigger op på en kvindeskikkelse, som taler sagte.

»Du skal bo hos nogle andre. Nogen, du ikke kender endnu. Men far og jeg vil stadig være din far og mor«. Lektor  i etik, Thomas Plug, mener, at dokumentarfilmen 'Adoptionens pris', som blev sendt mandag og tirsdag på TV 2 får politikerne til at følge folkestemningen. - Foto fra filmen

Sådan lyder det, da en adoptivmor fortæller sin adoptivdatter, at hun skal i pleje hos en ny familie i dokumentarfilmen 'Adoptionens pris', som blev sendt mandag og tirsdag på TV 2.

LÆS OGSÅ Adoptionsforsker: Masho er ikke en enlig svale

Filmen har fået en masse reaktioner, som for eksempel forfatter og tegner Anders Morgenthaler, der blandt andet skrev på sin facebook-side:

»Hvordan kan man filme to børn i så lang tid uden at gribe ind?! Hvordan kan man få sig selv til det?«

Beregnet på hurtige reaktioner
Ifølge lektor i etik på Aalborg Universitet i København, Thomas Ploug, er det fordummende fjernsyn, beregnet på vores følelseskultur og hurtige reaktioner på de sociale medier.

»Man kunne jo også lave en film, der havde til hensigt at fortælle om den komplicerede affære, det er, når man adopterer et barn i den specifikke situation«, siger han til politiken.dk.

»Men det ville kræve, at man nuancerede tingene sådan, at man forsøgte at forstå de implicerede parter. Både barnet, adoptivforældrene, de afrikanske forældre og deres situation, myndighederne og lovgivningen, som omhandler den specifikke sag«.

LÆS OGSÅ Adoptivmor sygemelder sig efter tv-dokumentar

Thomas Ploug mener, at den fremherskende følelseskultur, som især gør sig gældende via medierne og de sociale medier, forsimpler fremstillingen af svære situationer som den om adoptivbarnet Masho, med katastrofale følger for de implicerede.

»Det skaber en masse medløberi, og det er bekymrende, når også politikerne rives med og begynder at udtale sig efter folkestemningen«, siger han.

Vi har brug for flere nuancer
Det har ifølge Thomas Ploug nogle helt vanvittige konsekvenser for for eksempel forældrene, der i denne sag følte sig nødsaget til at gå under jorden.

»Ikke at man dermed kan sige, at adoptivforældrene er uskyldige«, siger Thomas Ploug, som mener, at medierne bør ransage sig selv for, hvordan man ønsker at fremstille mennesker og til hvilket formål.

»Efter min mening har vi som samfund brug for den undersøgende journalistik, som lader alle komme til orde og sørger for, at billedet er så nuanceret som muligt, inden det bliver blæst ud til folk«.