'Arabisk tv-station viser racistisk Danmark’. ’Dokumentar kan skabe terror for Danmark’ og ’Tv-dokumentar kan genoplive Muhammed-krisen’.

Sådan lød profetierne forud for visningen af dokumentarfilmen ’Konfrontation i København’, instrueret af den dansk-palæstinensiske tv-journalist Awad Joumaa.

LÆS ARTIKEL Arabisk dokumentar hænger Danmark til tørre

Naser Khader kaldte filmen ’stærk tobak’, og Udenrigsministeriet udtrykte bekymring om dokumentaren, der 8. oktober blev vist på verdens største nyhedskanal, den panarabiske satellit-kanal Al-Jazeera. Men reaktionerne lader indtil videre vente på sig.

LÆS ARTIKELNaser Khader er bekymret over Danmark-doku

Er den så farlig, som vi frygtede? Der er ingen tvivl om, at der i den arabiske offentlighed hersker mange – heraf en del fejlagtige – idéer om, hvad Danmark er for et land.

Set med arabiske øjne (hvis vi for en stund leger, at sådan nogle eksisterer) har Danmark gjort sig skyldig i en lang række ondskabsfuldheder: Krigen i Irak, Muhammedtegningerne og en regering der samarbejder med et åbenlyst fremmedfjendsk parti.

Set i den optik bygger ’Konfrontation i København’ videre på et lidet flatterende billede af vores land som et islamofobisk samfund med et menneskesyn præget mere af fordomme end af kristen næstekærlighed. Alt sammen præsenteret i dystre gråvejrsbilleder, som der ikke er meget ’wonderful Copenhagen’ over.

Indvandrernes synspunkt
På den anden side viser Awad Joumaas dokumentar ikke noget, vi ikke har set før.

Filmen handler om racisme i Danmark, om højredrejningen siden 2001 og om bandekrigen mellem bander som Black Cobra og Hells Angels.

Billederne ligner til forveksling de nyhedsindslag, vi dagligt støder på, men i modsætning til de fleste danskproducerede reportager fortælles ’Konfrontation i København’ ud fra asylansøgernes, flygtningenes og indvandrernes synspunkt, lige som der i udstrakt grad benyttes arabiske eksperter til at understrege dokumentarens pointer.

Mange forskellige stemmer kommer til orde: asylansøgere, flygtninge, indvandrere, eksperter, politikere, politifolk og Jørn ’Jønke’ Nielsen fra Hells Angels.

Enkelte modererende stemmer blander sig i koret, men grundlæggende er filmen dog på de undertryktes side og opretholder en unuanceret påstand om, at det hele er samfundets skyld.

Forklaringsmæssige kortslutninger
Og ja, vi behandler ikke asylansøgerne menneskeligt, regeringen begik en (argumentationsmæssig) brøler ved at følge USA i krig i Irak, og Dansk Folkeparti har vejret morgenluft det seneste årti.

Det billede genkender vi – desværre.

Men hvor er de kritiske røster henne?

Hvor er de almindelige, fornuftige mennesker på det Nørrebro, der i filmen præsenteres som et borgerkrigslignende, bandehærget område? Og hvor er kulturkampen?

Ved at udelukke dem og i stedet give plads til navnløse bandemedlemmers paranoide forestillinger om et hemmeligt samarbejde mellem politi og rockere begår filmen lige så mange forklaringsmæssige kortslutninger, som den beskylder det danske samfund for.